Efter Bangladesh-ulykken: Virksomheder må betale, når stater svigter

Erstatningen til sårede og efterladte efter dødsulykken på Rana Plaza i Bangladesh vurderes at løbe op i mere end 30 millioner dollar. Vestlige aftagere af produktionen står til at betale en stor del af beløbet. Fremover kan det blive rigtig dyrt for vestlige virksomheder at producere billigt. For oven i produktionsomkostningerne kommer også udgifterne til at forebygge ulykker. Vestlige købere kan blive holdt ansvarlige for fremtidige katastrofer.

Marianne Kristensen Schacht

Dødstallene stiger fortsat efter den værste ulykke i tekstilbranchens historie, den sammenstyrtede Rana Plaza-fabrik i Bangladesh. Tragedien og dens efterspil har været et wake-up call til vestlige mærkevareproducenter, der har flyttet produktion ud til lavtlønslande. De må nu sande, at de kommer til at betale dyrt, når udflytningen ender galt. For når et land som Bangladesh ikke selv formår at sikre sine borgere de mest basale menneske- og arbejdstagerrettigheder, falder ansvaret for at hjælpe ofrene – og undgå fremtidige ulykker – tilbage på de vestlige virksomheder.

Ifølge ngo’er med kendskab til landet var det en ulykke, der blot ventede på at ske. Mange produktionsbygninger i Bangladesh er forældede. De er udbygget med uautoriserede ekstra-etager og fyldt med maskiner, der er for store og tunge til de slidte bygninger, og de savner ordentlig brandsikring og andre sikkerhedsforanstaltninger. 

Derfor vil lignende ulykker ske igen, lyder det. Det er simpelthen en del af prisen for at outsource til lande med lave produktionsomkostninger og tilsvarende lave standarder for miljø, arbejdsmiljø og sikkerhed. Det mener i hvert fald ngo’en Clean Clothes Campaign, som i øjeblikket har travlt med at finde mærker med navne på vestlige brands i ruinerne i Dhaka, der kan bidrage til at hjælpe ofre og efterladte efter ulykken. 

”Det er urealistisk at tro, at man kan gardere sig mod den slags ulykker. Risikoen er der. Det er prisen for at outsource, og vi risikerer flere sager af denne slags. Det nye er, at virksomheder, der sourcer fra de her lande, skal gøre mere end at stille krav og kontrollere. De skal på forhånd vurdere, hvad de kan gøre for at undgå, at det sker. For de har et medansvar,” siger Klaus Melvin Jensen, der er dansk talsmand for Clean Clothes Campaign. 

Det har danske PWT Group, der ejer Tøjeksperten, Wagner og Texman, erkendt. Administrerende direktør Ole Koch Hansen har meldt ud, at selskabet vil ”yde bistand til området”.

Derudover har selskabet lige nu ingen kommentarer til sagen, der har affødt reaktioner fra øverste politiske niveau i EU og USA og fået mærkevareproducenter som H&M til at rykke CSR-standarder op på et nyt niveau for gennemsigtighed ved at offentliggøre deres leverandører, så ngo’erne ikke behøver lede i ruiner for at finde frem til dem, der kan betale for skaderne.

Modstand mod åbenhed

Blandt de danske virksomheder med produktion i Bangladesh er der modstand mod at offentliggøre leverandørlisterne. Et tiltag, som handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr har luftet som en del af regeringens arbejde med at gøre danske virksomheder til globale pionerer inden for CSR og samfundsansvar.

Virksomhedernes argumenter lyder, at leverandørernes identitet er en forretningshemmelighed. Samtidig mener man ikke, at offentliggørelse vil føre til bedre forhold for tekstilarbejderne.

”At være ansvarlig handler i mine øjne om at have kompetencerne til at prioritere brugen af penge og ressourcer rigtigt, så det fører til reelle løsninger på de store udfordringer i bl.a. Bangladesh,” lyder det fra Morten Lehmann, der er ansvarlig for IC Companys arbejde med samfundsansvar.

Der er også delte meninger blandt virksomhederne om, i hvilket omfang en vestlig indkøber kan forventes at tage ansvar for fejl i bygningskonstruktioner, forfalskede bygningstilladelser og uautoriserede tilbygninger og maskinparker, hvilket alt sammen var virkeligheden på Rana Plaza i Bangladesh.

”Vi har som virksomheder et medansvar. Men det er som udgangspunkt staternes ansvar at sikre, at bygningsreglementer overholdes. I Bangladesh er det svært at adskille, hvad der er regeringens og virksomhedernes ansvar, så der må vi bakke op om at opbygge lokale kompetencer der, hvor de er mangelfulde,” siger Morten Lehmann.

Sådan skal virksomhederne arbejde med menneskerettigheder

I juni 2011 blev FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv (UN Guiding Principles) vedtaget. Retningslinjerne betyder, at alle virksomheder uanset størrelse og branche skal have en proces for at identificere, forebygge og afbøde krænkelser af menneskerettigheder. Har de ikke det, og sker der et brud på menneskerettighederne hos virksomheden selv eller hos en underleverandør, kan virksomhederne pålægges at kompensere for krænkelserne. 

Retningslinjerne er en international ramme for, hvad virksomheders samfundsansvar dækker over, anerkendt af OECD, EU og Verdensbanken.

FN’s Guiding Principles er grundlaget for den Mæglingsinstitution for Ansvarlig Virksomhedsadfærd, som regeringen etablerede herhjemme sidste efterår. Det nye klageorgan kan bl.a. offentliggøre navne på virksomheder, der krænker menneskerettighederne. Indtil videre er det kun et fåtal af de danske virksomheder, der er i gang med at identificere og forebygge negativ indflydelse på menneskerettighederne. Se også Mandag Morgen 31. oktober 2012.

Mere ansvar til virksomheder

FN’s såkaldte Guiding Principles fra juni 2011 fastslår, at virksomhederne også har et medansvar, hvis menneskerettighederne påvirkes negativt. Det er ikke nationalstaternes ansvar alene. Når staten, som f.eks. i Bangladesh, ikke formår at beskytte sine borgere, får virksomhederne også et ansvar. Se tekstboks.

Rana Plaza-ulykken vil accelerere virksomhedernes arbejde med de nye retningslinjer, mener Sune Skadegaard Thorsen, der er direktør for konsulentvirksomheden GLOBAL CSR. Ifølge ham viser ulykken, at de gamle systemer ikke virker. Til gengæld bliver det nu tydeligt for virksomhederne, at regningen for at handle billigt risikerer at blive en dyr affære, hvis ikke de samtidig investerer i at opgradere nationale forhold. 

”Hvis man venter på, at regeringen lever op til at beskytte sine egne borgere, så kommer man til at vente forgæves. Det er den virkelighed, virksomhederne må forholde sig til. Når nationalstaterne ikke kan sikre, at basale menneske- og arbejdstagerrettigheder er i orden, har man som virksomhed et medansvar,” siger Klaus Melvin Jensen fra Clean Clothes Campaign.

I virksomhederne erkender man det udvidede ansvar, der følger med at producere billigt fjernt fra danske normer og standarder.

”Vi er jo blandt andet i Fjernøsten, fordi der er billig arbejdskraft. Men vi er også nødt til at gøre, hvad vi kan, for at sikre ordentlige arbejdsforhold. Hele udflytningen handler jo i høj grad om, at det er billigere at producere i Fjernøsten. Ellers ville vi stadig producere i Herning,” lyder det fra Mogens Werge, der er CSR- og kommunikationsdirektør i Bestseller. Den danske modevirksomhed havde ikke selv aktiviteter på Rana Plaza-fabrikken, men får produceret andre steder i Bangladesh.

Bestsellers strategi i Bangladesh er at nøjes med få leverandører, som selskabet kan følge tæt – og ingen på fabrikker, der huser andre firmaer. Modekoncernen har tre folk ansat i Dhaka alene til at arbejde med CSR på selskabets 30 fabrikker i landet, og man samarbejder også med ngo’er og bruger uvildige auditører.     

”Det, vi gør, er ikke perfekt, og der er meget mere at gøre. Men vi arbejder seriøst med det og har procedurer for stort set alt,” siger Mogens Werge. 

Et kvantespring for CSR

Ulykken på Rana Plaza understreger, hvor kompleks en disciplin CSR er blevet i forbindelse med outsourcing. Tidligere handlede CSR om, at en vestlig virksomhed nedfældede sine krav til sin underleverandør i kontrakten og med jævne mellemrum sikrede sig, at de blev overholdt. 

Den model har spillet fallit. For både Rana Plaza og tidligere ulykker i form af sammenstyrtning og brande er sket på fabrikker, der er blevet auditeret og godkendt.

”Vi har oplevet katastrofer som den seneste i årevis. Ingenting har forandret sig. Men midt i tragedien kan vi håbe, at Rana Plaza bliver vendepunktet, siger Klaus Melvin Jensen fra Clean Clothes Campaign. 

Meget tyder på det. På politisk niveau har EU som Bangladesh’ største handelspartner meldt ud, at det kan få konsekvenser for Bangladesh’ told- og kvotefrie adgang til det europæiske marked, hvis ikke regeringen i landet arbejder for at forbedre forholdene. 

På virksomhedsniveau har Disney trukket sine aktiviteter ud af landet, og som verdens største tekstilproducent frygter Bangladesh, at flere følger efter. Generelt er der dog blandt virksomhederne enighed om, at man gør tingene værre ved at trække sig ud. 

Fakta om Bangladesh

Bangladesh er verdens næststørste eksportør af tekstiler med mere end 4.000 tekstilfabrikker og mere end 3,6 millioner tekstilarbejdere, heraf 70 pct. kvinder. Tekstileksporten udgør mere end 18 milliarder dollar om året – 80 pct. af landets samlede eksport. 

En typisk løn for en tekstilarbejder ligger på lidt over 200 kr. om måneden. Ifølge ngo’er udgør arbejdslønnen ca. 1 pct. af den pris, tøjet bliver solgt til i de vestlige butikker. 

En lang række af verdens største og mest kendte tøjmærker får produceret varer i Bangladesh, bl.a. H&M, GAP, Walmart, Sears, Benetton og danske selskaber som Bestseller, IC Companys, Jysk m.fl. 

På den sammenstyrtede fabrik Rana Plaza fik mærker som engelske Bon Marche, spanske Mango og danske PWT Group blandt andet produceret tøj. Også mærker som Benetton og Carrefour er kædet sammen med fabrikken, men har ikke vedkendt sig samarbejdet.

Ifølge ngo’en Clean Clothes Campaign løber beløbet til at kompensere de efterladte og sårede op i mere end 30 millioner dollar, ud over udgifterne til lægebehandling.

Derfor er en række tiltag, der skal forbedre vilkårene, i støbeskeen. Den internationale arbejdstagerorganisation ILO har sammen med regeringen i Bangladesh, arbejdsgivere og arbejdere lavet en handlingsplan for, hvordan man på kort og langt sigt kan arbejde for at forhindre lignende ulykker. 

PVH, der ejer mærker som Calvin Klein og Tommy Hilfiger, samt tyske Tchibo har underskrevet en juridisk bindende erklæring om, at man vil sikre uafhængige tilsyn på fabrikkerne og bidrage til at betale for renovering af bygninger, brandveje og røgalarmer. 

Herhjemme samler Dansk Initiativ for Etisk Handel på fredag (17. maj) tekstilbranchen, udviklingsminister Christian Friis Bach og handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr for at lave en partnerskabsaftale om, hvordan man fra dansk side kan sikre, at forholdene i Bangladesh forbedres.

”Der er ved at udvikle sig en praksis for, at de vestlige brands betaler til de sårede og efterladte i den type sager, og den form for praksis giver en brændende platform for de vestlige mærkevareproducenter til at gøre noget proaktivt, inden problemerne opstår,” påpeger Klaus Melvin Jensen fra Clean Clothes Campaign.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu