Statsminister Poul Nyrup Rasmussen er i gang med at udforme en ny politisk dagsorden, erfarer ugebrevet Mandag Morgen. Hvornår og hvordan den lanceres, bestemmes af, hvordan forhandlingerne om pinsepakke, kommunernes økonomi og finansloven forløber. Hvis den proces styrker samfundsøkonomien, vil den nye dagsorden til gengæld koncentrere sig om samfundets menneskelige ressourcer. Under fire overskrifter er det ideen at tage fat i en række aktuelle problemstillinger, der alle beskæftiger sig med danskernes hverdag - det være sig helbred, børn, uddannelse og job. Den første overskrift, “Risiko-samfundet”, dækker over problemet med danskernes relativt lave levealder og lægger op til at styrke sundheds- og miljøpolitikken. Den næste handler om familien og går ud på at videreudvikle regeringens børnepolitiske pakke. Risikoen er, at pakken meget kommer til at handle om øget fritid og for lidt om børns muligheder. Det tredje tema fokuserer på kompetenceudvikling og signalerer en forstærket indsats for at mobilisere et bredere spektrum af kompetencer hos befolkningen. Den fjerde og sidste overskrift rummer en af de vanskeligste udfordringer, nemlig den fremtidige udvikling på arbejdsmarkedet. Med udgangspunkt i den nye dagsorden analyserer Ugebrevet Mandag Morgen statsministerens strategiske udspil siden magtovertagelsen. Statsministeren står i dag stærkere end nogensinde i sin regeringsperiode, men den nye dagsorden rummer så store udfordringer og så stærke dilemmaer, at det er spørgsmålet, om han har modet til den afgørende fornyelse.