En ny aftale mellem stat, amter og kommuner om en digital infrastruktur for offentlige informationer kan få vidtrækkende konsekvenser for beskæftigelsen og strukturen i hele den offentlige sektor. Ud over at stadigt flere oplysninger til borgerne bliver tilgængelige over internettet, satses der også på at udvikle avancerede selvbetjeningssystemer. Dermed vil borgerne i stadigt flere tilfælde kunne blive deres egne sagsbehandlere. “Udviklingen rummer et potentiale for at opnå massive besparelser på det administrative felt, fordi borgerne i vid udstrækning vil kunne betjene sig selv,” siger konstitueret direktør Michael Wright fra Statens Information, som skal udarbejde standarderne for den fremtidige sammenhæng mellem de offentlige informationer. Meningen er, at borgerne skal kunne finde og sammensætte informationer på kryds og tværs i den offentlige sektor. Projektet aktualiserer også en lang række politiske problemstillinger. Det kan således både bruges som løftestang for en forstærket decentralisering og for øget statslig centralisering, viser initiativer, som allerede er taget i flere ministerier.