Medier
Journalister kan ikke vinde DR-konflikt
Dårligere overenskomster, mere outsourcing og lavere løn i vente
Journalistforbundet risikerer sprængning
Danske journalister taber, uanset hvad der kommer ud af DR-konflikten om ny løn. Journalisterne må fremover indstille sig på lavere og mere individuel løn, fyringer, outsourcing og svagere overenskomster. Både forskere og mediechefer vurderer, at der må gøres endegyldigt op med journalisternes såkaldte Guldalderoverenskomster: “I dag står der jo ledig journalistisk arbejdskraft ved alle zinkbarer i alle byer, men jeg skal stadig betale 28. 000 kr. for at få en nyuddannet grønskolling til at udføre rutinearbejde, ” siger TV 2’s nyhedschef Jens Gaardbo til Mandag Morgen. DR-konflikten har imidlertid ikke blot givet danske journalister et forvarsel om de vilkår, der venter. Den har samtidig blotlagt markante kulturforskelle og konfliktlinjer mellem Dansk Journalistforbunds forskellige medlemsgrupper. “Forbundet må forholde sig realistisk til muligheden for, at de unge bryder ud og etablerer deres egen organisation, ” siger professor Jørn Henrik Petersen, Syddansk Universitet.