Søren Pape Poulsen – en af folketingsvalgets ubestridte sejrherrer – bliver aldrig en ny Schlüter, for historien gentager sig aldrig. I hvert fald ikke den politiske historie, hvor der hele tiden kommer nye personer, nye partier og nye politiske udfordringer til. Og hvem siger, at Schlüter havde været en succes i dansk politik lige efter Anden Verdenskrig eller i dag, som han var det i slutningen af halvfjerdserne og firserne?

Pape kan blive en succes det kommende årti, men det afhænger af mange ydre omstændigheder og – måske til overraskelse for mange – rent faktisk også af den politik og attitude, som den fordoblede konservative folketingsgruppe vil lægge for dagen.

Den snart tidligere justitsminister kunne på valgnatten ikke gøre andet end at tage det kommende regeringsskifte og opløsningen af blå blok til efterretning. Men han valgte også – forhåbentlig helt bevidst – at understrege, at nu skal de flere mandater bruges til at skaffe konservative resultater. Uanset regeringsdannelse.

De Konservative er og bliver borgerlige stemmer, der arbejder, lod Søren Pape forstå, belært af Schlüters historie. Men også af det faktum, at partiet – trods tre regeringsår, der sled De Konservative ned til under tre procent i meningsmålingerne – i sidste ende blev belønnet på valgdagen.

Måske bliver det lettere i opposition end i regering

Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad man tager ansvar for. Med kun seks mandater var det svært at sidde i regering. Med 12 mandater bliver det også svært at være i opposition. Men måske kan Pape synliggøre partiets faktiske indflydelse på dansk politik, når han ikke længere skal operere bag scenetæppet i et regeringssamarbejde.

For det første kan han nu gøre det helt klart for vælgerne, fra hvilken side af scenen De Konservative kommer ind i forestillingen. For det andet vil det være synligt for alle, hvad de konservative politikere foretager sig på scenen. Og for det tredje vil det stå klart, at partiet kunne have spillet en større rolle i forestillingen, hvis vælgerne havde givet dem opbakningen til det.

Papes opgave er at få tilkæmpet sig en større rolle i en ny forestilling de kommende år. Det vil give et større bifald hos de konservative vælgere end en strategi om gold opposition og bitre eller outrerede stød under bæltestedet eller kampe med kriseramte venner om billig spalteplads. Borgerlige vælgere forliges dårligt med sure borgerligt-liberale politikere, som strides indbyrdes, eller som graver grøfter i forhold til en ny regering.

De politiske udfordringer kræver tiltag, som kun kan komme til verden ved kompromiser hen over midten, og det ved og forstår de konservative vælgere. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor midten er flyttet til venstre sammen med vælgerne – hvis man ellers overhovedet i dag kan tale om højre, venstre og midten.

Vælgerne interesserer sig ikke for politisk geografi

Vælgerne tager ikke stilling til den ”geografisnak”, som Schlüter så mange gange har gjort opmærksom på. Vælgerne tager stilling til personer og politik, og det sidste kan være både den politiske filosofi, som man ikke kan skrive nok om, og konkrete sager.

Derfor er mit råd til Pape, hvis han vil blive 2020’ernes svar på sin forgænger for 40 år siden, hvor antallet af mandater steg fra 10 over 15, 22 og 26 til 42 (Hvad der efterfølgende skete, glemmer vi nu alt om i, hvad der vel i dansk politik i dag kan kaldes for ”beruselsens øjeblik”):

• Bevar ydmygheden. Plej de gode relationer til politikere i andre partier. Undgå konfrontationer med meningsdannere i såvel medier som organisationer. Dem, man møder på vej op, møder man som regel også på vej ned. Vær den rare, snusfornuftige onkel, hvis dør altid står åben for dialog. Fremhæv (om muligt) det positive i udspil fra regeringen – og brug så alle kræfter på synligt at få luget tidsler væk.
• Stå fast på mærkesagerne. Den konservative skattepolitik, retspolitik og forsvarspolitik er velkendt. Her ved man, hvor man har partiet. Her er kun at stå fast og tilkæmpe sig selv de mindste indrømmelser fra regeringen i rigtig retning.
• Skab klarhed om linjen. Der er politikområder, hvor linjen har været mindre klar, eller hvor engagementet har været lavt. Det gælder for eksempel EU-politikken, hvor der har spiret forbehold, som kan legitimere egentlig modstand. Og det gælder mediepolitikken, hvor partiet burde have markeret, at public service-medier som DR og Radio24syv er vores værn mod udenlandske mediegiganter med en helt anden dagsorden end folkeoplysning.
• Opprioriter kulturpolitikken. Et område, hvor partiet har stolte traditioner med ministre som H.P. Clausen, Grethe Rostbøll, Brian Mikkelsen og Per Stig Møller. Igen et område, hvor det handler om på en positiv måde at forsvare nationale interesser uden at tage afstand fra andre kulturer.
• Hold den grønne linje. Det har helt sikkert givet medvind ved valget, at konservative – trods alt – til sidst igen fremstod som det grønne parti blandt de blå. Intet parti har mere end Det Konservative Folkeparti en forpligtelse til at sikre generationskontrakten, så vi ikke giver en ringere klode videre til vores børn og børnebørn, end den vi fik til låns af vores forfædre. Søren Pape Poulsen foreslog i valgkampen ”trepartsforhandlinger” om klima- og miljøpolitikken. Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer har allerede vist vejen. De store virksomheder har set potentialet i at satse på klimaløsninger. Nu handler det om at få hele dansk erhvervsliv – og forbrugerne – med til den omstilling, som ikke er en trussel, men et løfte om at forandre for at bevare.

Og hvad er mere konservativt end det!

--
Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger