Digitale virksomheder skaber vækst og job

Digitale techvirksomheder har langt højere vækst end andre virksomheder. De har både højere omsætning og skaber flere arbejdspladser. Det viser ny rapport fra britiske Nesta og Tech City UK.

Noget tyder på, at det kan betale sig at blive fortrolig med algoritmer, programmering og big data, hvis man vil have et job med god løn i fremtiden. Ifølge den nye rapport ”Tech Nation 2016” fra den britiske tænketank Nesta og Tech City UK, der støtter landets digitale iværksættermiljø, skaber den digitale teknologiske udvikling i hvert fald masser af vækst i den britiske økonomi.

Mellem år 2010 og 2014 voksede den digitale teknologiske økonomi 32 pct. hurtigere end resten af Storbritanniens økonomi. Samtidig var der 2,8 gange så stor jobtilvækst end i det resterende arbejdsmarked. Det indikerer med al tydelighed, at det digitale jobmarked er kommet for at blive.

Den nye rapport er baseret på et solidt datagrundlag om bl.a. de digitale techvirksomheders beskæftigelsespotentiale, jobmuligheder og lønniveau. Det er suppleret med en online spørgeskemaundersøgelse hos 1.800 techvirksomheder samt kvalitative interviews med 42 forskellige interessenter. Tilsammen giver det et nuanceret billede af, hvor vigtige techvirksomhederne er for den britiske økonomi.

Høj vækst i digitale techvirksomheder

Figur 1 | Forstør   Luk

De britiske digitale techvirksomheder har siden 2010 været i fremgang, og den årlige vækst er langt højere end i den traditionelle industri.

Kilde: “Tech Nation 2016”, Nesta og Tech City UK, februar 2016.

Værditilvæksten fra de digitale virksomheder er steget markant de sidste år fra en årlig værdi på 68 milliarder britiske pund i 2010 til en værdi på 87 milliarder i 2014. Samtidig med den forøgede værditilvækst skaber techvirksomhederne også nye job. Og det sker i et tempo, som er langt højere end i den traditionelle sektor. I techsektoren er antallet af job steget med 11 pct. mellem 2011 og 2014, mens den traditionelle sektor kun oplevede en jobtilvækst på 4 pct. Se figur 1.

Men der bliver ikke kun skabt flere job, det er også job til en højere løn. Det gennemsnitlige lønniveau er nemlig 36 pct. højere i den digitale techsektor i forhold til det nationale løngennemsnit. Techvirksomhederne har et stort vækstpotentiale, fordi de skaber flere arbejdspladser, øger produktiviteten og skaber digital disruption i de traditionelle industrier.

De tre største digitale områder er:


  1. app- og softwareudvikling (16,7 pct.)

  2. dataledelse og -analyse (11,7 pct.)

  3. hardware, enheder og open source-hardware (11,3 pct.)


Og i de traditionelle industrier er det:

  1. marketing, PR og design (44,7 pct.)

  2. videnskab og hightech (38,5 pct.)

  3. luftfart og forsvar (35,9 pct.)


De britiske tal for, hvor vigtige digitale virksomheder er for samfundsøkonomien, kan i store træk genfindes herhjemme i Danmark, siger Adam Lebech, branchedirektør for DI Digital.

”Når man kigger generelt på værditilvæksten, er den højere i den digitale økonomi end i resten af samfundet. Det skyldes, at teknologi udvikler sig rigtig hurtigt. Den bredbåndsforbindelse, du kan købe i dag, koster væsentligt mindre næste år,” siger han.

De danske IT-virksomheder kan dog ikke helt præsentere samme flotte tal som de britiske. Men tendensen er den samme. En opgørelse over væksten i telekommunikation, elektronikindustrien samt IT- og informationstjenester viser, at den årlige produktivitetsvækst i perioden 1995-2013 var på 6,3 pct. i Danmark. Det er cirka seks gange så højt som i resten af økonomien i samme periode. Og ligesom i Storbritannien har de digitale virksomheders vækst også i Danmark en jobskabende effekt. Men der er også det store problem her i landet, at der er mangel på kompetente folk til at besætte stillingerne:

”Der er mange afledte job af den digitale økonomi. Men manglen på højtuddannet arbejdskraft på teknologiområdet er nok den største barriere for vækst. Vores vurdering er, at manglen på højtuddannet arbejdskraft på teknologiområdet ligger på ca. 3.000 i den digitale branche og på 6.000, hvis man tager alle brancher,” siger Adam Lebech.

Det betyder til gengæld, at det er muligt at forlange høje lønninger: ”Når der er så stor en udækket efterspørgsel efter de højtuddannede, er de svære at ansætte, og de forventer høje lønninger og innovative miljøer,” siger han.

Kilde: Tech Nation 2016, Nesta og Tech City UK, februar 2016.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu