”Det er denne regerings måske største udfordring.”

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) var kun lige flyttet ind i sit nye ministerkontor, da hun udpegede regeringens store projekt. Den nye regering ville for første gang i over 20 år knække kurven og gøre et stort indhug i den store gruppe af danskere, der nærmest permanent er parkeret uden for arbejdsmarkedet.

Med sit nye udspil til en beskæftigelsesreform har regeringen taget endnu et skridt i forsøget på at få knækket kurven.

Godt 800.000 danskere i den erhvervsaktive alder er i dag på dagpenge, kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse. Det svarer til knap hver fjerde – 22,5 pct. – af de voksne danskere mellem 16 og 64 år. Og så har vi ikke talt folkepensionister og studerende med.

Sådan var det stort set også for 5 år siden, for 10 år siden og for 20 år siden.

I nogle perioder med økonomisk højkonjunktur har antallet af folk på dagpenge eller kontanthjælp været lavt. Men i samme periode er antallet på førtidspension, fleksjob eller efterløn steget. På denne måde er de offentlige overførselsindkomster som forbundne kar. Og derfor lykkedes det hverken for Nyrup, Fogh eller Løkke for alvor at knække kurven.

Ud over at de mange folk koster samfundet et astronomisk milliardbeløb, går Danmark også glip af et stort menneskeligt potentiale, som ikke bliver realiseret.

Hvorvidt det så lykkes Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen og Margrethe Vestager at knække kurven, vil først vise sig om nogle år, når regeringens mange reformer begynder at vise deres effekt. Og til den tid vil regeringsholdet måske være skiftet ud.

Men regeringen skal have ros for nu at spille ud med sit nye forslag til en reform af beskæftigelsessystemet, der på en række områder er et fundamentalt opgør med den nuværende indsats.

DER ER BRUG FOR AT TÆNKE NYT og langsigtet for at knække kurven, frem for bare at blive ved med at kaste ledige rundt i systemet fra kasse til kasse, jagte kortsigtede effekter på beskæftigelsesstatistikkerne og spilde milliarder af kroner på meningsløs aktivering.

Danmark bruger hvert år knap 13 milliarder kr. på et beskæftigelsessystem, hvor ”over halvdelen af ressourcerne bliver brugt på aktiveringskurser, der af mange opleves som meningsløse, og som ikke efterfølgende forbedrer mulighederne for job”, som regeringen selv skriver i sit udspil.

Knap to ud af tre dagpengemodtagere er ikke tilfredse med den indsats, de har modtaget fra jobcentret. Og godt halvdelen vurderer, at aktiveringskurserne ikke har givet dem nye kvalifikationer.

Det nye reformudspil betyder en massiv investering i uddannelse til især ufaglærte ledige. Fokus skal væk fra aktivering og over på uddannelse og opkvalificering. Og der bliver afsat omkring en halv milliard kr. mere til ordinær uddannelse, voksenlærlingeordningen og jobrotation. Det giver god mening, da Danmark kommer til at mangle faglært arbejdskraft i fremtiden.

De 330.000 personer, der hvert år modtager dagpenge i en periode, skal heller ikke fremover have den samme standardiserede indsats som i dag. Folk er forskellige. Nogle kan sagtens klare sig selv og når knap at komme gennem svingdøren, før de er ude på arbejdsmarkedet igen. Andre har brug for at få nye kompetencer. At sætte den ledige i centrum – mennesket før systemet – giver også kun god mening.

Sagsbehandlerne ude på jobcentrene slipper også fremover for at bruge op til 80 pct. af deres arbejdstid på at udfylde skemaer og på andet bureaukrati. Det nye udspil lægger op til en ambitiøs og reel afbureaukratisering, som selv kommunerne klapper i hænderne af. De har længe efterlyst større frihedsgrader og øget tillid. Det får de nu. Og samtidig bliver der afsat 150 millioner kr. til at styrke sagsbehandlernes kompetencer.

Regeringen lægger også op til et fundamentalt opgør med hele den hidtidige økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen. Den vil skrotte det dybt komplicerede og bureaukratiske regelsæt, der afgør, hvordan staten og kommunerne skal fordele den årlige regning på over 100 milliarder kr. til dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster. Dette skal afløses af en langt mere simpel model, der øger kommunernes økonomiske incitamenter til at hjælpe folk hurtigere tilbage i job og fjerner mulighederne for kassetænkning. Forslaget minder meget om det, som Arbejdsmarkedskommissionen lancerede for fem år siden, men som VK-regeringen dengang hældte ned ad brættet, stort set før det var offentliggjort.

Fagbevægelsens topfolk har også svært ved at få armene ned. A-kasserne får nemlig en større rolle og skal tage sig af de ledige de første seks måneder. Og samtidig får de mere uddannelse til deres medlemmer, hvilket er mere, end de havde turdet håbe på. Hvorvidt A-kasserne så er bedre til at få de ledige i job end kommunerne, må fremtiden vise. Men fagbevægelsen har i hvert fald vundet et slag i den nærmest puniske krig med kommunerne om at sikre sig magt og indflydelse i ansvaret for beskæftigelsesindsatsen.

FOR 27 ÅR SIDEN satte en række ansvarlige folk fra fagbevægelsen og arbejdsgiverne sig ned sammen med den davære.nde statsminister Poul Schlüter og lavede en trepartsaftale – den såkaldte Fælleserklæring.

Den lagde fundamentet til de nye arbejdsmarkedspensioner, som i dag omfatter næsten alle arbejdende danskere, og som betyder, at Danmark i dag har verdens bedste pensionssystem. Den samlede pensionsformue er svulmet op til over 3.700 milliarder kr. – eller ca. to gange BNP. Og Danmark står derfor langt bedre rustet end de fleste andre lande til at tackle den demografiske udfordring de kommende år med et stigende antal ældre.

Arbejdsmarkedspensionen var aldrig blevet til noget, hvis ikke nogle fremsynede embedsmænd i centraladministrationen, politikere som især den nu afdøde konservative finansminister Palle Simonsen og en række centrale folk i specielt LO stædigt havde holdt fast i projektet. Flere gange var det ved at kuldsejle pga. politisk modstand og partitaktiske hensyn.

Her 27 år efter er der brug for en ny ”fælleserklæring”, hvis Danmark skal knække kurven og få nedbragt antallet af de 800.000 voksne danskere på overførselsindkomst. Partitaktiske hensyn og små politiske særinteresser – både blandt regeringspartierne, oppositionen og arbejdsmarkedets parter – bør lægges på hylden for at skabe et fremtidssikret beskæftigelsessystem, der bringer arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet og understøtter virksomhedernes rekrutteringsbehov.

At dømme efter de indledende politiske forhåndsfægtninger tyder det dog på, at partitaktiske hensyn endnu en gang vinder over fornuften og ansvarligheden. De to store partier – Socialdemokraterne og Venstre – er ved at male sig op i hvert sit hjørne, som de ikke kan komme ud af uden at tabe ansigt.

Venstre vil spare op imod 4 milliarder på beskæftigelsessystemet og bruge pengene til skatte- og afgiftslettelser. Socialdemokraterne vil ikke spare penge på de arbejdsløse og har nu fået skabt en klar kant til Venstre.

Prævalgkampen er dermed begyndt for alvor. Desværre. Og falder projektet til jorden, vil taberne endnu en gang blive de 800.000 danskere på sidelinjen.