Det næste finansielle opgør

Denne sommer har været fyldt med afsløringer af, at den finansielle sektor er pilrådden. Den trænger til gennemgribende reformer og har behov for en renæssance for moralsk anstændighed. Den såkaldte Libor-skandale om bankers bevidste manipulation af rentesatserne, hvor nogle af verdens største banker som Barclays har hævet deres profitter og bonusgevinster på bekostning af almindelige låntagere og samfundet som helhed, understreger det med al tydelighed. I Danmark ser bankerne også ud til at have presset Cibor-renten i vejret for egen vindings skyld, og erhvervsminister Ole Sohn vil derfor indføre et bedre offentligt tilsyn med den måde, bankerne fastsætter renteniveauet på. Renteskandalen har kostet låntagerne, borgerne og virksomhederne milliarder af kroner, og sat på spidsen minder det om et sofistikeret tyveri ved højlys dag. Mens bankerne har lavet rentefixing for at polstre sig og give kunstige stimulanser til vurderingen af deres egen kreditværdighed, er samfundet blevet fattigere. Det værste er, at myndighederne fra Federal Reserve i USA til Nationalbanken i Danmark angiveligt har været vidende om det i flere år, men – måske af frygt for en forværring af den finansielle krise – ikke har turdet gribe ind. Gennem de seneste årtiers dereguleringer af finanssektoren har bankerne fået lov til at regulere sig selv, til selv at vurdere deres egen kapitalstyrke og til selv at fastsætte de ledende rentesatser, samtidig med at de har fået lov til at spekulere i stor stil på det boomende globale derivatmarked. Det har skabt en finansialisering af økonomien, der gradvist har afkoblet sig fra realøkonomien. Finanssektoren har markant øget sin andel af samfundsøkonomien og skummet fløden med stadig mere lukrative bonusordninger, mens den industrielle økonomi og servicevirksomhederne har været præget af stagnation, stilstand og svagere udvikling i reallønnen. Dereguleringerne har samtidig banet vej for en historisk stærk koncentration af den finansielle magt i et tætvævet netværk af ganske få globale megabanker, der har løftet sig op som en ny slags supermagter, hævet over nationalstaterne og de demokratiske forsamlinger.

En lille hård kerne af magtfulde megabanker, der kontrollerer aktiver, der er flere gange større end de nationaløkonomier, de officielt er en del af, har fået lov til at sætte deres egne spilleregler og lave rentefixing, mens de demokratisk valgte politikere og offentlige tilsynsmyndigheder har siddet som passive tilskuere. Det er ikke småpenge, der har været i spil, for Libor-renten har også påvirket prisen på derivatpapirer til flere hundrede milliarder dollar om året, og de har indirekte påvirket prisen på boliglån og værdien af lønmodtagernes pensionsopsparinger. Omfanget af denne rentefixing-skandale er så stort, at politikerne bør tage den yderst alvorligt.