Det bliver især de fremtidige generationer, der kommer til at betale for den afskaffelse af efterlønnen, som regeringen har lagt op til. Ikke alene må de vente med at gå på folkepension, til de er oppe i 70’erne, de må også regne med, at deres pensionisttilværelse vil blive markant kortere end for de generationer, der går på efterløn i disse år.

Hvor en 60-årig, der går på efterløn i dag, i gennemsnit kan forvente at nyde sit otium i 22-23 år, vil f.eks. en 22-årig ikke alene skulle vente med at gå på folkepension til vedkommende er 72 år, men må derefter regne med kun at leve i yderligere ca. 16 år. Så kortvarig har pensionisttilværelsen ikke været, siden efterlønnen blev indført for 30 år siden. Se figur 1.

Det fremgår af nye beregninger af den fremtidige folkepensionsalder og antal leveår på pension, som Mandag Morgen har lavet på grundlag af den befolkningsprognose, som den uafhængige forskningsinstitution DREAM udarbejder hvert år i samarbejde med Danmarks Statistik.

Den tidligere formand for Velfærdskommissionen, professor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, der i årevis har talt for en afvikling af efterlønnen, er enig i, at regeringens forslag har en klar generationseffekt:

“Der er en regning for fortidens synder, som især skyldes, at man har ladet den gennemsnitlige tilbagetrækningsperiode stige i takt med levealderen uden at tænke på konsekvenserne. Det problem er nærmest umuligt at løse i dag uden at belaste de nuværende og fremtidige generationer,” siger han.

Det er den såkaldte finanspolitiske holdbarhed, der i de seneste mange år har været omdrejningspunktet for, hvordan vi på mellemlang sigt holder orden på dansk økonomi. Finanspolitisk holdbarhed er et mål for, om der på meget lang sigt – frem til 2100 – er balance mellem de offentlige udgifter og indtægter, hvis man tager højde for de allerede vedtagne reformer og den fremtidige udvikling i befolkningens alderssammensætning.

Skal man tro Finansministeriets seneste fremskrivning – den såkaldte 2015-plan – der er knap et år gammel, er man ganske tæt på balance, hvis man indregner regeringens kriseplan fra foråret 2010 og regeringens forslag til en ændring af førtidspensionen mv. og Statens Uddannelsesstøtte. Når statsministeren alligevel i sin nytårstale fremsatte forslaget om at afskaffe efterlønnen, er det derfor ikke motiveret af spørgsmålet om holdbarhed, men om den måde, som holdbarheden opnås på.

Problemet er kort fortalt, at udgifter og indtægter er fordelt på den uheldige måde, at der frem til ca. 2055 vil være underskud hvert eneste år, hvorefter der ifølge beregningerne vil være overskud i resten af dette århundrede. Det er selvsagt et skrøbeligt grundlag, for jo længere ud i fremtiden den type beregninger strækker sig, jo mere usikre bliver de.

Mest alvorligt er det dog, at danske regeringer frem mod ca. 2055 må regne med, at man regelmæssigt vil komme i konflikt med EU-reglen om, at underskuddet ikke må overskride 3 pct. af BNP – og at den samlede gældophobning i de næste ca. 45 år vil kollidere med EU-reglen om, at den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 pct. af BNP. Risikoen er selvsagt, at finansmarkederne vil reagere med krav om højere rente for danske statsobligationer og spekulation mod den danske krone, hvorfor man nemt kan ende i en situation med de EU-krav om økonomiske kriseindgreb, som i dag bl.a. plager lande som Grækenland, Irland og Portugal.

Denne usikre fremtid er ikke nogen ny opdagelse, for den uheldige tidsmæssige sammensætning af udgifter og indtægter indgik allerede i regeringens oprindelige 2015-plan, der blev offentliggjort i august 2007. Der er bare ikke mange, som har talt om det problem, før den økonomiske krise fra efteråret 2008 gjorde billedet endnu mere dystert, fordi den eliminerede det overskud, der ifølge planen trods alt ville være frem til 2015. Se MM04, 2009.

Forslaget om afskaffelsen af efterlønnen bunder derfor først og fremmest i fortidens synder: Det ufinansierede skattestop, de ufinansierede skattelettelser i 2004 og 2007, den ukontrollable vækst i det offentlig forbrug og en langsomt virkende aftale om forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen, der indebærer, at arbejdsstyrken reduceres med omkring 50.000 personer frem mod 2020.

Den ukendte indeksering

Hovedparten af generationseffekten skyldes, at den fem-årige efterlønsperiode ifølge regeringens udspil sløjfes for alle under 45 år. Men det spiller også ind, at den nuværende politiske aftale om efterløn og folkepension indeholder en meget lidt omtalt indekseringsmekanisme, som indebærer, at folkepensionsalderen fra 2030 skal reguleres i takt med den voksende restlevetid for en 60-årig. Princippet i reguleringsordningen er, at de år, som levealderen fremover vil øges med, alle omsættes til flere år på arbejdsmarkedet, således at antallet af år på folkepension efter en længere indkøringsperiode konstant vil være ca. 15 år.

Reguleringsordningen medfører også, at de fremtidige generationer kan se frem til at anvende en stadig større del af deres liv på arbejdsmarkedet og en stadig mindre del på pension. Hvor en 60-årig i dag kan regne med at tilbringe lidt over en fjerdedel af sit liv på en offentlig betalt tilbagetrækningsordning, vil det for den 22-årige kun være omkring en sjettedel. Se figur 2.

Den tidligere formand for Arbejdsmarkedskommissionen, direktør Jørgen Søndergaard, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er enig i, at der er en generationseffekt. Han hæfter sig dog ved, at der på grund af den voksende levetid og indekseringsmekanismen under alle omstændigheder ville ske en favorisering af de nuværende efterlønsgenerationer: “Og den forskelsbehandling vil bare blive endnu større, hvis man som forudsat i den nuværende aftale om efterløn og pension venter med at nedsætte efterlønsalderen til 2019. Set i en generationssammenhæng vil størrelsen af regningen til de fremtidige generationer afhænge af, hvor hårdt eller blidt man behandler generationerne mellem 59 og 45 år.”

Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Martin Madsen mener, at den skæve generationsfordeling skyldes, at man i debatten har stirret sig blind på efterlønsordningen og har overset, hvor dybtgående en reform af efterlønnen der blev vedtaget med tilbagetrækningsaftalen i 2006:

“For alle under 30 år er virkningen, at deres efterlønsalder på grund af indekseringen bliver højere end nutidens pensionsalder. Det er i virkeligheden ret brutalt, og derfor er der ingen grund til at skære yderligere. Det vil blot øge byrderne for de fremtidige generationer. Ikke mindst for de faglærte og ufaglærte brugere af efterlønnen, der jo har en betydelig lavere levealder og derfor vil få en endnu kortere pensionstilværelse end de tilsigtede ca. 15 år.”

Kolde fødder?

Regeringen fremlægger først sin endelig plan for afvikling af efterlønnen i morgen tirsdag, og det kan ikke udelukkes, at man i sidste øjeblik får kolde fødder med hensyn til den forfordeling af de fremtidige generationer, der er lagt op til.

Teoretisk set kunne regeringen forsøge at løse problemet uden at forringe den finanspolitiske holdbarhed ved, at de ekstraindtægter, som en udfasning af efterlønnen giver i perioden indtil ca. 2055, blev anvendt til at nedbringe kravene til tilbagetrækningsalderen – og dermed indtægterne – i anden halvdel af dette århundrede.

Hvordan det praktisk kan ske, er til gengæld ikke helt nemt at se, hvis man vil undgå at sætte mere til på gyngerne, end man vinder på karrusellerne. For selvom det er de kommende mange års underskud i statskassen, som man i denne omgang forsøger at begrænse, kan man naturligvis ikke ignorere, at det samlede indgreb ikke må svække den finanspolitiske holdbarhed.

Ifølge en beregning, som den uafhængige forskningsinstitution DREAM har foretaget for Mandag Morgen vil en afskaffelse af efterlønnen for de under 45-årige øge den finanspolitiske holdbarhed med 0,8 pct. af BNP – svarende til 13,2 milliarder kr. hvert år i al fremtid.  Dertil skal lægges virkningen af nedtrapningen for de 45-59-årige, som dog næppe kommer til at betyde ret meget for holdbarheden.

I princippet har regeringen to oplagte muligheder for at bløde op på tilbagetrækningsalderen for de under 45-årige: At undlade at gennemføre den planlagte forhøjelse af folkepensionsalderen fra 65 til 67 år, der ifølge det nuværende velfærdsforlig skal gennemføres i fra 2024-27, eller at slække på indekseringen af folkepensionsalderen fra 2030 og frem.

VKs muligheder

Ifølge DREAMs beregninger er den første mulighed den økonomisk mest farbare løsning. En bevarelse af pensionsalderen på de 65 år vil kun koste 0,3 pct. af BNP (5 milliarder kr.), men altså trods alt efterlade et pænt overskud. Se figur 3.

Til gengæld forekommer det at være en umulig tanke helt at afskaffe indekseringen. For ifølge DREAMs beregninger er det så stor en sværvægter, at det ville få ethvert håb om balance mellem udgifter og indtægter til at fordufte. Prisen ville være 2,5 pct. af BNP (44,3 milliarder kr.) – altså mere end tre gange så meget som skrotningen af efterlønnen vil indbringe.

En mindre opblødning af indekseringen ville selvsagt være en mulighed, men spørgsmålet er, om en tilbagetrækningsgevinst på et par år for de under 45-årige er så politisk meningsfuld, at den er værd at betale. Når regeringen offentliggør sin detaljerede plan på tirsdag, vil dens største problem næppe være vælgerne under 45, men de skuffede 45-59-årige, der – tæt på efterlønsalderen – vil se den mulighed forringet.

Hidtil er der heller ikke meget, der tyder på, at generationsproblemet er regeringsudspillets svageste punkt. For selvom både Socialdemokraterne, SF og LO-fagbevægelsen har forsøgt at slå hårdt på de kommende generationers meget høje pensionsaldre, ser det ikke ud til, at budskabet er slået igennem. Det kan skyldes, at andelen af de a-kasse-forsikrede, der er med i efterlønsordningen, er langt lavere i denne gruppe end blandt de over 45-årige. Og dertil kommer formentlig, at spørgsmålet om pensionsalder ikke er en sag, der optager de berørte aldersgrupper særlig meget, fordi den under alle omstændigheder forekommer at ligge uendeligt langt ude i fremtiden.

Fra en økonomisk synsvinkel er den meget høje pensionsalder til gengæld et betydeligt risikomoment. For i takt med at pensionsalderen nærmer sig, må man forudse, at også denne gruppes interesse vil vokse – og udløse et stærkt pres på kommende generationer af politikere, der hvert femte år – med 15 års varsel – skal udmønte indekseringen i en konkret pensionsalder. Første gang i 2015, hvor den nuværende befolkningsprognose tilsiger, at pensionsalderen fra 2030 skal hæves til 68 år.

Andre løsninger

Martin Madsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd erkender, at den nuværende fordeling af udgifter og indtægter er meget problematisk, men han mener, at problemet kan løses på mange andre måder.

En mulighed er at ændre den nuværende beskatning af de private pensionsopsparinger, så de bliver skattepligtige ved indbetalingen og skattefri ved udbetalingen: “Det kunne gøres på en måde, så det ikke havde betydning for den enkeltes opsparing, og da der i virkeligheden er tale udskudte skatter, der bare ikke optræder på statens budget, ligger det egentlig lige for at synliggøre dem. Forestiller man sig bare en beskatning på 33 pct., ville det nemt kunne lukke det forventede hul i statskassen frem til midten af dette århundrede,” siger Martin Madsen.

Det er dog ikke en løsning, som hverken Jørgen Søndergaard eller Torben M. Andersen vil anbefale. Ifølge Jørgen Søndergaard kunne en sådan omlægning – selv om den var neutral i forhold til den enkelte pensionsopsparer – skabe så stor mistillid til hele pensionssystemet, at man kunne risikere, at danskernes opsparingslyst ville mindskes betydeligt: “Det tvivler jeg på, at nogen politiker ville risikere,” siger han.

Torben M. Andersen peger på, at skal denne mulighed ikke blive en administrativ rædsel, er man nødt til at lave “en big bang-løsning” for både eksisterende og nye pensioner: “Ved en samlet fremrykning af provenuet fra pensionsbeskatningen skaber man så det problem, at de offentlige finanser her og nu kommer til at se bedre ud, end de faktisk er. Og som vi har set i de seneste mange år, vil det kunne friste politikerne til at skubbe problemerne yderligere ud i fremtiden.”

Skulle man forsøge at udjævne den skæve generationsbalance i regeringens efterlønsforslag, mener Torben M. Andersen, at det ville være en bedre ide at ophæve skattestoppet og lave en boligskattereform, der f.eks. blev skruet sådan sammen, at den især ramte veletablerede boligejere:

“Det er ikke noget præcist redskab, men da en forhøjelse af ejendomsbeskatningen vil føre til et fald i huspriserne, ville det gennemsnitligt være til fordel for de yngre generationer.”

Det synspunkt deler Martin Madsen, mens Jørgen Søndergaard påpeger, at det næppe er vejen frem, fordi der også er mange boligejere iblandt de under 45-årige. Skal hele denne gruppe kompenseres for fortidens synder, mener han, at man i højere grad bør knytte forhåbningerne til, at regeringen gør alvor at skabe “ubureaukratiske” tilbagetrækningsordninger mv. for de grupper, der hidtil er gået på efterløn på grund af et svigtende helbred: “Jo mere enkelt og ubureaukratisk de indrettes, jo mindre vil tabet blive for de fremtidige generationer, som helt mister adgangen til efterløn.”