Dilemmafyldt design

De senere år har design – ofte med mærkater som strategisk design, designtænkning eller servicedesign – holdt sit indtog i bestyrelseslokaler og regeringskontorer verden over. Men risikerer vi dermed at miste den fulde værdi af, hvad design har at tilbyde?

Christian Bason

Den anerkendte designforsker, nu afdøde John Heskett, skrev for mere end 10 år siden, at designpraksis er omgærdet af megen forvirring. Den pointe illustreres på glimrende vis af den seneste udgave af det amerikanske magasin for teknologinørder ”Wired. Deres årlige design issue rummer artikler om sportstøjfirmaet Nikes brug af avancerede materialer i kondisko, til hvordan det hæderkronede New York Times designer fremtidens digitale avis. Der illustreres en cool stol designet og printet i 3D, og det beskrives, hvordan deleboligfirmaet AirBnB’s milliardomsætning er skabt gennem bevidst design af brugernes serviceoplevelse.

Artiklerne i ”Wired reflekterer imidlertid ikke blot den mangfoldighed af former og udtryk, som design kan tage i dag. De reflekterer også en kunstig splittelse, i den måde design i stigende grad fremstilles på: Enten som avancerede, højteknologiske produkter eller som bestemte udviklingsmetoder, strategier og forretningsmodeller.

Design handler om begge dele. Se blot på de tilsyneladende dilemmaer, som karakteriserer nutidens design som disciplin og profession:

Håndværk eller massefremstilling? For hundrede år siden var designer og producent én og samme person. Den lokale skrædder kunne både skabe tøjet og stilen samt fremstille det. Med fremvæksten af industrisamfundet og masseproduktion blev designopgaven adskilt fra produktionen – et enkelt design kunne nu fremstilles i tusinder eller millioner identiske eksemplarer. Men i dag er vi måske ved at vende tilbage til udgangspunktet: 3D-printere og mulighederne for at skræddersy produkter som f.eks. kondisko på internettet betyder, at brugerne nu kan være både designere og producenter igen. Men indebærer det – inden for en overskuelig fremtid – at masseproduktion ophører med at være normen?

[quote align="left" author=""]Faktisk oplever jeg, at mange designeres store styrke er, at de sjældent er bange for dilemmaer, men trives med dem.[/quote]

Den heroiske designer eller co-design? Vi har de senere år set et markant skift i designaktivitet, hvor mange organisationer og bestillere af designopgaver ikke efterspørger designerens bidrag som individuelt kreativt geni, men i stedet forventer, at designere er neutrale facilitatorer af kunders, brugeres og borgeres erfaringer, ekspertise og idéer. Men betyder det, at det radikale, det kreative, det stærkt individuelle designudtryk ikke længere er værdifuldt? Risikerer demokratiseringen af design, at vi mister den kant og præcision, som kendetegner de mest attraktive produkter og tjenester?

Produktdesign eller design af strategier, servicer og systemer? Man hører nogle gange lidt nedsættende, at design nu ikke længere handler om posters and toasters – grafisk kommunikation og produkter – men om ”tænkning”, strategier og servicer. Det har haft den konsekvens, at mange ledere og udviklingsfolk er blevet tiltrukket af design. Jeg hørte for nylig en designforsker ved Parsons the New School i USA påpege, at design nu er kommet på dagsordenen i bestyrelseslokalet, men designeren er ikke fulgt med. For hvis design pludselig er strategi, så er det jo en opgave for lederne, ikke for designerne. Men er realiteten ikke, at enhver strategi skal vurderes på, hvordan den i sidste ende opleves af kunden, og at design – herunder af visuelle udtryk og fysiske rum og genstande – er helt afgørende for, om abstrakte visioner også fører til de ændringer i adfærd og forbrug, som ledelsen ønsker sig? Er det ikke også sådan, at nogle af de mest succesfulde iværksættere og ledere i øjeblikket (herunder stifterne af milliardsuccesen AirBnB) er uddannet designere?

Design for vækst eller for social forandring? Skal design og dermed designere koncentrere sig om at skabe kommercialiserbare produkter og servicer, eller bør designere bruge deres talent på at takle samfundsudfordringer som sundhed, aldring eller bæredygtighed? Mange designere, jeg kender, har en uhyre veludviklet social bevidsthed og anerkender, hvor meget bras der bliver designet, masseproduceret, solgt, forbrugt og smidt væk verden over. Det kan være attraktivt at fokusere mere på social innovation eller design i den offentlige sektor, også selvom lønnen og jobmulighederne måske er ringere. Omvendt, giver job, hvor man designer til det globale marked, så ikke også mulighed for at gøre en forskel for tusinder eller måske millioner af mennesker? Jeg hørte engang en designforsker spørge, om ikke vores hjemlige Margretheskål i lige så høj grad er en social innovation, som hvis man designede bæredygtige løsninger for fattige familier i Afrika?

Min egen erfaring fra at have anvendt design og samarbejdet med designere i en offentlig kontekst over en årrække er, at de tilsyneladende modsætninger i design oftest er uhyre frugtbare. De hjælper organisationer til at arbejde med visioner, koncepter og strategier, samtidig med at de arbejder systematisk med brugeroplevelser, empati, funktion og mening. De kombinerer markedets kraft med social samvittighed. De hjælper analytisk mindede og abstrakt tænkende ledere til at sætte mennesker i centrum. Samtidig giver de designeren et nyt rum til direkte at præge forretnings- og organisationsudvikling.

Faktisk oplever jeg, at mange designeres store styrke er, at de sjældent er bange for dilemmaer, men trives med dem. I en tid med foranderlige og komplekse udfordringer for såvel virksomheder som for vores samfund er det en kompetence, vi har mere brug for end nogensinde. Lad designerne inspirere os til at omfavne dilemmaerne.

Læs flere af Christian Basons indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu