Dronning Brexit og den politiske superhelt

Storbritannien og Frankrig går til valg i denne uge. Mens Theresa May overraskende får kamp til stregen af det ellers bortdømte Labour, er Frankrigs nyvalgte præsident på vej mod absolut flertal. May ligner en træt politiker af i går, mens Macron fremstår som vor tids politiske superhelt.

39-årige Emmanuel Macron er Vestens nye politiske stjerneskud. Siden han blev valgt 7. maj, har han og hans hold udvist et aktivitetsniveau, som normalt kun ses i Hollywood-film med superhelte i hovedrollen.

Macron har ikke alene gjort en overbevisende entre på den globale scene i NATO, G7 og senest som vært for Ruslands præsident, Vladimir Putin, på Versailles i sidste uge. Han har også været en hvirvelvind på den indenrigspolitiske scene, hvor han har dannet en bred samlingsregering med tre tysktalende politikere som henholdsvis premierminister, finansminister og forsvarsminister og samtidig ledet sin nystartede politiske bevægelse La République en marche, REM, frem til en position, hvor knap hver tredje franske vælger vil stemme på en REM-kandidat til søndagens valg til Nationalforsamlingen.

Det vil ifølge meningsmålingerne give Macron mellem 320 og 350 mandater og dermed absolut flertal ud af Nationalforsamlingens 577 pladser. Valget afvikles over to runder søndag 11. juni og søndag 18. juni. Herudover har Macron også haft overskud til at lancere sit helt centrale indenrigspolitiske projekt: Moderniseringen af det franske arbejdsmarked.

Macron har således haft en lang række af topfolk fra arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer i ’skriftestol’, hvor de over for præsidenten har kunnet redegøre for deres syn på de reformer, der forestår. Modstanden mod reformplanerne er massiv, men fagforeningsbosserne har fået syn for, at Macron mener det alvorligt på en dagsorden, som han har indgående kendskab til fra sin tid som økonomi- og industriminister.

Mens der fem måneder efter Trumps tiltrædelse fortsat hersker politisk kaos i Det Hvide Hus i Washington, er situationen den diametralt modsatte i Paris. Emmanuel Macron har trods sin relativt unge alder og manglende partipolitiske fortid fået en overbevisende start på den store opgave, som det bliver at reformere Frankrig og at nedbringe den alt for høje arbejdsløshed på næsten 10 pct. I Tyskland, Bruxelles og på de finansielle markeder er tilfredsheden med Macron udbredt, grænsende til det euforiske.

May forregnede sig

Theresa May, Storbritanniens premierminister, kan dårligt være andet end misundelig på den franske præsident. Når hun og de britiske vælgere på torsdag går til valg, kan hun end ikke vide sig sikker på, om hun skal fortsætte som premierminister.

Da den konservative premierminister 18. april valgte at bryde et udtrykkeligt løfte til de britiske vælgere om ikke at udskrive valg, gjorde hun det ud fra en forestilling om, at valget ville give hende en komfortabel sejr over Labour med den venstreorienterede Jeremy Corbyn som leder. Men May har forregnet sig. Vælgerne har ikke lyttet til hendes centrale budskab om, at de skulle give hende et stærkt mandat til at forhandle de bedst mulige vilkår for Storbritanniens udtræden af EU. Tværtimod har unge vælgere, EU-tilhængere, sofavælgere og digitale venstrefløjsaktivister samlet sig omkring Jeremy Corbyn, hvis valgløfter om bedre sociale forhold og eksempelvis re-nationalisering af jernbanedrift, post og energiforsyning har vundet stadig større tilslutning.

Uanset hvem der vinder valget, står den kommende premierminister foran en monumental opgave i forhold til at forhandle og håndtere Storbritanniens udtræden af EU. Den britiske regering skal som følge af re-nationaliseringen af landets handelspolitik genforhandle ikke færre end 759 internationale aftaler, som involverer 168 lande i verden, viser en opgørelse foretaget af Financial Times. Aftalerne omfatter alt fra handel og regulatorisk samarbejde, over finans og databeskyttelse, til fiskeri, transport, told, kernekraft og landbrug.

Alene den logistiske opgave med at arrangere møder med alle disse landes regeringer beskrives som enorm, og samtidig breder usikkerheden over de fremtidige rammevilkår sig hastigt blandt de tusindvis af internationale virksomheder, der er aktive i Storbritannien, og som i vid udstrækning har brugt landet som udgangspunkt for forretninger i hele Europa og sågar Mellemøsten og Nordafrika. Storbritannien har med beslutningen i juni 2016 om at forlade EU bragt sig selv i en situation, hvor man vil forlade verdens rigeste frihandelsmarked for derefter at forhandle en ny aftale om adgang til det selvsamme marked.

Mens selve Brexit-beslutningen hidtil ikke for alvor har været til debat under den britiske valgkamp, har Theresa May slået kraftigt på, at hun er langt bedre forberedt end Corbyn på at forhandle Brexit med EU’s institutioner i Bruxelles og de 27 EU-lande med Tyskland og Frankrig i spidsen. Det har hun uden tvivl ret i. De egentlige Brexit-forhandlinger er sat til at begynde kun 11 dage efter valget i Storbritannien, men i EU-Kommissionen i Bruxelles har man oplyst, at man naturligvis må se på den kalender, hvis valget ender med, at Storbritannien skal have en ny regering.

Tyskland er nøglen til Macron-succes

Mens Storbritannien står i en negativ og defensiv position over for EU og Tyskland, forholder det sig omvendt for den franske præsident. Han gik til valg på en pro-europæisk dagsorden, spillede Europahymnen ’Ode til glæden’ ved sin tiltrædelse og synes allerede at have en nøje tilrettelagt fælles dagsorden med Tysklands kansler, Angela Merkel, for, hvordan de to lande sammen skal relancere EU-samarbejdet, når det tyske valg til Forbundsdagen er overstået i slutningen af september.

Macron selv taler ubesværet engelsk med Angela Merkel, der ikke taler fransk, og han forstår tysk, selv om han taler det dårligt. Ud over de tre tysktalende topministre er også en række centrale medarbejdere, fra den faste taleskriver til den økonomisk-strategiske toprådgiver, tyskkyndige.

Den franske præsident-administrations stærke fokus på Tyskland er langtfra tilfældigt. Macron er qua sin eliteskoling opfostret med, at Frankrig og Tyskland sammen er piskede til at være motoren i det europæiske samarbejde. Tyskland kan i kraft af historiens lange skygger ikke tillade sig at være dominerende som nation i det Europa, som tidligere tyske regimer har påført så uhyrlige traumer. Og Frankrig har ikke styrken til på egen hånd at lede det samlede Europa, som man både i Paris og Berlin anser for at være nødvendigt, hvis europæerne skal kunne opretholde den aktuelle samfundsmodel i konkurrencen med de nye store vækstøkonomier i Asien, Afrika og Sydamerika.

Derfor er det ej heller tilfældigt, at Macron har valgt en tysktalende finansminister i Bruno Le Maire og en ditto forsvarsminister i Sylvie Goulard. Det er netop på de finanspolitiske og forsvarspolitiske områder, at man kan forvente, at Tyskland og Frankrig efter valget i Tyskland 24. september vil fremsætte de mest vidtgående forslag til yderligere europæisk integration.

Den 52-årige forsvarsminister Goulard, der er en glødende europæisk føderalist, vil sammen med sin tyske kollega, Ursula von der Leyen, stå centralt i arbejdet med at gøre det militære samarbejde mellem de to lande langt tættere, end det er i dag. Det gælder ikke mindst på det forsvarsindustrielle område, hvor EU-landene har brug for at udvikle en række tunge kapaciteter, som det i dag kun er USA, som råder over inden for NATO.

Det er netop, hvad Wolfgang Ischinger, tidligere tysk topdiplomat og nu leder af den årlige sikkerhedskonference i München, i et interview i The Economist forudser vil ske. Ifølge Ischinger vil et logisk skridt være, at de to lande beslutter, at alle fremtidige våbenprojekter over en vis størrelse – dvs. nye kampfly, fregatter eller tanks – vil blive udviklet, finansieret og produceret i fællesskab og gerne i samarbejde med andre eurolande, som måtte ønske at være med.

Den 48-årige finansminister Bruno Le Maire er tilsvarende på sin side usædvanlig godt forberedt på at samarbejde med Tyskland om Europa. Le Maire har både været europa- og landbrugsminister og stabschef i det franske Statsministerium. Det bliver Le Maire, der sammen med Tysklands finansminister skal lægge planer for, hvordan man øger den økonomiske solidaritet inden for eurozonen. Dette er et ekstremt ømtåleligt politisk spørgsmål i Tyskland, og derfor er der i Berlin stor tilfredshed med, at Macron ikke har brugt det forbudte ’E-ord’, euroobligationer.

I Tyskland anno 2017 vil både socialdemokrater og konservative strække sig langt for at hjælpe Macron med at reformere Frankrig. Men på nuværende tidspunkt er fælleseuropæisk lånoptagning og gæld i form af euroobligationer et integrationsskridt, Tyskland endnu ikke er klar til at tage, selv om Angela Merkel og hendes topministre går ind for, at EU på langt sigt skal være en ægte politisk union.

Europas historie er fuld af dramaer mellem Frankrig, Storbritannien og et Tyskland i varierende størrelser. I sommeren 2017 har skæbnen villet det sådan, at Storbritannien siger farvel til EU og Europa under ledelse af en enten 60-årig May eller en 68-årig Corbyn. Ingen af dem er populære, og ingen af dem har nogen overbevisende, sammenhængende fortælling om, hvordan de vil sikre de 65 millioner briter en bedre fremtid.

I Frankrig, derimod, regerer en politisk grønskolling, som har formået at vinde massiv folkelige opbakning, selv om han har sagt lige ud til vælgerne, at han agter at gennemføre alle elementer i det, der vrængende er blevet kaldt ’nødvendighedens politik’. Macron har på intelligent vis brugt de magtfulde populistiske symboler og spilleregler fra General de Gaulles 1958-forfatning og parret dem med vor tids kommunikationsteknologiske værktøjer. Når man dertil lægger, at Emmanuel Macron helt tydeligt nyder at spille skuespil og være på, når de store medieprojektører er tændt, så har man forklaringen på, at Frankrig i 2017 har fået en politisk superhelt som præsident.

Den eneste forskel til Superman og Batman er, at Macron skal skabe mirakler i virkelighedens verden.

Forrige artikel 2025-plan: Fra arbejdsløshed til mangel på arbejdskraft 2025-plan: Fra arbejdsløshed til mangel på arbejdskraft Næste artikel Banker klar til at stække Nets Banker klar til at stække Nets