Annonce

Digital værktøjskasse til elever og lærere

10. marts 2011 kl. 22.12

I Norge er brugen af digitale værktøjer blevet en af de fem grundlægende færdigheder i deres ’Kunnskapsløft’. Det bør vi også gennemføre i Danmark.

I S-SFs folkeskoleudspil indgår det som et af 10 indsatsområder for et løft af fremtidens folkeskole. En sådan indsats skal ikke reduceres til et spørgsmål om antal pc’er og smartboards, som er en af pointerne i MMs analyse denne uge. Den digitale skole handler om ’digital dannelse’, dvs. IT-baserede læringsmetoder. Det er beskæmmende, at kommunernes kvalitetsrapporter for folkeskolerne netop på dette punkt alene handler om det, der kan tælles: antal elever pr. PC.

S-SF skoleudspil

Udspillet "En ny start for folkeskolen – en fælles og faglig stærk folkeskole" er S-SF seneste på folkeskoleområdet. Punkt 5 omfatter en digital værktøjskasse til elever og lærere:

"Der skal ske et markant løft i kvaliteten af undervisningen gennem en større udnyttelse af digitale
redskaber og en omlægning af de nuværende lærings- og undervisningsformer. Bedre undervisningsdifferentiering tættere feedback mellem lærer og elev, nye læringsformer uafhængigt af tid og sted er blot nogle af de mange muligheder en øget digitalisering vil medføre. S og SF vil derfor gennemføre en digital revolution i folkeskolen, hvor alle elever og lærere udstyres med en digital værktøjskasse i form af fx en bærbar PC. Skolebibliotekerne har en væsentlig rolle i forhold til at styrke børns IT- og læsefærdigheder. Lærerne skal uddannes i IT-baserede undervisningsmetoder, der skal integreres i fagene og udvikles gennem fx e-læring, spil og internettet."

Socialdemokraterne ønskede i folkeskoleforhandlingerne åbne punkter i kvalitetsrapporterne, hvor skolerne selv kunne beskrive, hvordan de f.eks. udviklede elevernes - og lærernes - digitale kompetencer. Men det blev taget af bordet igen, fordi kommunerne ønskede mål, der kunne kvantificeres. Bakket op af regeringens uddannelsesordførere, der ønskede tal, som kunne sammenlignes på tværs af skolerne.

De officielle nøgletal viser, at folkeskolerne er temmelig godt kørende med teknologi. Men i praksis er de langt bagud med at anvende IT-baserede undervisningsmetoder. Det er skidt. Lad os sætte et ambitiøst udviklingsprogram i gang for IT-baserede undervisningsmetoder. Her er tre bud:

Internationalisering: Med de sociale medier og internettet er der helt nye muligheder for venskabsklasser, kultur- og samfundsforståelse og lære fremmedsprog både i skrift og tale. Det gælder globalt mellem amerikanske, kinesiske og danske klasser – men også mellem danske, norske og hollandske klasser, som fx Emdrupskolen har gjort. Og mellem Nørrebro-skoler og Ringkøbing-skoler.

Specialundervisning i klassen: Lad elevernes digitale pennalhus indeholde standardprogrammer inden for fx tekst til tale, så ordblinde og elever med læseproblemer – og de elever der ganske enkelt lærer bedre ved at lytte – har de nødvendige digitale redskaber fra dag ét i folkeskolen. I dag skal man udskilles som et problem-barn, før man får adgang til en IT-rygsæk eller særlig specialundervisning.

Fra elev til elev undervisning: Ingen tvivl om at uddannelse og efteruddannelse af lærerne skal op. Men vi kan ikke vente på næste generation af lærere, og vi har eksperterne allerede nu i IT-teknolgi, nemlig eleverne. Lad ældre elever hjælpe med at undervise yngre elever som IT-undervisningsassistenter med lærerne og etabler IT-lærer- og skolenetværk, som bl.a. Randersgade skole har gjort.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026