Det ansvarlige blodbad
Landets borgmestre kom kort før weekenden med en god og en dårlig nyhed.
Top og bund
De 10 højeste og 10 laveste kommunale beskatningsniveauer i 2011
Gentofte har den laveste skat, mens Odsherred har den højeste.
Note: 1 Det samlede provenu fra indkomstskat og grundskyld i forhold til kommunernes beskatningsgrundlag., Kilde: KL.
Den gode først: Kommunerne overholder den økonomiske aftale med regeringen for næste år, både på skatte- og udgiftssiden. De har selv taget ansvar i kampen om at få dansk økonomi på rette kurs igen og slipper dermed for finansministerens pisk.
Den dårlige nyhed er, at der kommer til at ske dramatiske besparelser på folkeskoler, ældrepleje, børnepasning og andre af velfærdssamfundets kerneområder. Samtidig må 5.000-6.000 ansatte i kommunerne nok se sig om efter nye job.
Borgmestrene budgetterer til næste år med at bruge godt 1 milliard kr. mindre end budgetterne for i år. Men da borgmestrene har brugt langt flere penge end budgetteret med i år, bliver den reelle besparelse langt højere. I runde tal vil kommunerne bruge ca. 3 milliarder kr. mindre på velfærd end de reele udgifter i år.
Præcis hvordan besparelserne rammer de enkelte områder, vil kommunerne først have overblik over til november. Men både oppositionen og store fagforbund som FOA, HK og BUPL mener, at velfærden nu bliver presset totalt i bund. De mener, at budgettet for næste år er lig med “farvelfærd” og forudser mindre rengøring hos ældre, flere lukkedage i daginstitutionerne og færre medarbejdere på de kommunale kontorer.





