Ny dialog efter lærer- og lægekonflikten

I kølvandet på lærerkonflikten og med den tilspidsede situation med lægerne er de folkevalgte beslutningstagere nødt til at skabe rammerne for en ny dialog med de fagprofessionelle. Til gengæld må de offentligt ansatte have mod til at ”åbne” deres faglighed.

Tidens store reformer af væsentlige velfærdsopgaver, stramme offentlige budgetter og de politiske lederes stigende krav til mere effektive løsninger, kalder på en ny dialog som starten på et nyt samarbejde mellem de professionelle og de ansvarlige folkevalgte. Det er påtrængende nu, hvor de fagprofessionelles historiske monopol på forståelsen af, hvad der er god velfærdsservice, står for fald.

Efter lærerkonflikten og med den tilspidsede situation med lægerne er det tydeligt, at der ikke længere er en fælles forståelse hos store grupper af offentligt ansatte og deres arbejdsgivere. De er uenige om indholdet og ikke mindst styringen af de store borgervendte velfærdsopgaver. På alle niveauer tager de offentlige arbejdsgivere lige nu opgøret om, hvem der styrer produktionen af den offentlige velfærdsservice, og hvilken autonomi de store faggrupper bør have i fremtidens velfærdssamfund. Ledelsen skal tilbage til de folkevalgte – til dem, der har det folkelige mandat.

I Danmark har vi valgt at lægge en betydelig del af velfærdsopgaverne i offentligt regi hos kommuner og regioner. Kun 25 pct. løses af private aktører, resten klarer det offentlige selv.

Det er et politisk valg, som bygger på en kombination af stærke kommuner, selvstændige professioner som lærere, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, arkitekter, akademikere, stærke faglige organisationer og ikke mindst en professionsopdelt offentlig organisation. Alle disse medarbejdergrupper har en stærk følelse af, at de skaber den bedste velfærdsservice med stor professionel autonomi, faglig begrundet uafhængighed og mindst mulig indblanding fra politikere og administrative chefer, som ønsker at måle alle de resultater, der præsteres.

Nu er dagsordenen en anden. Stadig flere analyser har dokumenteret, at resultaterne ofte ikke står mål med det forventede. Og de står heller ikke mål med borgernes forventninger. Det viser f.eks. PISA-undersøgelserne i folkeskolen, men også forskningsresultater fra SFI og KORA (det tidligere AKF).

Følg Jens Christian Birch

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Jens Christian Birch skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

Nej til mere kontrol

De fagprofessionelles autonomi i opgaveløsningen har i stadig ringere grad kunnet tilfredsstille de administrative og politiske beslutningstageres krav om effektivitet og resultater. Det har så at sige ikke været tilstrækkeligt til at indfri de politiske ambitioner om at være ”verdens bedste”.

Lærerkonflikten er det klassiske eksempel, hvor ledelsesretten på den enkelte skole i realiteten har været deponeret hos den lokale lærertillidsmand. Det har ført til opgøret om retten til at lede en mere effektiv udnyttelse af lærernes undervisningsressourcer. Lægekonflikten handler i realiteten om det samme. Regionerne ønsker at have afgørende indflydelse på, hvor de danske praksisser placeres – også i de tyndt befolkede områder. Samtidig ønsker regionerne større hånd i hanke med effektiviteten, kontrollen og betalingen for lægeydelser.

Hvad er så svaret på denne situation? Skal de fagprofessionelle sættes under administration, skal autonomien fjernes, skal der mere kontrol og dokumentation til?

[quote align="right" author=""]De professionelle har svaret på kontrollen med et ønske om en tillidsreform for at værne om autonomien. Og det er ikke overraskende. Professionelle mennesker reagerer mod detailstyring og vokser med tillid og anerkendelse.[/quote]

Nej, det er ikke den rigtige vej at gå. De to konflikter er kulminationen på mange års forkert styring. Det kan aflæses i en stadig mere tydelig dokumentation af dårlige resultater og i en stigende mistillid hos arbejdsgiverne til opgaveløsningen. Men mere kontrol, dokumentation og detailregulering løser ikke problemet.

De professionelle har svaret på kontrollen med et ønske om en tillidsreform for at værne om autonomien. Og det er ikke overraskende. Professionelle mennesker reagerer mod detailstyring og vokser med tillid og anerkendelse.

Men de overser, at de må ledes, vise resultater og acceptere økonomiske og politiske rammer for deres faglighed. En tillidsreform virker ikke, hvis den bare formuleres som en hensigt. Den skal være baseret på dialog og fælles forståelse mellem parterne om spillereglerne for udøvelsen af den faglige autonomi. Det gælder ikke mindst kravet om opfyldelse af de politiske mål og dokumentationen for, at det sker.

Nye løsninger med dialog

Der er behov for en nødvendig dialog i to niveauer, hvor de folkevalgte må taget initiativet.

For det første må der gøres et betydeligt tillidsskabende arbejde over for lærere og læger efter afslutningen på de to store konflikter. Risikoen for professionel intimidering er åbenbar. Arbejdsgiverne og de faglige organisationer må finde en fælles modus for at genskabe tilliden.

[quote align="left" author=""]Efter en lang periode med nulvækst i de offentlige budgetter er det nødvendigt, at fagprofessionerne opgiver deres monopol på fortolkningen af, hvad der er kvalitet.[/quote]

For det andet – og langt mere omfattende – er der imidlertid behov for, at lokal- og regionalpolitikerne går ind i en ny dialog med de fagprofessionelle som led i de betydelige ændringer, vi vil se de kommende år. Ikke mindst som følge af borgernes meget mere aktive deltagelse i løsningen af de lokale fælles opgaver i fremtidens velfærdssamfund.

Efter en lang periode med nulvækst i de offentlige budgetter er det nødvendigt, at fagprofessionerne opgiver deres monopol på fortolkningen af, hvad der er kvalitet, og at de ændrer deres syn på borgerens rolle som klient.

Der er stor respekt for fagprofessionernes specialviden og normer som rygraden i velfærdssamfundet, men professionerne må tænke nyt og evne at træde ud af deres egne forståelsesrammer. De skal i langt højere grad se på tværs af faglighederne. Samtidig må de have så megen tillid til deres egen faglighed, at de tør give slip og gå ind i tværfaglige rum med andre aktører. Det er her, de nye løsninger kan opstå – i en langt tættere og tillidsbaseret dialog med borgerne.

Åben faglighed

De lokale og regionale folkevalgte har som velfærdsledere ansvaret for den samlede velfærdsservice i regioner og kommuner. Men de har ikke tradition for at gå ind i en sådan dialog, som giver dem mulighed for at forstå de mange fagligheder og deres måde at arbejde på. Jeg mener, at dialogen må basere sig på tre spørgsmål til de fagprofessionelle:

  • Hvorfor vælger de bestemte faglige løsninger, og hvad er den faglige begrundelse for dette valg, ved f.eks. inklusion i folkeskolen eller ved fjernelsessager vedrørende udsatte børn?
  • Hvad er den forventede effekt, og hvilken evidens er der for, at indsatsen virker?
  • Og endelig økonomien: Hvad koster den konkrete ydelse, hvordan vælger de den økonomisk mest fordelagtige løsning, og hvordan finder de balancen mellem faglige mål og økonomiske rammer?

De folkevalgte skal ikke overtage de faglige beslutninger i enkeltsagerne, men motivere de professionelle til at ”åbne” deres faglighed og begrunde deres valg. Politikerne skal i denne dialog sætte klare økonomiske rammer for aktiviteterne og fastlægge tydelige politiske mål, f.eks. i forhold til graden af inklusion eller principper for institutionsanbringelse af fjernede børn. De kommunale chefer har et stort ansvar for at denne nye dialog mellem folkevalgte og fagprofessionelle lykkes.

Mon ikke de to omtalte konflikter i fremtiden kan undgås med en langt tættere og mere åben dialog mellem de politiske beslutningstagere og de fagprofessionelle? Mon ikke vi kan få en bedre regional og lokal beslutningstagen om, hvad der er god kvalitet på de store velfærdsområder, hvis de folkevalgte, borgerne og de fagprofessionelle fordomsfrit og åbent forholder sig til, hvad der er god faglighed?

Denne nye virkelighed kalder på et stærkt politisk lederskab. Det handler om politisk velfærdsledelse med respekt for de fagprofessionelles specialviden, erfaring og indsigt.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu