Du er dum, og min blok kan tæve din

Danmarks største politiske problem i dag er at vi ikke evner at tale om vores problemer. Den politiske debat har udviklet sig til en blind tvekamp mellem to blokke, der udelukkende fokuserer på magtspillet, og som et eller andet sted undervejs har mistet evnen til dialog og samarbejde.

Man taler, man lytter ikke. Man insisterer på egne argumenter og afviser modpartens. Og dermed forsvinder enhver forudsætning for at løse problemer.

For nogle måneder siden var jeg i USA og mødte bl.a. Jeffrey Sachs, en af de seneste årtiers førende samfundsanalytikere. Hans diagnose på USA’s aktuelle krise og magtesløshed handlede i høj grad om fraværet af ”rationalitet” i den politiske debat. I stedet for målrettet at dissekere og konfrontere landets ikke så få, alvorlige udfordringer, bruger præsidenten, Senatet og Kongressen al deres vågne tid på symbolske markeringer, karaktermord, skræmmekampagner, lokumsaftaler og blamegames.

[quote align="right" author=""]Når Statsministeren vil afskaffe efterlønnen skummer oppositionen over af raseri, selvom Helle Thorning-Schmidt indtil for nylig havde den samme idé.[/quote]

Polariseringen er grotesk. Fox News udråber jævnligt Obama til nazist. Den liberale fløjs stærkeste fortalere er…  komikere.

Det var decideret skræmmende at lytte til Sachs. Men som alle andre amerikanske fænomener er irrationaliteten åbenbart også noget, der kommer til Danmark.

Når regeringen frådende angriber SFs vækstudspil, så er det ikke fordi de ikke kan se, at der er masser af fornuft i det (en stor del af det har været regeringens politik i mange år). Men målet bliver at latterliggøre. 

Når Statsministeren vil afskaffe efterlønnen skummer oppositionen over af raseri, selvom Helle Thorning-Schmidt indtil for nylig havde den samme idé.

Rød og blå blok er langtfra uenige om alt, men valgkampen er kommet til at handle om vindemagten, ikke om at sikre Danmarks fremtid. Den usunde optagethed af magtspillet og konfrontationen er ødelæggende og underminerer vinderchancerne for et land, der reelt kun kan leve af løsninger, skabt gennem dialog, samtale og samarbejde. På lang sigt udhules vores tro på det repræsentative demokrati, når det eneste vi ser, er magthavere, der skændes.

De TV-dueller, som har præget starten af 2011, varsler en valgkamp, der kommer til at skrabe bunden. Man orker det næsten ikke.

Kampen står om at råbe højst, negligere eventuelle fornuftige modargumenter, fremture med på forhånd indøvede one-liners, tillægge modstanderen fiktive synspunkter, som man kan nedgøre og afbryde hinanden. Det er nærmest pinligt at se på. Man sidder hjørnesofaen og bliver stille og roligt tilhænger af otte-årige valgperioder og oligarkier. Hvor mange gange skal vi høre, at oppositionen vil gøre Danmark til et nyt Grækenland eller Irland, eller at regeringen vil tvinge nedslidte 71-årige hjemmehjælpere til at arbejde?

Hvis det var vores arbejdsgivere, der traf beslutninger på den måde, ville vi straks gå på Jobzonen. Hvis det var vores børn, der diskuterede sådan i skolen eller over middagsbordet, ville vi sende dem uden for døren og i seng uden aftensmad. Men det er ikke vores chefer eller børn, det er vores beslutningstagere, og det sker vel at mærke i en periode, hvor Danmark står overfor en række monumentale udfordringer, som alle erkender.

Politikerne er ikke ene om det. Rationaliteten forsvinder i en Bermuda-trekant mellem medier, rådgivere og politikere, som alle er med til at skabe et forstemmende debatklima.

TV-stationerne satser bevidst på formater, som er designede til skænderier og mudderkastning. Politikerne stilles op som kombattanter overfor hinanden. Alle debatter tvinges ind i en blok-logik. Blå mod rød. Værterne går målrettet og muntert efter opgøret og optræder konsekvent i rollen som Djævlens Advokat for at trække fronterne op.  Hvis debatten er særlig ophidset eller bitter, skryder TV-stationen bagefter på Facebook: ”Se eller gense det markante opgør…”. 

Hvis et vandglas smadres undervejs vil jublen ingen ende tage. 

Rådgiverne fodrer deres chefer med talepinde, der har mere til fælles med pay-offs end politiske argumenter. Det kan være svært at tro, men rådgiverne besidder faktisk ofte akademisk velfunderet indsigt i politisk diskurs og historie. Alligevel er de tilsyneladende alle rørende enige om, at man ikke kan vinde et valg på at være den kandidat, der søger konsensus, lytter, holder øjet på bolden og tager afstand fra hanekampene. Mærkeligt, når man ved, at de statsmænd, som de selvsamme rådgivere beundrer, som oftest har haft netop den særlige evne til at optræde som samlende figurer midt i en brydningstid. F.eks. Obama, Blair og Kennedy.

Det er tid til eftertanke for alle parter. Kan vi udholde tanken om måske ni måneder på den måde? 

Vi er nået dertil, at man bliver helt rørt, når der en sjælden gang imellem dukker en politiker op, der for åben skærm siger, at modparten faktisk har ret i et synspunkt eller rækker hånden ud. 

Jorden kalder Christiansborg: Ligger der en niche her? Kunnen man vinde nationen for sin sag, ved at være partiet, der lytter, lærer og skaber løsninger?