Klimarevolutionen Det 21. århundredes store væksthistorie: Langt clean tech-boom kan blive en guldgrube for dansk erhvervsliv Fra Silicon Valley til Beijing og Norge investeres der milliarder af dollar i clean tech– miljø- og energiteknologier, der kan tackle de globale klimaforandringer og finde alternativer til den stadig mere kostbare olie. Det globale marked for miljøteknologier, der allerede omsætter for over 4. 000 milliarder kr. om året, vil mangedobles i de kommende år, og det kan blive en guldgrube for danske clean tech-virksomheder. En ny rapport viser, at verdens største institutionelle investorer presser virksomhederne til at lave udførlige regnskaber for deres carbon footprint, og det kan sætte ekstra skub i det lange boom. Og det er bare begyndelsen, viser Mandag Morgens analyse efter sidste uges konference, Copenhagen Climate Solutions. For alt tegner til, at olieprisen – der i den forløbne uge rundede 80 dollar tønden – vil fortsætte sin himmelflugt og gøre alternative energiteknologier endnu mere konkurrencedygtige.