Forretningsfolk taler om, at emner kan være indenfor eller udenfor virksomhedens radarskærm, men det er utroligt så ofte CEO’er og andre ledere går glip af vigtige signaler midt i al baggrundsstøjen. En del af forklaringen på det er, at deres radarskærme – eller markedsovervågningssystemer – er så oversvømmede af detaljer, at det er næsten umuligt at opdage svage signaler, før de eksploderer og får alvorlig betydning for forretningen.

Man kan godt sige, at det gennem årene har været en del af mit job at hjælpe virksomheder med at genindstille deres radarsystemer, så de bliver bedre i stand til at opfange signaler på store forestående forandringer på et tidligere tidspunkt. Og den opgave bliver endnu vigtigere, efterhånden som globaliseringen tager til og de sociale medier får hastigt voksende magt til at afsløre og straffe reelle eller blot oplevede fejltrin fra virksomheder.

Nu hvor den nye James Bond-film, “Skyfall”, er kommet ud i biograferne, mindes jeg, hvordan jeg ofte har sagt, at jeg misunder 007 hans uhyggelige evne til at vide præcis hvilken knap, han skal trykke på, når han har fundet vej ind til kontrolrummet hos en global skurk som Goldfinger eller Doktor No. Når jeg selv finder vej til visse bestyrelseslokaler, så er jeg - i modsætning til 007 - nødt til at trykke på alt hvad jeg kan få øje på for at finde ud af, hvad der hænger sammen med hvad.

Kommandocentraler er stadig essentielle, hvis man vil styre et kompleks globalt imperium, sådan som det er tilfældet med tusinder af virksomheder i dag. Og denne realitet blev understreget, da jeg i sidste måned besøgte Nestlés hovedkvarter i Vevey i Schweiz. Vi blev vist rundt i et overvågningscenter, hvor omkring et dusin unge mennesker fra forskellige dele af “Planet Nestlé” følger online-kommentarer om fødevaregigantens brand. Lige så snart de bliver slået op og over hele verden. Mens vi så kurverne over online-konversationerne stige og falde på skærmene, forklarede en ung argentinsk kvinde, hvilke online-konversationer der bliver virale og hvorfor.

Vision 2050 i stress-test

Med tiden vil flere og flere virksomheder være nødt til at få adgang til lignende markedsovervågningssystemer. Men der er også en anden, mere lavteknologisk måde at følge markedets tendenser på, og det er ved at trække på folk, der er dybt involveret i at følge og forme den nye dagsorden. En, som var fløjet ind for at hjælpe os med nytænkningen hos Nestlé den dag, var Peter Bakker, der er den nye formand for World Business Council for Sustainable Development (WBCSD).

For nogle år siden udgav WBCSD sin ambitiøse publikation “Vision 2050”, som opstillede en række klare mål for erhvervslederne i en verden, hvis befolkning runder de 9 milliarder allerede i midten af århundredet, og alle skal leve og trives med de begrænsede ressourcer, kloden nu har. Men kortsigtet pres, der blev forstærket af den økonomiske nedgang, holder fremskridtet tilbage. For at fyre op under processen, har Bakker besluttet at stress-teste Vision 2050 op imod klodens ni begrænsninger, som Stockholm Resilience Centre har identificeret.

Han advarer om, at verden “brænder”, og om at manglen på reelt fremskridt er “skræmmende”. Han bemærker, at Det Internationale Energiagentur (IEA) forudsiger, at de nye kulfyrede kraftværker, som det er planen at opføre inden 2017, vil låse os fast i en ufattelig bane mod 5 graders global opvarmning. Som det allerede er bevidst, vil regeringerne ikke løse dette problem for os.

“Erhvervslivet”, fastholder Bakker, “er nu den eneste magt, der er i stand til at knække koden.”

Når det er sagt, så er det nødvendigt, at virksomhederne handler nu og udvikler løsninger i stor skala, de skal arbejde endnu hårdere for at gøre regeringerne opmærksomme på udfordringer og muligheder, og – frem for alt – så skal de arbejde på at ændre spillereglerne på markedet. I stedet for at forsøge at arbejde med alle lande på samme tid, har WBCSD planer om at prioritere de initiativer, som foregangslandene står for, og give særlig prioritet til byer.

Nul-mål fremmer forståelsen

For at hjælpe virksomhedsledere med at få en bedre forståelse af, hvad der kræves af dem, er vi begyndt at foreslå dem at bruge nul-mål for at udvidde deres horisonter og ambitioner. Da jeg oprindeligt foreslog Nestlé en Nul Workshop, var jeg bekymret for, om det var at forlange for meget af verdens største fødevarevirksomhed. Men i stedet opdagede jeg, at deres COO, José lopez, havde arbejdet i Japan i flere år og var blevet fuldstændig overbevist om Nullets Magt – “The Power of Zero” – som er kerne i den japanske tilgang til totalkvalitet og lean produktion. Følgelig tilbød han straks at være medvært på den første Nul Workshop.

Og den viste sig at blive lidt af en øjenåbner med deltagere, der præsenterede en serie af projekter fra overalt i virksomheden, hvor man sigter mod nullet eller endnu længere. Nestlés fabrik i York har f.eks. opnået nul-affald-på-lossepladsen. Eller der er “Excellence diamanten”, som er et ledelsesværktøj med fem facetter – herunder sikkerhed, miljø, kvalitet og levering – som hver er hægtet op på nul-mål. Interessant nok var denne fremgangsmåde inspireret af luftfartsselskaberne, som har haft stor succes med at opnå nul-ulykker. Diamant-modellen var allerede prøvekørt på en række fabrikker, og rulles nu ud i alle 400 Nestlé-virksomheder.

Et andet fascinerende initiativ var “ZerEau” (ordspil på fransk for “nul vand”), som er lavet for at afvænne mælkefabrikker fra at bruge vand overhovedet. I stedet skal de udnytte det vand, som råmælken indeholder. “Hvorfor fanden har vi brug for vand på en mælkefabrik?” havde den ledende ingeniør undrende spurgt sig selv efter sin aha-oplevelse af at: “88 pct. af mælk er vand!” Nu er målet, at få vand i overskud frem for blot at reducere forbruget af grundvand til nul.

Det er fantastisk at se et lille, men voksende antal førende topledere råbe op om behovet for radikal forandring og opfordre regeringer til at gøre deres for det. Forvent at høre mere til begrebet “markedsrevolutionære”. For at nå WBCSD’s 2050-mål, er vi nødt til at revolutionere økonomiske, regnskabsmæssige, juridiske og internationale styringssystemer. Uanset om vi kan lide det eller ej, så bliver det her hårdt, krævende arbejde, og til trods for de hårdtpumpede slutninger på de fleste Bond-film, så vil vi ikke kunne regne med, at der kommer nogen superhelt og redder os denne gang.