Der er en kulturrevolution på vej i velfærds-sektoren. En revolution, der vil flytte fokus fra penge til værdier og vil stille store krav til både politikere, læger, sygeplejersker og det øvrige personale i omsorgssektoren. De politiske partier er ikke længere afgørende uenige om indretningen af velfærdsstaten, og derfor vil velfærdsdebatten i de kommende år alene dreje sig om service og omsorg, den immaterielle velfærd. Det viser Ugebrevets analyse, og den bakkes op af sundhedsminister Arne Rolighed, en fremtidsforsker og en omsorgs-ekspert. Den politiske konflikt vil fremover dreje sig om, hvordan den immaterielle velfærd skal sikres, og hvem der skal have ret til at definere, hvilken service eller omsorg der er brug for. Og de ansatte i sektoren, herunder ikke mindst lægerne, skal vænne sig til, at evnen til omsorg og nærvær bliver en kompetence, der vil rangere højt, når den samlede faglighed skal vurderes. Arne Rolighed løfter i artiklen sløret for, hvordan en handlingsplan for bedre omsorg og service kan skrues sammen.