Det er en meget opsigtsvækkende melding, formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kommer med i dagens udgave af Mandag Morgen Navigation. Han erklærer sig nu åben for at gøre folkeskolerne til selvejende institutioner, og det vil i praksis betyde, at kommunalbestyrelserne og hans forhandlingsmodpart på arbejdsgiversiden, KL, vil miste indflydelse over skolerne.

Gøres alle landets skoler til selvejende institutioner, vil det være en revolution af det danske skolevæsen og den måde, det har været organiseret på siden almueskolen i 1814. 

Bondo har indtil nu været modstander af ideen. Da Lars Løkke Rasmussen under den seneste valgkamp pludselig lancerede en ide om at gøre folkeskolerne til selvejende institutioner, var Bondo hurtig til at afvise den. ”Jeg synes, det er dybt useriøst, at vi her til sidst i valgkampen skal se et forslag, der i den grad ændrer på folkeskolens forudsætninger,” sagde Bondo dengang. I dag forholder han sig helt anderledes, og han kalder selv sin afvisning dengang for ”en automatreaktion”. 

”I dag er jeg ikke så stålsat mere. Hvis omkostningerne til administration er for høje i det danske skolesystem, er det ikke en hellig ko for mig. Jeg er åben for at gøre skolerne til selvejende institutioner,” siger Bondo til Mandag Morgen. 

Danmarks Lærerforening har nu indledt en dialog med gymnasierne for at høre om deres erfaringer med selveje. Gymnasierne lå tidligere under amterne, men blev selvejende institutioner i forbindelse med strukturreformen. I dag konkurrerer de om at profilere sig og tiltrække elever og dermed taxameterpenge. De har mulighed for at overføre overskud til næste års budget, så de kan opbygge egenkapital og lave langsigtede investeringsplaner. 

Kort fortalt kan de drives som firmaer – inden for de rammer, som loven foreskriver for uddannelsesinstitutionerne. De er underlagt en række centralt fastsatte mål og styringsrammer, der skal sikre, at eleverne får en ordentlig uddannelse. 

Der er mange vigtige erfaringer at trække på fra gymnasierne, og dem gør lærerforeningen og skoleverdenens andre nøgleaktører klogt i at studere nøje, før man tager springet ind i den nye virkelighed.

Anders Bondo Christensens udmelding åbner spillet før forhandlingerne om folkeskolereformen. Samtidig kan den muligvis forstås som et vink med en vognstang til KL, der i forbindelse med forhandlingerne om de offentlige overenskomster i 2013 har skruet bissen på med skrappe krav, der ikke mindst vil ramme lærerne. 

Farvel til business as usual

Anders Bondo Christensen har indset, at business as usual ikke længere er nok til at sikre lærerne gode arbejdsvilkår og udviklingsmuligheder. Derfor er han gået i gang med at overveje nye måder at styre skolerne på, så skolerne og lærerne ikke konstant risikerer at blive kastebold mellem staten og kommunerne. 

Siden almueskolen i 1814 har Danmark haft et todelt system, hvor staten og Folketinget har lagt de overordnede rammer via love og bekendtgørelser, mens de lokale myndigheder, kommunalbestyrelserne, har afholdt udgifterne til skolernes drift. Det betyder, at skolen og dens skolebestyrelse ofte kommer i klemme mellem de høje forventninger fra Folketingets partier og de barske økonomiske realiteter i kommunerne.

Administrationsudgifterne til folkeskolen er væsentligt højere i Danmark end i de fleste andre vestlige lande. Og en forklaring kan være, at der spildes ressourcer i spillet og koordineringen mellem de forskellige forvaltningslag.

”Man skal altid have et forbehold over for internationale sammenligninger, men når man kigger på ”Education at a Glance”, så bruger vi kun 50 pct. af skolepengene på lærerlønningerne, mens gennemsnittet i OECD er 62,5 pct. Det er, fordi vi bruger for mange penge på administration,” siger Anders Bondo Christensen. 

Tallene er værd at dvæle ved. For lærerne er det interessant, hvis man kan skaffe flere ressourcer til skolernes faglige udvikling, til lærernes efteruddannelse og måske endda til lærerlønninger ved at spare på den tunge dobbeltadministration af skolerne. For regeringen er det interessant, hvis man kan skabe bedre skoler for færre penge og måske oven i købet få bedre styringsredskaber, fordi man ikke konstant behøver at tage kommunerne med på råd. 

Men der er langt mere på spil. Selveje er en enkel måde at lave afbureaukratisering på og mindske detailstyringen fra flere ledelseslag. Erfaringerne fra andre selvejende institutioner – hvad enten det er daginstitutioner, gymnasier, professionshøjskoler eller universiteter – viser, at selvejet er med til at skabe øget ansvarsfølelse og engagement på de enkelte institutioner. Det følger simpelthen med den øgede frihed. 

For lederne, de fagprofessionelle og andre interessenter – f.eks. forældrebestyrelserne – giver selveje en mulighed for selv at præge institutionens fremtidige rammer i en grad, der ikke er mulig, når man konstant risikerer at blive gidsel og kastebold mellem de lokale og statslige myndigheder. 

En række undersøgelser har dokumenteret, at selvejende institutioner skaber bedre faglig ledelse, større medarbejdertilfredshed, flere nye pædagogiske tiltag, mere fokus på efteruddannelse og investeringer samt større forældreengagement.

Politisk forlig eller løftebrud

Hvis Folketingets partier vil holde de løfter, som de kom med så sent som dagen før folketingsvalget i september 2011, er der et politisk flertal for at gøre folkeskolerne selvejende. Lars Løkke Rasmussens udmelding i valgkampen fik nemlig opbakning fra de fleste uddannelsesordførere, og fra Dansk Folkeparti til SF var der støtte til at tage skridt i retning af at gøre folkeskolerne mere selvejende. Nogle ville først lave forsøg, andre, som bl.a. Venstre, var klar til at gå all in.

Men siden folketingsvalget har flere af partierne skiftet ordførere, og det har også fået flertallet til at vakle. 

I valgkampen udtrykte SF – i pagt med partiets tradition om øget selvforvaltning – sympati for ideen og var klar til forsøg med selveje. Men efter valget skiftede man standpunkt. Som ny uddannelsesordfører erklærede Annette Vilhelmsen sig som tilhænger af fortsat fælleseje. Hvordan hun stiller sig, nu hvor hun er partiformand, vides ikke. Men hun har baggrund i friskoleverdenen, senest som leder af Nationalt Videncenter for Frie Skoler. Dermed må man formode, at hun om nogen har blik for styrkerne i en selveje-model.

Heller ikke Det Radikale Venstre, der før valget var modstander af at gøre folkeskolerne selvejende, ser ud til at blive primus motor bag et forslag. De har traditionelt slået meget på, at man skal have tillid til lærerne. Spørgsmålet er, om de nye udmeldinger fra lærernes formand kan få partiet på andre tanker. 

I Mandag Morgen har børne- og undervisningsminister Christine Antorini tidligere åbnet for, at man kan lave en form for hybridmodel, som man kender den fra dagsinstitutionsområdet. Det er et tilbud, der er gratis og frit for alle, og det er selvejende nonprofit-institutioner, der skal holde sig inden for kommunens overordnede børnepolitik. 

På dette punkt er hun og Anders Bondo sikkert ikke ret langt fra hinanden, for også Bondo taler om en hybridmodel, hvor kommunerne kan tænkes med som en medspiller. Hvordan det så i praksis skal organiseres, er mere åbent. 

Følg gymnasierne

Der er gode argumenter for en selvejemodel i stil med gymnasiernes. Undersøgelser viser, at både bestyrelser, ledere og lærere har oplevet overgangen til selvejende institutioner som en klar styrkelse af gymnasiets virksomhed, og de føler, at de også har fået mere råderum i dagligdagen. De har også fået mulighed for at spare op til investeringer i lokaler, udstyr, efteruddannelse etc. De opererer på et statsreguleret marked, men konkurrencen virker i praksis. Gymnasierne konkurrerer indbyrdes om at tiltrække elever, der udløser taxametertilskud. Derfor har de opprioriteret indsatsen med at profilere sig og blive skarpere på, hvilke spidskompetencer de egentlig har. Den økonomiske selvstændighed virker positivt. Og noget tyder på, at det også har styrket den faglige udvikling – selve undervisningen.

En undersøgelse, som AKF har foretaget af otte gymnasier i hovedstaden, tegner et billede af meget velfungerende gymnasier. Der er sket en øget professionalisering af ledelsen og af bestyrelsens arbejde, og der lægges meget vægt på at forbedre lærerkvaliteten og kvaliteten i undervisningen. 

Den enkelte lærer tilrettelægger stadig den daglige undervisning, men gymnasiereformens krav om nye arbejdsformer og samspil mellem fagene har samtidig betydet, at lærernes forberedelse af undervisningen har ændret sig markant. Der arbejdes meget tværfagligt, og inden for fagene er der også opstået et øget samarbejde. Det er f.eks. almindeligt, at faggrupper planlægger emner, forløb og eksaminer, men det er meget forskelligt, hvor meget de mødes. For at forbedre samarbejdet lærerne imellem har nogle gymnasier indført tilstedeværelsespligt for lærerne om eftermiddagen.

Professor Niels Egelund er en af dem, der har undersøgt erfaringerne på gymnasierne, og efter det, han har set, er han blevet overbevist om, at også folkeskolerne bør gøres selvejende. ”Tiden er inde til at sige, at kommunerne altså ikke er gode nok til at løfte opgaven. Hvis man virkelig vil det her, skal der ikke længere være kommunale skoler, men selvejende institutioner under staten,” udtalte han til Mandag Morgen i foråret.

Frihed og socialt ansvar

Gymnasierne er også blevet bedre til at lave fastholdelsestiltag, der modvirker frafald af svagere elever, fordi taxameterordningen også afhænger af gymnasiernes output –  om eleverne i sidste ende får deres eksamen. 

Det skaber et helt andet engagement på den enkelte institution. Når en folkeskoleleder ser en skoletræt eller fagligt svag elev, ser han et problem, som han egentlig helst vil være fri for eller sende på en specialskole. Når en gymnasierektor ser en fagligt svag elev, ser han risikoen for at tabe en stor pose penge. 

Hvis regeringen og folketingets partier er bekymret over, at de danske folkeskoler sender op imod 17 pct. af eleverne ud som funktionelle analfabeter, så burde de nok overveje, om ikke selvejermodellen kunne være med til at styrke indsatsen mod den store produktion af tabere. Hvis man vil styrke incitamenterne yderligere, kunne man kombinere selvejet med en form for social udviklingsfond, som skoler med mange svage elever kan få penge fra til at lave særlige tiltag, der profilerer deres skoler. Præcis som man kender det med profilskolerne i dag. 

For Danmark kan der være en selvstændig pointe i, at man indfører selvejerskab i folkeskolen og samtidig ligestiller alle typer af grundskoler økonomisk, så pengene følger eleverne. På det punkt kan man med fordel kigge til Sverige. 

En ændring af den svenske skolelov i 1990’erne gjorde det muligt at drive skoler som selvejende eller såkaldt “fritstående” institutioner – sågar med kommercielt sigte. Skolepengene følger eleven i form af en virtuel voucher, ligesom det er tilfældet med fri- og privatskolerne herhjemme. Men det offentlige betaler 100 pct. af de fritstående skolers driftsudgifter, mens fri- og privatskolerne i Danmark kun får 75 pct.  

De fritstående svenske skoler har fået lov til at hjemtage profit og overføre overskuddet fra det ene år til det andet. I praksis har det vist sig, at de geninvesterer overskuddet i skolerne, og det har ført til mere efteruddannelse og investeringer i nyt inventar. I den danske skoledebat er der ofte en frygt for social sortering via fri- og privatskoler. Men i Sverige er de fritstående skoler forpligtet til at tage imod alle elever, uanset social baggrund. Det betyder, at de fritstående skoler, som bl.a. Kundsskabskolan, ikke har den sociale slagside, som man kender fra nogle privatskoler i Danmark. De svenske skoler skal efterleve et nationalt curriculum, så eleverne får de samme kundskaber efter endt skolegang som eleverne på kommuneskolerne. 

Skal de svenske erfaringer med fuld økonomisk ligestilling mellem alle skoletyper bruges i Danmark, vil det også få den konsekvens, at friskoler og privatskoler fremover forpligtes til at være åbne for alle elever, uanset baggrund.

Nytænkning af den offentlige sektor

Debatten om selvejende skoler skal ses i en større sammenhæng om nytænkning af hele den offentlige sektor, som er sat på dagsordenen i kølvandet på den økonomiske krise. 

Overalt i landet eksperimenteres der på livet løs med nye innovative løsninger, og hundredvis af skoler har søgt om lov til at lave eksperimenter uden for folkeskolelovens rammer. En række kommuner er også begyndt at tænke i radikal velfærdsinnovation, så man kan skabe bedre velfærd af højere kvalitet – måske endda for færre penge. Der er også en voldsom kritik af det måle-og-veje-system, der har kostet masser af arbejdstimer og bureaukrati i de senere år, og på alle niveauer er der en fornemmelse af, at der er behov for at gå nye veje.

Her forleden udtalte formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen (S), til Dagbladet Information, at ”der er brug for, at vi gentænker styringen af den offentlige sektor fra bunden. Vi skal væk fra regelstyringen, så vi kan udnytte ressourcerne meget bedre.”

Skolen kunne være et godt sted at starte. Selvejende skoler, der får direkte taxametertilskud fra staten, kan bidrage til at afbureaukratisere området og mobilisere de skjulte ressourcer i institutionerne. Erfaringerne fra gymnasierne taler for, at selvejerskabet i praksis kan løfte kvaliteten, styrke den faglige udvikling på de enkelte institutioner og få en positiv social sideeffekt, hvis taxameterordningerne skrues rigtigt sammen. 

Den kompetencemæssige fornyelse og videreudvikling finder bedst sted i et tæt samarbejde mellem skoleledere, lærere og skolebestyrelse, og i den sammenhæng er det et forstyrrende og besværende led at skyde kommunalbestyrelsen ind som mellemled mellem stat og institution. Erfaringerne viser, at den kommunale styring ikke er nogen garanti for stabile og langsigtede investeringer på skoleområdet, endsige for at forbedre det faglige niveau eller den sociale sammenhængskraft. 

Der er behov for radikal nytænkning, hvor man fra daginstitutioner og skoler til gymnasier og universiteter laver en samlet og enkel styringsmodel, der sætter selvejerskabet i højsædet. Kommunalbestyrelsen er en naturlig samarbejdspartner for daginstitutioner og skoler i forhold til lokalplaner og behovet for at gøre netop disse institutioner til lokale kraftcentre – f.eks. ved at favorisere og støtte skoler, der åbner lokalerne for andre fritidsaktiviteter og foreningsliv senere på eftermiddagen, om aftenen og i weekenden. Men det vil være langt mere fornuftigt at gøre skolernes økonomi og ansvar for bygningerne fri af de lokale myndigheder, så deres fremtidige aktivitet knytter sig til deres evne til at tiltrække elever, fastholde dem og give dem en god eksamen.  

Politikerne bør modtage Anders Bondo Christensens melding med kyshånd. Det er en fremragende mulighed for at forny og forbedre de danske skoler, samtidig med at man skaber et langt stærkere engagement og ansvarsfølelse i de enkelte institutioner. 

Det bør blive et centralt element i forhandlingerne af den nye folkeskolereform. Hvis reformen virkelig skal føre til nytænkning, bør politikerne måske ikke fortabe sig for meget i, hvilke fag der skal være eksamensfag, og om der skal skrues lidt på lærernes arbejdstid. Det vil skabe langt mere dynamik og fornyelse, hvis man hugger den gordiske knude over og giver folkeskolerne den frihed og det selvejerskab, der kan drive fornyelsen igennem i hverdagen. 

Kald det bare en Ny Nordisk Skole, hvis det gør det lettere at få modellen til at glide ned. For det er vel fundamentalt set det, Christine Antorinis projekt handler om: At skabe forandring og fornyelse fra neden. Kan man så samtidig blive enige om, at skolerne skal forvandles til heldagsskoler, hvor der skabes en ny spændende vekselvirkning mellem undervisning og praksis, mellem dyb faglighed og eksperimenterende projekter, mellem leg og læring og mellem forskellige fag, kunne skolen måske ligefrem tage et udviklingsspring, som vil give de nye selvejende institutioner en bred og spændende bane at spille på.