Topchefens kronprins er ikke alene et varmt emne i en virksomheds bestyrelse, men mindst lige så meget for den afgående direktør. Valget får afgørende betydning for eftermælet, og derfor giver et flertal af erhvervslederne - uofficielt - deres mening til kende, når efterfølgeren skal findes Men det vil ofte give bestyrelsen falske lodder i vægtskålen. “Det er naivt at tro, at man kan være objektiv, når det drejer sig om at udtale sig om ens efterfølger,” siger tidligere Danica-chef Erik Bonnerup. I Mandag Morgens kortlægning af danske topchefers exit-strategi-er hører Bonnerup til den gruppe, der benytter den udbredte nonstop-model. Her fortsætter de afgående direktører i en ny karriere som professionelle bestyrelsesmedlemmer. Af hensyn til den nye karriere forlader mange topchefer deres virksomheder i en stadigt yngre alder, viser en undersøgelse af pensionspraksis, Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget.