Mens 13 succesrige politikere i dag står klar til at kaste sig ind i armlægningen i den politiske arena i Europa-Parlamentet, er det til gengæld uklart, hvilken europapolitik der reelt er flertal for i den nationale politiske arena på Christiansborg.

Partierne i blå blok har under presset fra Dansk Folkeparti taget et markant ryk i EU-skeptisk retning, hvilket ifølge Thorsten Borring Olesen, historieprofessor og leder af forskningsprogrammet Det Moderne Europa ved Aarhus Universitet, risikerer at så splid mellem særligt Venstre og De Konservative og deres traditionelle støtter i dansk erhvervsliv.

”Dansk erhvervsliv har enormt behov for, at de regler, der gælder i Danmark, også er dem, der gælder i resten af Europa. Overordnet set er risikoen for Venstre og Konservative – og dermed for Danmarks overordnede europapolitik – at de to partier kommer længere væk fra deres traditionelle allierede i dansk erhvervsliv, desto mere de følger deres vælgere i retning af den EU-skepsis og nationale tænkning, som Dansk Folkeparti står for,” siger Borring Olesen og henviser til, at Dansk Industri gik ud og talte Venstre midt imod, da debatten om velfærdsturisme og jordbærplukkere kørte på sit højeste.

Peter Nedergaard, professor i europæisk politik ved Københavns Universitet, mener også, at den danske europapolitik i dag er væsentligt forandret.

”Der er i Venstre, Konservative og Liberal Alliance ved at opstå en ny skole, som mener, at europapolitikken – ligesom alle andre politikker – bør være konfliktstof, hvor meningerne brydes efter ideologisk overbevisning, i stedet for blot at være ekspeditionssager på baggrund af et fasttømret europapolitisk flertal, som vi har set det i de seneste årtier,” siger Nedergaard.

Begge professorer glæder sig over, at der i Danmark i de seneste måneder har været en omfattende debat om, hvad de politiske partier egentlig ønsker sig af det europæiske samarbejde. Peter Nedergaard påpeger i den forbindelse, at debatten i Danmark oven i købet i mange henseender har lignet debatten i andre EU-lande.

”I den forstand kan man tale om, at der er ved at opstå et europæisk demos – en europæisk offentlighed – hvor man debatterer emner som velfærd, indvandring og beskæftigelse,” siger han.

Thorsten Borring Olesen advarer imidlertid på sin side om, at særligt Venstre som det ledende parti i blå blok er slået ind på en kurs, der på længere sigt kan skade både partiets troværdighed og dets evne til at skabe politiske kompromiser.

”På den ene side er det helt legitimt at være skeptisk over for en række tiltag fra Bruxelles. Men på den anden side må man jo respektere det rammeværk, der er. Og det har man ikke gjort, hverken i sagen om børnechecken, eller da Lars Løkke Rasmussen i sidste uge i Folketinget opfordrede statsminister Helle Thorning-Schmidt til at se bort fra Grundlovens bestemmelser om, at mindst 30 pct. af de stemmeberettigede skal stemme nej, for at et folketingsflertals tilslutning til EU’s patentdomstol kan forkastes,” siger Borring Olesen.

”Sådan som man har håndteret det, betyder det, at man stikker befolkningen blår i øjnene, og at man tager kampen i de forkerte arenaer. Det giver på længere sigt Venstre problemer med både troværdigheden og den politiske effektivitet,” siger professoren.

Peter Nedergaard siger på sin side, at man ikke bør overvurdere betydningen af Dansk Industris kritik af Venstre.

”Når et parti er så stort som Venstre, skal det varetage mange andre interesser end det store erhvervslivs,” siger han og understreger samtidig, at man naturligvis må vente at se til efter et regeringsskifte, om Venstre, De Konservative og Liberal Alliances ønske om at føre europapolitik fra sag til sag er et varigt fænomen, eller om der snarere er tale om, at de i deres aktuelle position som oppositionspartier mest er ude på at gøre livet besværligt for regeringen.

Blå blok er blevet mere skeptisk

Nyorienteringen i de danske politiske partiers europapolitik har været mest markant i Venstre. Danmarks liberale parti har ført en EU-valgkamp, der under Lars Løkke Rasmussens stramme styring – eksempelvis i udpegningen af partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, Ulla Tørnæs – i en række henseender placerer partiet i selskab med Storbritanniens EU-skeptiske konservative. Partiets øvrige EU-parlamentarikere og Venstres medlemmer af Folketingets Europaudvalg ligger til gengæld snarere på den mere EU-positive og Tysklands-orienterede linje, som regeringen og Udenrigsministeriet pejler efter. Løkkes nye EU-skeptiske linje vækker bekymring i de erhvervs- og finanskredse i Venstre, der er svorne tilhængere af arbejdskraftens frie bevægelighed, og som ønsker, at Danmark skal indtræde i EU’s bankunion.

Hos De Konservative har partiformand Lars Barfoed siden sommeren 2013 gennemført en markant forandring af partiets EU-politik i skeptisk retning. Konservative ’udenrigspolitikere’ som de tidligere formænd og udenrigsministre Per Stig Møller og Lene Espersen deler regeringens analyse om, at Danmark overordnet set skal vælge ’den kontinentale vej’ og ikke den britiske vej, som Per Stig Møller udtrykker det. Partiets europaparlamentariker, Bendt Bendtsen, har ført en målrettet og fokusgruppe-baseret kampagne rettet mod bekæmpelsen af østeuropæiske tyvebander, og tidligere økonomiminister Brian Mikkelsen påkaldte sig stor opmærksomhed, da han beskrev østeuropæiske arbejdere i Danmark som skadelige græshopper.

Hos Liberal Alliance har partileder Anders Samuelsen foretaget en fuldtonet europapolitisk kovending, efter at han både som radikalt medlem af Europa-Parlamentet og som stifter af partiet Ny Alliance gik ind for dansk deltagelse i euroen. I dag er Liberal Alliance modstander af euroen og modstander af dansk indtræden i EU’s bankunion, og Samuelsen selv har erklæret, at Liberal Alliance i dag er det borgerlige Danmarks ”reelle skeptikere”. Af samme grund har partiet forud for gårsdagens valg afvist at være i valgforbund med Venstre og De Konservative. Man ønskede ikke, at stemmer på partiets spidskandidat i givet fald skulle ende med at føre til valg af en mere EU-positiv kandidat fra V eller K. Samuelsen kritiserer Dansk Folkeparti for i Folketinget i en række sager at have ”stemt som et ja-parti”.

EP-valgets store vinder, Dansk Folkeparti, har vundet mange stemmer på lette paroler som ’Mere Danmark – mindre EU’. Men partiet er, som formand Kristian Thulesen Dahl understregede i sit ugebrev i sidste uge, ikke tilhænger af en dansk udmeldelse af EU. Derimod ønsker DF-formanden, at Danmark lægger sig på ”den gyldne middelvej” i europapolitikken, hvilket efter hans opfattelse er den vej, som Storbritanniens konservative regering følger. På baggrund af den aktuelle udvikling i Venstre kan man dermed konstatere en kraftig tilnærmelse mellem de to partier i europapolitikken. Dermed kan der være en opblødning på vej hos Lars Løkke Rasmussen, der tidligere har nævnt EU-politikken som en væsentlig grund til, at Dansk Folkeparti ikke vil blive en del af en Venstre-ledet regering efter næste valg. Europapolitikken blev ikke nævnt, da Løkke tidligere på måneden opstillede sine betingelser for at stille sig til rådighed som borgerlig statsministerkandidat ved næste folketingsvalg.

De Radikale og SF er de nye proeuropæere

I rød blok er Enhedslisten trods partiets historiske paroler om international solidaritet trådt i karakter med en stærkt nationalistisk og protektionistisk europapolitik, efter at partiets ledelse i foråret 2013 fik nej fra græsrødderne til at stille op under eget navn ved EP-valget. I stedet for på den måde at blive del af den organiserede og fremgangsrige yderste venstrefløj i Europa-Parlamentet, har partiet samlet sine vælgere om et lodret krav om udmeldelse af EU. Det stadig stærkere venstrefløjsparti vil dermed kunne ventes at mobilisere kraftigt på nej-siden, hvis det kommer til folkeafstemninger om enten retsforbeholdet eller bankunionen.

Omvendt har både SF og De Radikale under EP-valgkampen manifesteret sig som Danmarks to mest proeuropæiske partier. Socialistisk Folkeparti ser Europa-Parlamentet som det eneste rigtige sted at føre kampen for grøn omstilling i Europa og for strammere regulering af den finansielle sektor. De Radikale har på deres side fastholdt deres liberale holdning til arbejdskraftens frie bevægelighed.

Endelig har Socialdemokratiet ført hovedparten af sin EU-kampagne på temaer såsom kampen mod social dumping og regulering af finanssektoren. Selv mere venstreorienterede kredse i fagbevægelsen accepterer i dag, at kampen om sikring af løn- og arbejdsforhold i høj grad går via EU, mens kritikere af partitoppen dog påpeger, at eksempelvis statsminister Helle Thorning-Schmidt godt kunne lægge mere politisk afstand til udviklingen i Tyskland, hvor de svageste grupper på arbejdsmarkedet i dag tjener så lidt, at deres løn må suppleres med tilskud fra staten.

Statsministerens europapolitiske bundlinje er, at den brede europapolitiske aftale, som skiftende ministre i Udenrigsministeriet forhandlede med oppositionen i 2012 og 2013, i dag er meget langt væk. Og at den, hvis den nogensinde bliver en realitet, formentlig vil blive en spinkel overordnet rammeaftale, som ikke kan bruges til meget, når det igen bliver nødvendigt at bede danskerne sige ja eller nej til stærkere dansk deltagelse i EU – hvad enten det drejer sig om ophævelsen af rets- og forsvarsforbeholdene eller om dansk deltagelse i EU’s bankunion.