Det blå postbud

Det blå postbud forleden morgen blev pludselig et meget håndgribeligt symbol på, hvordan new public management og DJØF’ernes hærgen i den offentlige sektor igennem 30 år radikalt har forandret Danmark og det, vi er og føler som nation, skriver Knud Aarup.

Knud Aarup

Danske postbude har siden 1700-tallet gået i røde uniformer. Det er ligesom med julemanden: Noget vi ved, hvordan ser ud. Men sådan er det ikke længere. Nu er det svenskerne, som leverer posten: PostNord skal køre i blå biler, og de røde postkasser ender som blå postkasser.

Alt dette er håndgribelige resultater af en styringstænkning, som hylder udlicitering og konkurrence på bekostning af identitet og kvalitet. Det har gennem årene fået langtrækkende konsekvenser på hele det offentlige område, og det påvirker den offentlige sektor i form af mistillid til de offentligt ansatte og manglende tillid til de danske velfærdsinstitutioner. Hvorfor har vi dog valgt at gå den vej?

”Vi kører ikke mod afgrundens rand, men vi kan se den!” Sådan formulerede den tidligere socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen situationen i slutningen af 1979. Udviklingen op igennem 70’erne fra oliekrisen i 1973 og frem havde betydet, at det danske velfærdssamfund befandt sig i en dyb økonomisk krise. Udlandsgælden steg på grund af underskud på samhandlen med udlandet, væksten i de offentlige udgifter løb løbsk, og der var ikke politisk vilje til at sikre de nødvendige langsigtede finanspolitiske eller arbejdsmarkedspolitiske indgreb. I starten af 80’erne var der overalt i den vestlige verden en åbenhed over for nye måder at styre den offentlige sektor på. Og her spiller de nye forvaltningsuddannede cand.scient.pol.er en central rolle. Derfor har Kurt Klaudi Klausen og Ove K. Pedersen delvist ret i, at ”DJØF’erne har reddet os fra græske tilstande”.

Skal man forstå new public management (NPM) og DJØF’ernes indtog i Danmark, er det vigtigt også at medtage den energi og det engagement, hvormed store dele af embedsmandskorpset, mig selv inklusive, tog tankerne til sig. Der var i begyndelsen af 80’erne en oplevelse af at stå midt i et reelt samfundsmæssigt nybrud. Nu skulle der laves om på en stivnet offentlig sektor, og her var nogle ideer, som oplevedes anderledes og forfriskende. Der blev delt faglitteratur og lavet synopser af engelsksprogede managementbøger, som cirkulerede på Slotsholmen.

Jeg er ikke i tvivl om, at den store begejstring ikke mindst skyldtes, at NPM-tankegangen blev betragtet som noget universelt, der kunne flyttes mellem forskellige forvaltningskulturer, lige fra en meget centralistisk engelsk forvaltningskultur og til de nordiske landes meget decentrale kultur, men også mellem forskellige policy- og fagområder. En anden grund til begejstringen var, at NPM-tænkningen på en eller anden måde oplevedes som partineutral og dermed var ideel for netop et partineutralt embedsapparat.

Senere har det vist sig, at ingen af disse argumenter holder i virkeligheden. Sammenligner man den danske forvaltningsmodel i begyndelsen af 80’erne med i dag, er der sket en voldsom centralisering og topstyring, og på den måde har NPM forandret den danske forvaltningskultur. På samme måde er der flere træk ved NPM, som peger i retning af, at den fremmer og understøtter en liberalistisk tænkning, som er ødelæggende for det danske velfærdssamfund. Så i den forstand er den overhovedet ikke neutral. Den nyligt afdøde polske sociolog Zygmunt Bauman kalder ligefrem NPM for Reagan-Thatchers neoliberale statskup.

NPM undergraver grundlæggende danske værdier

Helt grundlæggende er og var brugen af en angelsaksisk styringstænkning i et dansk velfærdssamfund en forvaltningspolitisk fejl. Set i bakspejlet var vi mange, som ikke skulle have omfavnet tænkningen, som vi gjorde. Der skulle tidligt være stillet de kritiske spørgsmål, som igennem de sidste 10 år er blevet stillet i forskellige sammenhænge. Det samme kan man sige om udviklingen i EU. Også her var begejstringen for stor og en selvstændig forvaltningspolitisk tænkning for lille.

Nu ved vi, at NPM ikke har ført til en bedre og billigere offentlig sektor, men til en situation, som er lidt dårligere og lidt dyrere. Det har flere analyser vist rundt omkring i den vestlige verden og mest klart formuleret af professor Christopher Hood i 2015. Forklaringerne på den manglende succes for NPM er mange og komplekse. I forhold til Danmark og de nordiske lande ligger NPM’s filosofiske og især ontologiske udgangspunkt meget langt fra det, som har formet de nordiske velfærdssamfund: troen på fællesskab og fælles løsninger gennem den offentlige sektor; en meget høj grad af økonomisk lighed i samfundet og en lav magtdistance; samt en stor gensidig tillid mellem mennesker og til samfundets institutioner.

NPM ser derimod mennesket som grundlæggende egennytte-maksimerende. Derfor er der grund til at nære mistillid til de offentligt ansatte og til velfærdssamfundets institutioner – alene fordi de er offentlige. Derfor skal institutionerne og de ansatte konstant overvåges og kontrolleres. Omvendt er det godt, at opgaver udføres i privat regi, fordi markedet og konkurrencen er en neutral og billig måde at sikre velfærdsopgaver udført på. Sådan tænker Slotsholmen stadig, og det kan man forvisse sig om ved at læse det nyeste udspil om øget konkurrenceudsættelse af bl.a. sundhedsopgaver og sociale opgaver. Mistilliden og kontroltænkningen viser sig således på mange punkter, fra holdningen til staten som en problematisk størrelse, der skal kontrolleres helt overordnet, til opfattelsen af, hvad der styrer menneskelig adfærd.

NPM har især haft negativ betydning for velfærdssamfundets fagprofessioner og brugerorganisationer og har gennem de sidste 30 år negativt påvirket den professionsfaglige vidensudvikling. Frem til engang i løbet af 80’erne har de professionsfaglige organisationer og brugerorganisationerne spillet en afgørende rolle for udvikling af velfærdssamfundet og dets institutioner. Faglig viden var i centrum, og fokus var på muligheden for en bedre faglig kvalitet til gavn for de mennesker, som havde særlige behov. NPM ser omvendt fagprofessioner, fag- og brugerorganisationer som nogle, der bare meler deres egen kage. De repræsenterer særinteresser.

NPM har også negativt påvirket den forvaltningsmæssige udvikling. Danmark har siden midten af 1900-tallet været styret gennem en meget decentral forvaltningsstruktur med kommuner som omdrejningspunkt, og det kommunale selvstyre er i Danmark tilmed grundlovssikret som noget helt enestående i verden (Grundlovens § 82). Den decentrale selvforvaltningstradition er skridt for skridt blevet undergravet af NPM-tænkningen. Det første alvorlige skridt blev taget af Nyrup-regeringen i 1994, hvor man gik fra at se borgerne som aktører, der så på helheden for samfundet og deres lokale område, til at betragte dem som (for)brugere, der er kunder i velfærdssamfundets servicebutik og kun interesserer sig for egne institutioner og egne interesser.

Centraliseringen har også betydet, at der kun er én fællesnævner for politik og politisk udvikling, og det er økonomien. Politik handler ikke længere om at finde fælles løsninger, men om inden for en økonomisk ramme at fordele økonomi mellem særinteresser. Politik er reduceret til varianter af udgiftspolitik. Det fælles gode er forsvundet, og styringen handler alene om den økonomiske styring og ikke om, hvordan samfundet skal udvikle sig. Derfor er der heller ikke behov for domænefaglig viden på det centrale plan.

NPM har således virket negativt ind på den specifikke danske forvaltningstradition gennem mistillid til det offentlige som fællesskabsbærende, gennem mistillid til faglighed og dermed mistillid til såvel de faglige organisationer som brugerorganisationerne, gennem introduktion af private aktører på det offentlige område og gennem en meget høj grad af central styring og dermed underminering af det kommunale selvstyre.

Vi må finde frem til det fælles gode

Der er i den grad grund til et gennemgribende opgør med NPM. Det handler om, hvilken slags samfund Danmark vil være om 30 år. Den retning, vi nu bevæger os i, betyder, at vi til den tid mere vil ligne Storbritannien end det oprindelige danske velfærdssamfund i det 20. århundrede: et godt samfund, såfremt man har penge, men ellers ikke.

Et opgør kommer ikke af sig selv. Det forudsætter, at vi finder ind til det fælles, som gør Danmark til et samfund.

Hvad holder egentlig det danske samfund sammen? Er det de nationale grænser, Kongehuset, regeringsmagten, eller er der noget andet? Noget dybere, som ligger i hver enkelt, og som det ofte er vanskeligt at definere? Er der noget, som vi kan kalde det fælles gode, som holder os sammen og gør os til den nation, vi er? Det tror jeg, og det hænger uløseligt sammen med de værdier, som har båret udviklingen af det særlige danske velfærdssamfund: troen på fællesskabet til løsning af samfundsmæssige opgaver, den store vægt på lighed, og at der ikke bliver for langt fra top til bund i samfundet, samt den store gensidige tillid mellem danskerne.

Det er de værdier, som er det fælles gode for Danmark. Derfor skal vi ikke afvikle og konkurrenceudsætte mere af den offentlige sektor, men tværtimod gå i en modsat retning. Vi skal sikre en offentlig sektor, som bygger på professionsfaglig viden til gavn for netop de mennesker, som har særligt brug for fællesskabet. Derfor skal vi genskabe tilliden til velfærdssamfundets institutioner frem for at nedbryde den. Derfor skal vi have røde og ikke blå postbude.

Og det blå postbud repræsenterer i mere end én forstand mistro til almindelige mennesker. Det kan et af PostNords seneste initiativer i den grad illustrere. Man er nemlig i PostNord bange for, at folk vil snyde med porto og genbruge frimærkerne på kuverterne ved at lægge kuverten i vand og tage frimærket af og sætte det på et nyt brev. PostNord har derfor udviklet en ny lim til frimærkerne, som ikke kan opløses i vand. Behøver jeg at sige mere?

Kilder:

Christopher Hood og Ruth Dixon: ’A Government that Worked Better and Cost Less?’, Oxford University Press, 2015.

Økonomi, Indenrigs- og Erhvervsministeriet: ’Konkurrenceudsættelse – den bedst mulige service for pengene’, maj 2018.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu