Det tvetydige opsving
Vær forsigtig. Den globale økonomi befinder sig stadig på en knivsæg, og det er for tidligt at sige, at vi får et holdbart opsving. I fredags kom uventet dårlige jobtal i USA, og den tyske industriproduktion faldt i stedet for at stige. Aktiemarkederne, der ellers var præget af lidt sommerlig kådhed, reagerede straks nervøst og negativt. Selvom mange virksomheder og banker for tiden kan præsentere pæne regnskaber efter omkostningsreduktioner, og verdenshandlen igen er kommet i gang, er der grund til at holde vejret. En række lande kører stadig på statslige steroider og rekordlave renter fra centralbankerne, men de vestlige forbrugere holder stadig på pengene af frygt for fremtiden. Forleden nedjusterede den amerikanske centralbank endda væksttallene for perioden til 2007-2009 med et hel procentpoint – et vidnesbyrd om, at den globale krise faktisk var langt værre, end vi hidtil har troet. I det lys vil det være dumdristigt at sætte hele sin formue ind på, at verden definitivt har lagt den største krise siden 2. verdenskrig helt bag sig.
Mere tyder på, at vi oplever en ny normalitet præget af større turbulens med flere korte op- og nedture – og en svær omstilling forude, hvor man gør klogt i at sprede sine investeringer og risici. I bedste fald får vi en årrække med lav og uregelmæssig vækst, og i værste fald kan flere lande blive ramt af en ny recession, når staterne begynder at skære i budgetterne.
Vil du have adgang til Mandag Morgen?
Analytisk journalistik om samfundets omstillinger – og hvordan de former fremtiden.




