Deutsche Banks nedtur tester det europæiske banksystem

De aktuelle problemer i Tysklands største bank ender ikke med et krak a la Lehman Brothers, men det er en stresstest af eurozonens nye banktilsynssystem. Deutsche Bank undgår næppe en frivillig, vidtrækkende omorganisering af bankens aktiviteter.
Jacob Funk Kirkegaard

Aktierne i Tysklands største bank, Deutsche Bank, handles for øjeblikket til den laveste kurs i flere årtier, og banken nærmer sig langsomt en generel tillidskrise, hvilket kan resultere i, at investorer trækker sig ud af banken, og endda at kunder ønsker at få deres penge ud. Trods tiltagende rygter om det modsatte er vi dog ikke nået dertil endnu.

Uanset hvad udfaldet bliver, vil den seneste tids krise medføre drastiske forandringer hos banken selv, og det kan meget vel gå hen og blive en styrkeprøve for euroområdets nye banktilsynssystem, Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM).

Deutsche Bank

Tysklands største bank har godt 100.000 ansatte i over 70 lande. Banken ligger på 10.-pladsen blandt verdens største banker. Deutsche Banks første afdelinger åbnede i Bremen og Hamburg i 1871 og 1872, og allerede i de følgende år åbnede man afdelinger i Shanghai og London. Deutsche Bank spillede en vigtig rolle i udbredelsen af de ikke-bæredygtige boliglån i USA, som førte til finanskrisen i 2008. Bankens forretningsmodel er langt mere spekulativ, end hvad man normalt forbinder med konservativ tysk forretningsførelse. Bankens topchef siden juli 2015 er den tysktalende brite John Cryan.

Den seneste udvikling har understreget det grundlæggende forhold, at Deutsche Banks indeværende forretningsmodel er uholdbar – den kan ganske enkelt ikke tillades at fortsætte med en balance på 1,5 billioner euro (11,2 billioner kr.) og et godt stykke under 100 milliarder euro i egenkapital. Gældsandele på 30, 40 eller endda 50 pct. må høre fortiden til i euroområdets banksystem, og uigennemsigtigheden i Deutsche Banks balance med dens talrige såkaldte niveau 3-aktiver med ikke-observerbare input må høre op. Den faktiske værdi af Deutsche Banks balance er simpelthen for usikker, og banken må enten reducere og simplificere sin balance eller skaffe en hel del mere egenkapital for at kunne understøtte den.

Men tag ikke fejl: Det er ikke endnu et Lehman Brothers-tilfælde, vi står over for, eftersom det helt enkelt er utænkeligt, at Deutsche Bank, som har adgang til, hvad der grundlæggende er ubegrænset likviditet fra Den Europæiske Centralbank, kan løbe tør for penge til at tilbagebetale sine modparter i nogen nær fremtid. Bankens blotte størrelse gør det på samme tid overvældende sandsynligt, at en kapitalstærk tysk regering om nødvendigt kan støtte Deutsche Bank under EU’s nye direktiv om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, artikel 32.4 (d), hvor det hedder:


  • (d) der kræves ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige, undtagen når den ekstraordinære finansielle støtte fra det offentlige antager en af følgende former for at undgå eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi og bevare den finansielle stabilitet:

  • i) en statsgaranti til dækning af likviditetsfaciliteter, der stilles til rådighed af centralbankerne i henhold til centralbankernes vilkår

  • ii) en statsgaranti for nyligt udstedte forpligtelser, eller

  • iii) tilførsel af kapitalgrundlag eller køb af kapitalinstrumenter til priser og på betingelser, der ikke giver instituttet en fordel, hvis ingen af de omstændigheder, der er anført i nærværende stykkes litra a), b) eller c) eller i artikel 59, stk. 3, gør sig gældende, når den offentlige støtte ydes.

Lever ikke op til standarden

For så vidt at Tysklands største banks sammenbrud ganske givet ville medføre en ’alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi’, kunne Berlin udstede garantier for nye Deutsche Bank-obligationer eller indskyde egenkapital i banken, forudsat at det sker under de nuværende markedsvilkår. Som Tysklands største bank er der overhovedet ingen tvivl om, at regeringen ville stå bag den.

Banker svækket otte år efter krisen

Otte år efter finanskrisens gennembrud i september 2008 er hele den europæiske banksektor fortsat alvorligt svækket. Bankerne er presset af skrappere kapitalkrav fra politikerne og af lav vækst, hvilket betyder, at deres risikovilje er lige så begrænset, som den var grænseløs før krisen. Resultatet er, at vækstvirksomheder har svært ved at rejse kapital til nye investeringer, selv om renteniveauet er historisk lavt. Samtidig er bankerne midt i en fase af voldsom teknologisk forandring i kraft af digitaliseringen, ligesom også en række nye aktører bevæger sig ind på bankernes forretningsområder. EU’s såkaldte kapitalmarkedsunion, som er under udvikling, er et forsøg på at give europæiske virksomheder adgang til kapital fra andre kilder end bankerne.

I og med at tiårige statsobligationer for øjeblikket giver et negativt udbytte, kunne landet faktisk blive betalt af investorer for at indskyde sine egne midler i Deutsche Bank. Kort sagt er der ikke nogen reel risiko for et pludseligt sammenbrud, som kan sætte eurozonens banksystem tilbage til den akutte krise i 2012.

Nuværende aktionærer burde forpligte Deutsche Banks ledelse til at følge den mindre tyske konkurrent Commerzbank, som tidligere denne uge lancerede en vidtrækkende omstruktureringsplan, og indlede en frivillig, vidtrækkende omorganisering af banken. Den seneste tids udvikling har vist, at banken ganske enkelt ikke lever op til nogen forventelig standard for en stor, global investeringsbank, og enhver form for omstrukturering vil sandsynligvis medføre væsentlige indskrænkninger i dens aktiviteter som investeringsbank.

På samme tid vil Deutsche Banks fremtidige markedsstrategi tjene som en slags styrkeprøve for den nye fælles tilsynsmekanisme (SSM). Hvis situationen forværres, og Deutsche Bank på et tidspunkt i den nærmeste fremtid får brug for offentlig kapitalstøtte, vil det – lige efter at Deutsche Bank bestod EU’s sidste styrkeprøve – være et alvorligt anslag mod SSM’s troværdighed. At man har ladet Deutsche Bank fungere med så sårbar en balance, burde tjene som en mere generel advarsel om nødvendigheden af, at SSM øger opsynet med balancen hos de største banker i euroområdet.

Amerikansk krav kan føre til konkurs

Der er en klar transatlantisk dimension i bankens problemer i form af det forestående op imod 14 milliarder dollar store krav fra USA’s justitsministerium i forbindelse med salget af tvivlsomme mortgage-backed securities (MBS) før finanskrisen (MBS er værdipapirer med boliglån som sikkerhed, red.). Europæiske iagttagere bør erindre sig, at store amerikanske banker allerede har betalt krav i milliard dollar-størrelsen til det amerikanske justitsministerium, og at der således ikke rettes særligt fokus mod Deutsche Bank pga. dens nationale tilhørsforhold, lige som nationaliteten heller ikke var vigtig, da Apple for et par uger siden fik en ekstra regning af Europa-Kommissionen som følge af tvivlsom skattepraksis.

Mens kravet til Apple på ingen måde vil sætte virksomhedens finansielle sundhed på spil, kan en bødestraf på samfulde 14 milliarder dollar til Deutsche Bank vise sig at blive dråben, der får bægeret til at flyde over, for bankens levedygtighed.

Hvis det er tilfældet, bør det amerikanske justitsministerium have vægtige argumenter for at fastholde kravets fulde størrelse (de seneste nyheder nævner dog 5,4 milliarder dollar som mere sandsynligt, og det burde ikke rigtig skræmme Deutsche Bank), da de politiske konsekvenser for det transatlantiske forhold ellers vil blive betydelige. Det vil i et politisk perspektiv tage sig meget dårligt ud, hvis det amerikanske justitsministerium presser Tysklands største bank ud i konkurs.

Italiensk skadefryd

Hvordan det går med Deutsche Banks såkaldte CoCo-obligationer, dvs. gæld, som ved et vist niveau af økonomisk pres på banken automatisk konverteres til egenkapital til at styrke bankens balance, er et bredere anliggende. Nogle vil argumentere for, at den seneste tids hurtige fald i prisen på disse obligationer har givet yderligere næring til Deutsche Banks krise snarere end at bidrage til at stabilisere den. Det er, når alt kommer til alt, muligt, at CoCo-obligationer får tyske skatteydere til at sove en smule roligere, om end det er på bekostning af mange flere søvnløse nætter for Deutsche Banks ansatte og investorer.

Endelig styrker bankens kvaler den tanke, at svaghed i banksektoren ikke blot hører til euroområdets periferi, men også i høj grad gør sig gældende i Tyskland. Det vil uvægerligt medføre en hel del skadefryd, særligt i Italien. Men italienske ledere vil gøre klogt i at lægge bånd på sig selv lidt endnu – i det mindste indtil det er lykkedes den hårdt medtagne Banca Monti dei Paschi at skaffe de planlagte fem milliarder euro i ny egenkapital, som den har brug for fra finansieringskilder ved årets afslutning.

Uanset hvad, står Deutsche Bank over for at blive omstruktureret, og banken kan meget vel blive nødt til at skaffe ny kapital. Men det forhold gør det ikke på nogen måde lettere for de italienske banker selv at skaffe den nye kapital, som de har behov for i de kommende måneder. Tværtimod.

Peterson Institute støttes økonomisk af Deutsche Bank.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu