Amerikanske eksperter har skabt tvivl om det økonomiske grundlag for NATO-udvidelsen med en række Østeuropæiske lande. Under debatten om USAs tilslutning til udvidelsen blev der fra flere sider rejst skrap kritik af de økonomiske overslag over omkostningerne. I de officielle beregninger svinger skønnet fra over 100 milliarder dollar til kun 2 milliarder dollar. I Danmark har Folketingets tilslutning til Østudvidelsen af NATO været baseret på det absolut laveste skøn, nemlig NATOs eget, og i kølvandet på den amerikanske debat sættes der et betragteligt spørgsmålstegn ved holdbarheden af dette skøn. Helle Degn, der er medlem af Udenrigspolitisk Nævn og ordfører for Socialdemokratiet, afviser imidlertid over for Mandag Morgen, at NATOs skøn skulle være urealistisk. Ifølge chefen for strategiske studier på forsvarsakademiet, Peter Sonneby, afspejler de meget forskellige økonomiske beregninger fundamentale forskelle i det strategiske udgangspunkt - især i synet på om Rusland fortsat udgør en potentiel militær trussel.