Vi er allerede langt inde i overtiden, hvis det havde været en fodboldkamp.

Mens digitaliseringen buldrer derudad, og alle nationer kæmper om at tilhøre fortroppen, mens erhvervslivet investerer milliarder af kroner i ny teknologi, og mens den offentlige sektor står for skud for hurtigst muligt at blive digitaliseret også, er der noget, der halter helt ubehjælpsomt bagefter.

Det er vores diskussioner om hvor, hvordan og til hvad vi bruger de data, som udgør verdenshandlens nye olie. Og de data, som samtidig udgør velfærdssamfundets nye alarmsystem. Dvs. de røde lamper, der åbner helt nye muligheder for at opspore sygdomme meget tidligt, for at udpege særligt udsatte børn, inden det går galt i familierne, eller for at prognosticere, hvor manglen på arbejdskraft vil opstå på arbejdsmarkedet. For nu blot at nævne et par eksempler.

Nu har regeringen nedsat en ekspertgruppe, der skal kigge på, hvordan dataetik kan blive et konkurrenceparameter for danske virksomheder. Et tiltag, der udspringer af regeringens diskussionsklub kaldet Disruptionrådet. I netop et diskussionsoplæg til Disruptionrådets møde i sidste uge henvises der til, at dataetik ofte handler om privatlivsbeskyttelse og gennemsigtighed for borgerne i forhold til, hvad deres data bruges til. Men regeringen vil gerne have diskussionen drejet over på, hvordan dataetik, innovation og forretning kan spille sammen.

Hvad er de rigtige bud på, hvordan virksomhederne skal håndtere dataetikken, og skal der lovgives på området ud over det, der allerede ligger i EU's persondatalovgivning, som træder i kraft den 25. maj? Det skal det nye ekspertudvalg kigge på. Og fint nok med det. Mange virksomheder er begyndt at mærke budskabet om transparens og åbenhed fra kunderne og laver tiltag og giver mulighed for, at kunderne kan få adgang til, hvad virksomhederne opsamler af data på dem.

Problemet er bare, at regeringen angriber det meget vigtige spørgsmål om dataetik på sådan en siloagtig måde, hvor det her handler om virksomhedernes konkurrenceevne, mens flere af ministrene, fra socialministeren til beskæftigelsesministeren, lufter forskellige initiativer til at samkøre borgerdata og anvende dem offensivt og forebyggende. Alt sammen noget, som ikke fremgår af det opdrag, som erhvervsministerens nye ekspertgruppe har fået.

HER KOMMER ET FORSLAG, SOM REGERINGEN allerede nu burde tage til sig, og som ikke kun har fokus på konkurrencefordele.

Da kunstig befrugtning og reagensglasbørn blev en del af den store etiske diskussion om, hvordan vi skulle forholde os til liv skabt på den måde, nedsatte man Det Etiske Råd til at skabe debat om og rådgive regeringen i etiske spørgsmål vedrørende sundhedsvæsenet og nye bio- og genteknologier, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer. I praksis er Det Etiske Råd arbejdsmæssigt begrænset til at tage sig af netop sundhedsområdet.

Det er på høje tid, at regeringen nedsætter et uafhængigt Dataetisk Råd, som kan hjælpe os med at få sat gang i debatten og med at rådgive på den bredere bane med brug af data, samkøring af sundhedsdata og sociale data og videreudnyttelse af data til prognoser og forudsigelser både inden for den offentlige sektor og i virksomhederne. Læg dertil hele spørgsmålet om salg af data til forskning, kommerciel udnyttelse i f.eks. medicinalvirksomhederne og i forsikringsselskaberne til forebyggelse af kriminalitet og ulykker. Det mangler vi også en seriøs debat om.

Kunne Datatilsynet og Datarådet som de myndigheder, der fører tilsyn med, at reglerne i persondataloven overholdes, ikke klare den opgave? Nej, for det er netop et statsligt kontrolorgan, der skal holde øje med, om virksomhederne og det offentlige overholder love og regler og har slet ikke den debatskabende funktion, som Det Etiske Råd har i dag.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen taler om bæredygtig dataanvendelse som det nye sort for virksomhederne. Det skal være et konkurrenceparameter på linje med CSR og rapporteres på samme måde som virksomhedernes sociale samfundsansvarlighed. Og Danmark skal gå foran på det her område, bebuder han. Det kan man da kun være enig i.

Og ender det med en lovgivning, der forpligter virksomhederne til en større åbenhed omkring deres håndtering af data, så vil det være fremragende, for det er der brug for.

Men dataetik handler om mere end blot at overholde nogle regler. Det handler om moral. Om hvordan vi gerne vil have, at vores samfund fungerer, og hvor meget det offentlige og virksomhederne skal kunne overvåge og følge os digitalt.

Det handler om, hvordan vi finder en balance mellem det samfundsnyttige og det forretningsmæssigt acceptable. Og så skal vi ikke lige glemme, at vi er en del af en globaliseret verden, hvor andre end den danske stat og de danske virksomheder driver udviklingen.

Vi er i en fase, hvor vi kun så småt er begyndt at finde ud af, hvordan data på den ene side kommer til at åbne kolossale positive muligheder for menneskeheden og på den anden side kolossale risici i forhold til den enkelte og tilliden til samfundet, når det gælder overvågning, privatlivskrænkelser og kontrol af det enkelte menneskes adfærdsmønstre og vaner.

Vi er også kun lige ved at begribe de kolossale økonomiske interesser, der knytter sig til udnyttelsen af vores data. Derfor har vi brug for et Dataetisk Råd til at skabe debat og komme med gode råd til, hvordan vi i Danmark både får befolkningen til at se de positive muligheder og være agtpågivende over for de negative.

Gennemsigtighed og åbenhed er nøgleord i enhver tillidsskabende dagsorden.