Analyse af 
Claus Kragh

Det er nu, milliarderne skal skaffes til Europas grønne omstilling

ANALYSE: EU-Kommissionen vil i denne uge forsøge at overbevise de europæiske regeringsledere om, at hver fjerde euro i det nye budget skal gå til grøn omstilling. 340 milliarder kroner om året fra EU skal trigge lokale, nationale og private investeringer i den grønne omstilling i 27 lande. Der er lagt op til et gigantisk partnerskab på tværs af den offentlige og private sektor som – hvis det lykkes – kan give et effektivt boost til den grønne økonomi.

Kompromiset, der kan opløse det højlydte budgetslagsmål i EU, som bryder ud i lys lue ved topmødet i Bruxelles på torsdag, ligger sådan set på den flade.

Hvis regeringer i velhavende nordeuropæiske lande ønsker sig, at EU frem mod 2030 skærper sine klimapolitiske ambitioner, kommer de til at betale for, at de fattigere lande i Øst- og Sydeuropa omstiller deres landbrug og energiproduktion i en mere klimavenlig retning.

Det kan helt konkret ske ved, at regioner med klimabelastende energiproduktion og landbrug får støtte fra EU til en socialt bæredygtig grøn omstilling.

Samtidig vil de spareivrige lande i nord – herunder Danmark – kunne pege på, at EU nu begynder at udvise større solidaritet over for de sydeuropæiske frontlinjelande: Bulgarien, Grækenland, Italien og Spanien. Solidariteten ligger i, at det nye budget markerer en historisk opprioritering af EU’s bevogtning af de ydre grænser og af andre politikker, der har til formål at ruste EU til en fremtid med konstant migrationspres fra Afrika og Mellemøsten.

Sikkerhedspolitik versus grøn omstilling

Det migrationspolitiske fokus både i det oprindelige budgetforslag fra EU-Kommissionen og efterfølgende kompromisforslag afspejler den politiske virkelighed, at migrationskrisen i 2015 og de efterfølgende nationalkonservative oprør i en række EU-lande satte en voldsom skræk i livet på EU-institutionernes ledere og på nationale ledere i EU-landene, herunder ikke mindst Danmark.

Når det gælder den grønne profil, består den budgetmæssige fornyelse i, at man fra Europa-Kommissionens side har erklæret, at i gennemsnit 25 procent af bevillingerne fra budgettet for 2021-2027 skal gå til projekter, der begrænser klimabelastningen, mens det i budgettet for 2014-2020 ’kun’ var 20 procent.

Ud over at EU-institutionerne vil bruge en større del af budgettet på klimavenlige projekter, vil man samtidig stramme kriterierne for, hvad der kan betegnes som klimavenlige projekter. Her har det eksempelvis potentielt stor betydning, at EU’s Investeringsbank, EIB, i november 2019 besluttede, at man fra 2021 ikke længere vil investere i projekter, der involverer naturgas.

Tidligere har projekter, hvor brug af kul er blevet erstattet af mindre klimabelastende naturgas, kunnet opnå støtte som et klimavenligt projekt. Mens EU-Kommissionen med Ursula von der Leyen i spidsen understreger, at man ønsker at gøre grøn omstilling og satsning på klimavenlige teknologier til selve rygraden i EU’s investeringspolitikker inden for landbrug, regional udvikling og forskning, er det også givet, at man bliver nødt til at tage sociale hensyn i den forstand, at virksomheder og lønmodtagere inden for klimabelastende brancher har brug for både europæisk og national støtte til at omstille sig til det nye industrielle paradigme.

Syd-øst versus Vest

Spændingerne mellem de spareivrige og klimafokuserede lande i nord og de langt mere beskæftigelsesmæssigt orienterede lande i Øst- og Sydeuropa står helt klart forud for torsdagens topmøde.

Mødet ventes at blive langvarigt og besværligt, selv om uenigheden mellem landene i realiteten er marginal. EU-Kommissionen spillede ud med 1,11 procent af BNI, mens de spareivrige lande med Danmark, Sverige, Holland og Østrig i spidsen siger 1,00 procent.

Siden har man set et kompromisforslag på 1,07, og et godt gæt er, at budgettet ender et sted mellem 1,07 og 1,11.

Men hertil kommer, at netop Holland, Sverige og Danmark står til at miste de rabatter, som man efter britisk forbillede har fået i forhold til EU-budgettet. Nu hvor briterne er ude, mener EU-Kommissionen, at alle disse rabatter – også den rabat, Danmark har haft siden 2014 – skal fjernes.

EU-penge skal trigge private penge

EU-Kommissionen kan pege på, at en opprioritering af klimaet fra 20 til 25 procent af budgettet betyder, at man i den nye syvårige budgetperiode vil bruge 2.375 milliarder kroner på klimaet – eller omkring 340 milliarder kroner om året – på klimapolitik i det EU, der uden Storbritannien har cirka 435 millioner indbyggere.

Til sammenligning regner økonomer med, at Danmark med 5,8 millioner indbyggere skal bruge mellem 30 og 40 milliarder kroner om året frem mod 2030 på den grønne omstilling.

For hele EU’s vedkommende har kommissionsformand Ursula von der Leyen talt om, at der i EU er brug for investeringer på omkring 1.000 milliarder euro – cirka 7.450 milliarder kroner – frem mod 2030. Men i det beløb medregner hun både nationale, europæiske og private midler.

Det korte af det lange er, at investeringerne fra EU – uanset om de falder inden for landbrug, regionaludvikling eller innovation og forskning – kun kan være katalytiske. EU’s midler dækker langtfra hele investeringsbehovet, EU-budgettet kan, hvis det bruges intelligent nok, medvirke til skabe slagkraftige koalitioner mellem lokale og nationale offentlige og private partnere, som i kraft af EU-investeringer eller garantier anser det for opportunt selv at investere i klimavenlig infrastruktur eller klimavenlige produktionsformer.

EU er også katalysator for grøn omstilling i Danmark

Et eksempel fra Danmark er det såkaldte Coast to Coast Climate Challenge, der ledes af Region Midtjylland, som har fået 52 millioner kroner fra LIFE-programmet under EU’s landbrugsbudget. EU-pengene får følge af danske investeringer fra både private og offentlige kasser, og i alt kan de 30 offentlige myndigheder og private virksomheder bruge 90 millioner kroner på projektet fra 2017 til 2022. Pengene går til at udvikle teknologier og procedurer for, hvordan man på lokalt plan – på en klimamæssigt bæredygtig måde – tilpasser sig klimaforandringerne. Afrapporteringen til EU betyder, at den danske viden bliver gjort tilgængelig for virksomheder og myndigheder i resten af EU, hvor man også skal tilpasse sig klimaforandringerne.

Et andet dansk eksempel på, hvordan EU-investeringer i den grønne omstilling bidrager til at trigge andre investeringer, er Den Europæiske Investeringsbanks investering på omkring 560 millioner kroner i investeringsfonden Copenhagen Infrastructure II, der investerer i klimavenlige projekter som havvindmølleparker og eltransmissionsnet. Med pengene følger en slags europæisk ’statsgaranti’, og det gør EU’s investeringsbank til en skattet investeringspartner for den lange række af danske, norske og britiske pensionsfonde, der er med i det danske projekt, som har en samlet investeringskapital på knap 15 milliarder kroner.

EU’s katalytiske investeringsstrategi giver – når projektparterne og de øvrige investorer er dygtige og samvittighedsfulde – gode resultater for relativt begrænsede investeringer. At der er en risiko for, at det omvendte er tilfældet, siger sig selv.

Flere grønne pengekilder på vej

Ud over den nye investeringspolitik fra Den Europæiske Investeringsbank, der ikke længere vil investere i fossil energi, er der i EU-systemet også potentielt klimagavnlige systemiske ændringer på vej på en række andre områder:

EU-landene er netop enedes om en såkaldt grøn taksonomi, der opstiller kriterier for, hvilke investeringer der anses for grønne. Lignende overvejelser findes i Den Europæiske Centralbank.

Samtidig overvejes det at lempe kravene om finanspolitisk disciplin i medlemslandene særligt for grønne investeringer. På den måde vil et land kunne gennemføre langsigtede investeringer i klimavenlig infrastruktur, selv om det betyder, at landets underskud på statsbudgettet bliver større end de tilladte tre procent af BNP.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu