De første egentlige trepartsforhandlinger i elleve år indledes i denne uge. Det sker i en atmosfære af stor usikkerhed og drama. Parterne er ikke overbevist om, at regeringen for alvor vil bruge dem i den proces, der skal ende i en ny arbejdsmarkedsreform. Bag uroen lurer frygten for, at det vil vise sig umuligt at stoppe en nedsættelse af arbejdstiden og dermed udbuddet af arbejdskraft. Det taler for, at regeringen har særlig brug for parterne til at isolere arbejdstidsnedsættelsen til at gælde børnefamilierne. Men på mange punkter nærer re-geringen mistillid til parterne. Det gælder f.eks. spørgsmålet omkring arbejdsformidlingens fremtid, hvor regeringen tøver med at give parterne i de regionale arbejdsmarkedsråd mere magt over arbejdsformidlingerne.