Denne sommer har været fyldt med afsløringer af, at den finansielle sektor er pilrådden. Den trænger til gennemgribende reformer og har behov for en renæssance for moralsk anstændighed. Den såkaldte Libor-skandale om bankers bevidste manipulation af rentesatserne, hvor nogle af verdens største banker som Barclays har hævet deres profitter og bonusgevinster på bekostning af almindelige låntagere og samfundet som helhed, understreger det med al tydelighed. I Danmark ser bankerne også ud til at have presset Cibor-renten i vejret for egen vindings skyld, og erhvervsminister Ole Sohn vil derfor indføre et bedre offentligt tilsyn med den måde, bankerne fastsætter renteniveauet på. Renteskandalen har kostet låntagerne, borgerne og virksomhederne milliarder af kroner, og sat på spidsen minder det om et sofistikeret tyveri ved højlys dag. Mens bankerne har lavet rentefixing for at polstre sig og give kunstige stimulanser til vurderingen af deres egen kreditværdighed, er samfundet blevet fattigere. Det værste er, at myndighederne fra Federal Reserve i USA til Nationalbanken i Danmark angiveligt har været vidende om det i flere år, men – måske af frygt for en forværring af den finansielle krise – ikke har turdet gribe ind. Gennem de seneste årtiers dereguleringer af finanssektoren har bankerne fået lov til at regulere sig selv, til selv at vurdere deres egen kapitalstyrke og til selv at fastsætte de ledende rentesatser, samtidig med at de har fået lov til at spekulere i stor stil på det boomende globale derivatmarked. Det har skabt en finansialisering af økonomien, der gradvist har afkoblet sig fra realøkonomien. Finanssektoren har markant øget sin andel af samfundsøkonomien og skummet fløden med stadig mere lukrative bonusordninger, mens den industrielle økonomi og servicevirksomhederne har været præget af stagnation, stilstand og svagere udvikling i reallønnen. Dereguleringerne har samtidig banet vej for en historisk stærk koncentration af den finansielle magt i et tætvævet netværk af ganske få globale megabanker, der har løftet sig op som en ny slags supermagter, hævet over nationalstaterne og de demokratiske forsamlinger.

[quote align="right" author=""]De demokratiske valgte politikere må også til at træde i karakter ved hurtigt og effektivt at gennemføre en stribe vidtgående reformer af finanssektoren. Det er ikke nok bare at nedsætte kommissioner og snakke lidt om mere offentligt tilsyn. Der skal også laves reformer, der gør noget ved de gamle systemfejl[/quote]

En lille hård kerne af magtfulde megabanker, der kontrollerer aktiver, der er flere gange større end de nationaløkonomier, de officielt er en del af, har fået lov til at sætte deres egne spilleregler og lave rentefixing, mens de demokratisk valgte politikere og offentlige tilsynsmyndigheder har siddet som passive tilskuere. Det er ikke småpenge, der har været i spil, for Libor-renten har også påvirket prisen på derivatpapirer til flere hundrede milliarder dollar om året, og de har indirekte påvirket prisen på boliglån og værdien af lønmodtagernes pensionsopsparinger. Omfanget af denne rentefixing-skandale er så stort, at politikerne bør tage den yderst alvorligt.

Større systemfejl

Man bør ikke bilde sig ind, at der blot er tale om enkeltpersoners misbrug og fejl, som man har gjort det igen og igen i de sidste par årtier, hver gang der er dukket skandaler op. Vi er vidner til en mere fundamental systemfejl, der bør korrigeres med en ny progressiv bølge af reformer. Hellere før end senere. Og vi bør tage ved lære af historien og erfaringerne fra den sidste store recession tilbage i 1930’erne. Indtil nu har politikerne dog forspildt mulighederne og er i stedet blevet fanget i et komplekst gældsspil, som de ikke synes at kunne overskue. Efter finanskrisen i 2007/08 kom staterne – for at redde hele det finansielle system fra et større kollaps – bankerne til undsætning, da politikerne lavede gigantiske redningspakker, mens centralbankerne åbnede historisk billige kreditlinjer til bankerne. Men politikerne undlod desværre at stille modkrav til bankerne og benytte krisen til at lave en gennemgribende oprydning i finanssektoren. I dag kan det dokumenteres, at de statsstøttede banker brugte krisehjælpen til fortsat at geare sig hårdere og tage større risici end andre banker. En række af megabankerne har brugt de billige statsgaranterede lån til at spekulere i stor stil på det globale derivatmarked. Og det gamle bonusræs i bankerne, der tog overhånd op til finanskrisen, er vendt tilbage.  JP Morgans store milliardtab på spekulationer i London og Knight Capital Groups tab på en halv milliard dollar på 45 minutters fejlslagen computerstyrede lynspekulationer viser, at der er behov for en større oprydning i finanssektoren. Det samme gør sommerens afsløring af, hvordan den globale megabank HSBC – og flere andre banker som Wachovia – har hvidvasket narko- og terroristpenge for milliarder uden at løfte et øjenbryn. Det sidste par årtiers afkobling af den finansielle økonomi fra realøkonomien har været ledsaget af en afkobling fra de gamle dyder, om at bankerne også har en pligt til at tjene samfundet og sikre en stabil strøm af kapital til nye virksomheder.

En tikkende bombe

Grådighedens kultur og bankernes stramme fokus på egen profitmaksimering har vist sig at være kriseresistent, mens de demokratisk valgte politikeres og erhvervslivets appeller til bankerne om at yde flere lån til de små og mellemstore virksomheder er blevet ignoreret. I Europa er den økonomiske krise blevet forværret, fordi bankerne, med OECD’s ord, laver bad deleveraging ved at skære i udlånene frem for at opbygge ny kapital. I en række europæiske lande er en stigende folkelig vrede over finanssektorens frie frokost og fortsatte fråseri, en tikkende bombe under den sociale og politiske stabilitet, og det bør ikke undervurderes.

Bankcheferne og deres lobbyorganisationer har advaret politikerne i USA, EU og Danmark om at gå alt for hårdt til værks med nye reguleringer, der vil tvinge bankerne til bl.a. at forhøje egenkapitalen hurtigt. Det sker med påstande om, at det vil skade væksten. Det er højst tvivlsomt, om der er en direkte sammenhæng her, og om mere nænsomme reguleringer vil få bankerne til at ændre adfærd. I de sidste fire år har bankerne haft adgang til en overvældende mængde billige lån i centralbankerne, men alligevel har de skåret ned for långivningen til små og mellemstore virksomheder. Nu har de brug for et politisk realitetschok. Regeringerne må uden omsvøb fortælle finanssektoren, at det er på høje tid, at de vågner op til en ny virkelighed og indstiller sig på, at tiden for selvtægt, selvregulering og løsslupne spekulationer er slut. Business as usual duer ikke. I stedet for at modsætte sig forandringer bør finanssektoren handle proaktivt. Det er afgørende, at tilliden til bankerne genskabes, da det er en af de søjler, en velfungerende markedsøkonomi bygger på.

Split megabankerne op

Finansvirksomhederne må i gang med at skære ned i de høje lønninger og bonusordningerne, reducere den overvældende mængde af bankfilialer, styrke den interne kontrol mod fejlslagne spekulationer, fjerne udbetaling af aktieudbytter og skaffe sig ny egenkapital. Der er mange måder at skaffe plads til bedre og billigere kreditter til den næste generation af innovative virksomheder. Uanset hvad er vi tvunget til at gentænke hele den finansielle sektor og dens rolle i det moderne samfund. I nogle lande forsøger nye indkommende markedsaktører som bl.a. supermarkedskæder at tage konkurrencen op med de gamle bankers privilegier, og andre steder får mikrokreditbanker som Grameen Bank med hovedsæde i Bangladesh fodfæste hos håbefulde entrepenører i de rige lande. Det er kun godt, hvis de gamle kriseramte banker bliver udfordret via mere konkurrence. Men de demokratiske valgte politikere må også til at træde i karakter ved hurtigt og effektivt at gennemføre en stribe vidtgående reformer af finanssektoren. Det er ikke nok bare at nedsætte kommissioner og snakke lidt om mere offentligt tilsyn. Der skal også laves reformer, der gør noget ved de gamle systemfejl. Den spekulative handel med derivater må begrænses og tvinges ind på regulerede børser. Det finansielle marked må gøres mere transparent. Kravene til egenkapitalen skal skærpes og bør ikke kunne manipuleres af bankernes egne kvalitative skøn. I det hele taget skal bankernes hidtidige selvregulering afløses af klare og fair spilleregler, hvor ingen udvalgte megabanker nyder særskilte privilegier, men reglerne er fælles for alle.

Det er af afgørende betydning for det økonomiske systems stabilitet på længere sigt, at megabankerne splittes op, så de spekulative investeringsbanker skilles fra den almindelige lånevirksomhed. Vi har brug for en stærk generation af politikere, som kan måle sig med USA’s præsident Franklin Roosevelt under den store depression i 1930’erne, der med sin Glass-Steagall-lovgivning satte hensynet til almindelige låntagere over den lille privilegerede finanselite. Sommerens finansielle skandaler bør være en øjenåbner for de politikere, der endnu ikke har forstået, at jagten på fremtidens velstand og flere investeringer i innovation også forudsætter dybtgående reformer af finanssektoren.