Drilledemokratiet løber løbsk

Centraladministrationen er ved at segne på grund af en elendig politisk kultur på Christiansborg. Der er brug for at tilføre nye analytiske ressourcer. Det kan samtidig skabe alternative karriereveje for ministeriernes ansatte.

Folketinget trænger mere end nogensinde til at blive styrket. Det er ved at ende i det rene drilledemokrati, hvor substans og indsigt indimellem afløses af paradespørgsmål til ministrene og krav om samråd, der til tider ikke er meget mere end spil for galleriet.

Netop nu er der forståeligt nok enormt fokus på håndteringsproblemerne i sværvægterministerier som Statsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet, men mindre på, hvor klemt Folketinget er som demokratisk institution. På den ene side skal folketingsmedlemmerne matche 5.000 lobbyister fra interesseorganisationerne, på den anden side mere end 20.000 embedsmænd i departementer og styrelser, som ministrene kan trække på. 

Et svar på folkestyrets små træthedstegn kunne være at styrke kvaliteten af det partipolitiske embedsværk på Christiansborg. Ikke i form af flere særlige rådgivere, men reelle embedsmænd, der kunne klæde folketingspolitikerne på til at blive mere kvalificerede modspillere til regeringen. 

Konkret kunne man eksempelvis tilføre folketingspartierne mindst 30 AC-årsværk til at hjælpe de nødstedte folketingsmedlemmer med selv at blive skarpere og mere indsigtsfulde, både når det gælder danske forhold og EU-spørgsmål.  30 er ikke meget i krydsfeltet mellem ministerier, EU og lobbyister, men dog en begyndelse.

Det ville være en reform, der kunne give Christiansborg et stærkere fodfæste som parlament og gøre det nemmere for Folketinget reelt at udføre den rolle som kontrollant af den udøvende magt, som grundloven sætter rammerne for. 

Hvis man knytter disse AC’ere til partierne og samtidig sikrer, at navnlig statslige embedsmænd har mulighed for at søge orlov i to-tre år for kortvarigt at bestride nogle af disse stillinger, vil man inden for en kort årrække forhåbentlig styrke vores demokrati. 

Som ekstragevinst vil nogle af disse godt skolede embedsmænd fra partiapparaterne måske senere kunne flytte med over i ministerierne, når oppositionen genvinder magten. Dermed vil de også kunne indgå i de politiske stabe, der for øjeblikket er så megen debat om efter skandalesagerne i eliteministerierne. 

Sådanne tidligere embedsmænd fra centraladministrationen med indsigt i Slotsholmens dna kan være et politisk vitamintilskud for den nyudnævnte minister, og de vil samtidig have forståelse for, hvordan de skal agere i systemet uden at skabe for mange unødige konflikter. Dét er ellers et af skrækscenarierne, hvis en regering indfører velpolstrede stabe og udvider den nuværende ordning, hvor der blot er en eller to særlige rådgivere rundtom i ministerierne. 

Kontroversielt forslag

Indrømmet, det er en kontroversiel idé til at løse hele tre påtrængende problemer i dansk politik – ministrenes, Folketingets og centraladministrationens. Og selvfølgelig skal sådan et forslag finpudses, før det er flyveklart. Men noget må ske, for dele af beslutningsprocessen er ved at blive dysfunktionelle, og alle aktører er tilsyneladende fanget i spillet.

For at illustrere dette klipper vi til en central scene i ”Lobbyistens Lommebog – politikere under pres”, der er den tredje i Susanne Hegelunds og min trilogi om magtens Danmark.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard smiler, mens han studerer endnu et paragraf 20-spørgsmål fra et folketingsmedlem. Nå, nu er medlemmet igen sendt i byen for en af sine faste organisationer, noterer han sig. Den slags er altid nemt at gennemskue, for det er en helt særlig type spørgsmål, de stiller. 

Som den radikale politiker siger i bogen: ”De kommer typisk 12 i træk, med en høj faglig detaljeringsgrad, hvor man kan se, at det er Dansk Energi eller Landbrug & Fødevarer, der har lavet det for Venstre. Man kan næsten se på formuleringerne, hvad det er for en sagsbehandler, der har siddet ovre hos Landbrug & Fødevarer og lavet det.”

I de fleste lobbyisters værktøjskasse ligger hjælpemidler til at gøre folketingspolitikernes hverdag nemmere. Medlemmerne har brug for sager, de kan profilere sig på, og for lavpraktisk hjælp til for eksempel research og til at stille spørgsmål til ministeren. Det er en givtig form for samarbejde, hvor politikeren får konsulentbistand, mens organisationerne får deres sag frem. Begge parter kan håbe på medieomtale til gavn for henholdsvis genvalg og løsninger, der kan gavne organisationens medlemmer. 

Det tog overhånd allerede op gennem nullerne, da Socialdemokraterne og SF sad i opposition, medgiver en ledende socialdemokrat, der siden er blevet minister. Hun modtager selv mange spørgsmål fra folketingsmedlemmer, hvor det er nemt at læse, at det ikke er politikerne selv, der har formuleret spørgsmålene: ”Der er gået en voldsom inflation i det, og det er ikke den nuværende oppositions skyld. Det skete under os,” erkender beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i bogen.

Politisk overfladekultur

Organisationer leverer materiale, hvis politikere udbeder sig tal og fakta. Og organisationerne leverer skyts til spørgsmål. Det er et ganske praktisk system og er med til at bevare en vis form for magtbalance mellem Folketinget og den siddende regering, der jo selv kan trække på de mange embedsmænd. Christiansborg har en grundlovssikret ret til at bide regeringen i haserne og kontrollere ministrenes gøren og laden, men har ikke selv mange ressourcer i partisekretariaterne. Derfor er det forståeligt, at der trækkes på ”sekretariatsbistand” udefra.

Problemet er, at det er blevet en fast del af en politisk overfladekultur på Christiansborg, og at det trækker umådelige ressourcer ud af embedsmændenes arbejde i ministerierne. Det er svært at sætte procenter på hvor meget. Men ressourceforbruget indgår som et delelement i forklaringen på, hvorfor der på det seneste er opstået en række skandalesager, hvor embedsmændene anklages for at have glemt deres klassiske embedsmandsdyder i deres bestræbelser på at værne om ministrene. 

Centraladministrationen er ved at segne under presset fra det drilledemokrati, som folketingsarbejdet indimellem viser tegn på, mens politikerleden breder sig i befolkningen. 

Også embedsmændene mener, at der er gået inflation i spørgsmålene og i øvrigt også i de såkaldte samråd. Ingen sag er tilsyneladende for lille til, at en af ministrene kaldes over. 

Det er sjældent, at en oppositionspolitiker selv bliver lidt til grin, som det skete, da Søren Pind lige før jul var ved at starte en ny ”Cuba-krise”. Venstrepolitikeren ville kalde den nyslåede udenrigsminister Holger K. Nielsen i samråd efter dennes muntre og harmløse bemærkninger om ”det cubanske paradis” ved den overdragelsesreception, hvor Villy Søvndal grundet helbredsproblemer lod sig sende på politisk pension.  

Spild af tid og penge, lød det fra folketingskollegaer til Pind, der da også hurtigt indvilligede i at lade julefreden sænke sig og undlod at kalde Holger K. over i Folketinget.

En minister har mødepligt. Det er i dag ikke muligt at bede Folketingets Præsidium om at blive fritaget for et samråd, fordi den konkrete anledning simpelthen er for dum. Ministeren kan heller ikke sige nej til at svare på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål, heller ikke hvis det er under lavmålet. 

Men det er måske en systemfejl, Præsidiet selv burde forholde sig til – ikke for at beskytte ministrene, men af hensyn til Folketingets værdighed. Nok er embedsmændene på det seneste kommet i skudlinjen, men samtlige Christiansborgs partier burde i samlet flok tage på to dages workshop til Nyborg Strand for lave en form for borgaftale om, hvad der er god folketingsskik over for en siddende regering. Og hvordan Folketinget på en substansfyldt måde bedre kan udfylde sin rolle i et moderne demokrati.

En sådan aftale, hvor alle besinder sig på tværs af partier, er – indrømmet – et naivt forslag. Men der er kommet en ny mediefokuseret politikergeneration til, der som led i sin mesterlære – politik er jo en slags sidemandsoplæring i unoder; først i ungdomspartierne, siden på Christiansborg – har tillagt sig nogle normer, hvor det langtfra altid er substansen, der tæller mest. Det gælder ikke mindst de mange drillespørgsmål, der i lind strøm sendes til ministerierne, nogle af dem præfabrikerede af organisationerne. 

Ulæste svar?

Erfarne embedsmænd, der har håndteret i hundredvis af spørgsmål og bistået ministeren med at sende passende svar, sidder lidt for ofte tilbage med en fornemmelse af, at visse folketingsmedlemmer ikke har synderlig stor interesse for, hvad de har spurgt om. De er for nemme at fodre af med intetsigende svar, for de læser dem ikke altid.  

Om den mekanisme – sammen med almindelig travlhed – er med til generelt at sløve embedsmændenes ministerbetjening, skal være usagt. De seneste skandalesager, hvor der tilsyneladende alligevel var noget at komme efter, er i hvert fald svære at forklare, for de strider mod en embedsmands traditionelle skoling. Forhåbentlig er der ikke ved at brede sig en ”går-den-så-går-den-kultur”? 

Kritikere mener, at visse embedsmandslommer er blevet for aggressive i deres politiske rådgivning, der jo også er blevet en del af djøf’ernes rådgivningspakke, for den efterspørger ministrene mere og mere. Men det må ikke ske på bekostning af de klassiske dyder. Selv yngste fuldmægtig skal klokken tre om natten uden slinger kunne overholde lovgivningen, sandhedspligten og de faglige hensyn. De dyder skal råbes ud i rummet til ministeren med VERSALER, næsten som når digteren Yahya Hassan fremstøder sine vers.

Vi er tilsyneladende ved at ende i en permanent valgkamp, hvor det, der driver nogle af folketingsmedlemmerne, i stigende grad lader til at være, hvordan de bedst kan promovere sig selv, ikke mindst i medierne. Ikke hvordan de gennem konstruktiv kritik og reel politisk samtale medvirker til at forvalte det mandat, vælgerne har givet dem. 

I dag står vi med et system, hvor ikke blot Folketinget fægter lidt i blinde, men hvor også embedsmændene skal genfinde deres kerneopgave. De to problemstillinger hænger sammen: Christiansborg er på mange måder et svagt parlament, også i sammenligning med udenlandske, når det høje ting uden mange ressourcer prøver at være vagthund over for ministerierne. Det har ført til metoder, der slider på systemet og ikke altid gør ret mange klogere. 

Noget må gøres

Det nævnte forslag om at styrke Folketinget med akademiske ressourcer, herunder fra centraladministrationen, vil givet løbe ind i modstand, også fra djøf’erne selv: Hvorfor skal dygtige embedsmænd ofre vigtige år af deres karriere på at lade sig rekruttere til et partisekretariat på Christiansborg for måske senere at følge med ind i et politisk kabinet sammen med en nyudnævnt minister? Vil det ikke være en karrieremæssig blindgyde? Og hvad med tiden bagefter? Står der et attraktivt job klar til mig, når magten skifter og partierne fra den anden blok kommer til?

En anden udfordring er at designe de politiske stabe i ministerierne på en sådan måde, at der ikke opstår uhensigtsmæssige parallelsystemer, hvor flere laver det samme og det klassiske embedsværk ikke i tide anmodes om at dobbelttjekke jura og faglighed. Men med tidligere embedsmænd i staben vil risikoen alt andet lige være mindre. 

Det må defineres nærmere, hvordan arbejdsdelingen mellem kabinetterne og de klassiske embedsmænd skal være. Her er de overordnede sigtelinjer: Ministeren og hans kabinet får ideerne, stiller spørgsmålene og træffer de politiske beslutninger. De almindelige embedsmænd finder svarene, ligesom sager, der ikke vedrører policy-udvikling – for eksempel konkrete klagesager, borgerhenvendelser og de fleste folketingsspørgsmål – forbliver i det traditionelle embedsværk, der så til gengæld ”befries” for at skulle agere kreativ politisk tænketank for den til enhver tid siddende minister. 

Dermed kan de gamle dyder om saglighed, grundighed og objektivitet bringes i fokus igen i embedsværket, mens ministrene kan få det politiske ”maskinrum”, som mange af dem mangler.

Der er givet mange indvendinger mod ovenstående forslag, der med ét skaktræk forsøger at løse behovet for politiske stabe i ministerierne og samtidig styrke Folketingets egen analysekraft en smule. Det er et forsøg på at gentænke samspillet mellem embedsmænd og politikere – og karrierevejene i beslutningsdanmark – på en konstruktiv måde i et danmarkshistorisk lavpunkt, hvor Slotsholmen knager i fugerne og Christiansborg leder efter en ny identitet.

Forrige artikel Slotsholmen må slå automatpiloten fra Næste artikel Fra ressourceøkonomiens frontlinje

Set, læst og hørt: Ellen Riis

Set, læst og hørt: Ellen Riis

Højskoleforstander og filmproducer Ellen Riis anbefaler islandsk litteratur om at genfinde livsglæden, en norsk tv-serie om en fodboldkvinde i en mandeverden og så skal du høre melodiske Barselona, hvis du vil smage på ungdommen. 

Sandhedens time for Vestager som EU-formand

Sandhedens time for Vestager som EU-formand

Tirsdag mødes Lars Løkke Rasmussen, Emmanuel Macron og Angela Merkel med lederne af de 25 andre EU-lande for at finde EU’s ledere for de kommende fem år. Tyskland og Frankrig synes på vej mod en forståelse, der kan gavne Vestager i bestræbelserne på at blive EU-Kommissionens første kvindelige leder.

Det betaler sig at tage EU alvorligt

Det betaler sig at tage EU alvorligt

ANALYSE: Europa kan være en vindersag, hvis man tager det alvorligt, og det modsatte, hvis ikke man er ordentligt forberedt. Det ser ud til at blive læren, når stemmerne til Europa-valget er talt op sent søndag aften.

Her er Mette Frederiksens tre første udfordringer

Her er Mette Frederiksens tre første udfordringer

KOMMENTAR: Med sammenbruddet i blå blok er Lars Løkke ikke længere Mette Frederiksens største udfordring. De tre mennesker, der står mellem hende og magten, er Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Henrik Sass Larsen.

Gør Danmark til talenternes stormagt

Gør Danmark til talenternes stormagt

KOMMENTAR: Visionen om Danmark som talenternes stormagt er et oplagt og nødvendigt “velfærdsløfte” til næste generation. Det er også en mulighed for at undgå en kompetencenedslidning af fremtidens arbejdskraft og bør være et hovedpunkt i næste regeringsgrundlag.

Stil bedre spørgsmål og bliv en bedre leder

Stil bedre spørgsmål og bliv en bedre leder

De fleste chefer tror, at de har alle svarene. Men de bedste chefer formår at stille spørgsmål, der inspirerer til nytænkning. Her er seks råd til, hvordan du kan stille bedre spørgsmål.  

Modeindustrien kører på klima-frihjul

Modeindustrien kører på klima-frihjul

KOMMENTAR: Vi taler om at mindske CO2-udledningen fra fly, biler og kød, men indtil videre lader politikerne modeindustrien slippe for at bidrage til klimaomstillingen. De danske kandidater til europaparlaments- og folketingsvalget burde derfor begynde at beskæftige sig med tøj, skriver Laura Terkildsen.

Velfærdsløfter for milliarder dækker over historisk opbremsning

Velfærdsløfter for milliarder dækker over historisk opbremsning

Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen vil bruge flere penge på velfærd. Men velfærdsmilliarderne dækker reelt over en minimal vækst målt per indbygger, viser ny beregning. Velfærdsstaten er gået ind i en ny epoke, mener professor Jørgen Goul Andersen.

Sophie Løhde har gjort rent bord

Sophie Løhde har gjort rent bord

Innovationsminister Sophie Løhde kan sætte flueben ud for alle seks dele i sin sammenhængsreform af den offentlige sektor. De fleste reformer ser ud til at overleve uanset resultatet af det kommende folketingsvalg.

Set, læst og hørt: Franciska Rosenkilde

Set, læst og hørt: Franciska Rosenkilde

Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde (ALT) fortæller, hvad hun har set, læst og hørt for nylig. Hun kan blandt andet anbefale danseforestillingen 'Carrying a Dream' og et rørende interview med Master Fatman.

Venstrefløjen er klar til klimaafgift på tøj

Venstrefløjen er klar til klimaafgift på tøj

En af klodens største klimasyndere er stort set gået under radaren, når politikerne taler grønne afgifter og regulering. Men nu er alle Mette Frederiksens støttepartier klar til at bruge afgifter til at sætte en bremse på tøjforbruget.

Modens klimatopmøde anklages for greenwashing

Modens klimatopmøde anklages for greenwashing

I et helt årti har Copenhagen Fashion Summit været modeindustriens eget internationale klimatopmøde. Men det har ikke for alvor gjort tøjbranchen mere bæredygtig, lyder kritikken fra en lang række forskere, som beskylder organisationen for greenwashing. Forskerne ser kun én vej frem: Færre varer af bedre kvalitet.

En brændende platform, der kan rykke forbrugsvaner

En brændende platform, der kan rykke forbrugsvaner

Er tøjbranchen i virkeligheden i gang med at bruge klimakrisen til at skabe nye behov hos forbrugerne, som nu skal skifte garderoben ud med ’grønt’ tøj, der får dem til at føle sig mere bæredygtige?

Men hvad skal vi leve af?

Men hvad skal vi leve af?

KOMMENTAR: Valgkampen har indtil nu kun handlet om den ene side af medaljen. Nu bør vi også tale om den anden. Hvordan skaber vi mere vækst i den private sektor og klarer den digitale omstilling?

Den kinesiske kapitalisme giver globale rystelser

Den kinesiske kapitalisme giver globale rystelser

Vi står midt i et historisk skifte i Europas – og dermed Danmarks – forhold til Kina. EU’s markant skærpede tone over for styret i Beijing udgør både en trussel og en mulighed for danske virksomheder, mener dansk Kina-veteran.

Ny dyr medicin eller 2.000 sygeplejersker?

Ny dyr medicin eller 2.000 sygeplejersker?

Alene det seneste år har Medicinrådet anbefalet ny medicin, der kan komme til at koste samfundet over en milliard kroner. Det svarer til lønnen til 2.000 sygeplejersker. Men det er ikke Medicinrådets opgave at se på de samlede økonomiske konsekvenser af sine beslutninger. I næste uge skal Danske Regioner evaluere Medicinrådets praksis.

Danske Patienter: Ny medicin skal måles på livskvalitet

Danske Patienter: Ny medicin skal måles på livskvalitet

"Vi træffer beslutninger på dybt problematisk grundlag," siger Morten Freil, direktør for Danske Patienter og medlem af Medicinrådet, og efterlyser viden om, hvilke forbedringer i patienters livskvalitet ny medicin skaber.

Sådan måler man patienters livskvalitet

Sådan måler man patienters livskvalitet

Patienters svar på nøglespørgsmål kan afgøre, om ny medicin eller anden behandling tilfører patienterne mere livskvalitet – eller ej. Det sker på en række områder inden for sundhedsvæsenet, men endnu ikke, når det gælder ny medicin.

Regionsrådsformand: Behov for skarpe prioriteringer af ny medicin

Regionsrådsformand: Behov for skarpe prioriteringer af ny medicin

Regionernes formand er godt klar over, at der er et stykke vej til den ideelle prioritering af midlerne i sundhedsvæsenet. Men hun mener, Medicinrådet er et skridt på vejen. Det er trods alt kun en valgkamp siden, vi hørte to statsministerkandidater afvise at prioritere overhovedet, bemærker Stephanie Lose (V).

S og V vil oprette behandlingsråd

S og V vil oprette behandlingsråd

Prioriteringer kommer til at fylde mere i fremtidens sundhedsvæsen. Fremover skal nye behandlin­gers pris og effekt vurderes af et ekspertråd, mener både V og S. Men der hører enigheden også op.

Set, læst og hørt: Steen Bording Andersen

Set, læst og hørt: Steen Bording Andersen

Formand for Danmarks Biblioteksforening, Steen Bording Andersen, anbefaler en amerikansk radiokanal for rockelskere, en overbevisende udstilling på Louisiana og en biografi, der vækker minder fra hans ungdom i 1970'erne.

Nyt job: Lars Sandahl Sørensen bliver DI's nye direktør

Nyt job: Lars Sandahl Sørensen bliver DI's nye direktør

Dansk Industri har løftet sløret for, hvem der fremover skal stå i spidsen for organisationen. Valget er faldet på Lars Sandahl Sørensen, hvis største udfordring som ny direktør bliver at kombinere vækst med bæredygtighed.