Regionerne har langt hen ad vejen leveret varen, siden de afløste amterne i 2007. De har øget produktiviteten på sygehusene, skåret ventelisterne ned, overholdt budgetterne, skabt tilfredse patienter og er i fuld gang med at bygge nye supersygehuse for over 40 milliarder kr. Derfor bør de og ikke staten fortsat have ansvaret for at drive sygehusene.

Sådan lyder det samstemmende fra tre af landets førende sundhedseksperter. Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet, er en af fortalerne for at lade regionerne fortsætte med at have ansvaret for sygehusene.

”Det har vist sig, at regionerne har været i stand til at drive sundhedsvæsenet ganske udmærket. Når man analyserer fordele og ulemper ved alternative modeller, når man frem til, at den nuværende regionsmodel at the end of the day er den mindst ringe, selv om den har sine ulemper,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Dermed rammer han lige ned i et politisk minefelt. For sundhedsvæsenet tegner til at blive et af de velfærdsområder, hvor valgresultatet får størst betydning for kursen de næste mange år. Samtidig viser flere målinger, at sundhed og sygehuse står øverst på vælgernes liste over vigtige emner ved det kommende folketingsvalg.

Vinder statsminister Helle Thorning-Schmidt valget, vil regionerne overleve og dermed bevare ansvaret for bl.a. at styre sygehusene, behandling hos praktiserende læger og andre velfærdsopgaver til over 100 milliarder kr.

Bliver Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, statsminister, vil regionerne med stor sandsynlighed blive nedlagt, og ansvaret for sygehusene lagt over til staten. Men de fire partier i blå blok er ikke enige om, hvilken sygehusmodel der skal afløse regionerne. Derfor tegner der sig heller ikke et klart billede af, hvordan sygehusene skal styres, hvor stor magt den siddende sundhedsminister skal have, hvorvidt lokalpolitikere bliver kørt ud på et sidespor, og hvem der skal have ansvaret for praktiserende læger, tandlæger og sundhedsvæsenets andre private aktører.

Afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse og tidligere direktør i Dansk Sundhedsinstitut professor Jes Søgaard er også mest varm på den nuværende regionsmodel.

”Regionerne har fungeret godt. If it ain’t broke, don’t fix it. Og i betragtning af, at staten har svært ved at styre en tilsynsfunktion i Sundhedsstyrelsen, kan man være bekymret for at give den ansvaret for hele sygehusvæsenet,” siger Jes Søgaard.

Fire modeller i spil

Ingen lande har opfundet det perfekte sundhedsvæsen. Hver af de sundhedsmodeller, man finder rundt om i verden, har sine styrker og svagheder. Og den empiriske viden om fordele og ulemper ved modellerne er relativt begrænset.

Den model er der ikke enighed om i blå blok. Dansk Folkeparti frygter, at det blot vil skabe et nyt mellemled, hvor det kan være svært at placere et politisk ansvar. Partiet foretrækker i stedet en ren statslig model, hvor den siddende sundhedsminister får det overordnede ansvar for styringen af sygehusene og sundhedsvæsenets prioriteringer.

Uanset hvilken model en eventuel blå regering vil lande på efter valget, efterlader det en lang række uafklarede spørgsmål om bl.a. ansvar, prioriteringer, finansiering, kvalitet og ansattes rettigheder.

Skal evt. bestyrelsesmedlemmer være administratorer, sundhedseksperter eller politikere – og hvem skal udpege dem? Hvilke frihedsgrader skal bestyrelserne have, hvis man samtidig vil sikre danskerne de samme sundhedstilbud fra centralt hold? Hvilke sanktionsmuligheder skal ministeren have over for bestyrelserne? Hvem skal have ansvaret for praksislægerne – og for samspillet mellem sygehuse, almen praksis, speciallæger og kommunale sundhedsydelser? Hvordan fastholder man sygehusenes nuværende udgiftsdisciplin og produktivitetsudvikling? Hvordan indpasser man de nye supersygehuse i den nye struktur? Hvordan skal hele finansieringsmodellen og incitamentsstrukturen mellem stat, kommuner og sygehuse indrettes, når regionerne forsvinder ud af ligningen? Og er de over 100.000 ansatte i regionerne omfattet af loven om virksomhedsoverdragelse og dermed sikret en jobgaranti på samme måde som ved strukturreformen?

Regioner har leveret varen

Siden regionernes fødsel for 10 år siden har de, trods mange dystre spådomme om en kort levetid, præsteret en stribe gode resultater. År efter år bliver de ved med at øge produktiviteten. Flere og flere patienter bliver behandlet, mens udgiftsniveauet stort set er uændret. Se figur 3.

Samtidig er byggeriet af de nye supersygehuse i bl.a. Aarhus, Odense, Aalborg, Hillerød, Køge og Gødstrup i fuld gang. Byggeriet, der samlet løber op i over 40 milliarder kr., er planlagt ud fra den eksisterende struktur med fem regioner og tager også højde for placeringen af specialer og akutfunktioner på sygehusene. Hvis staten skal overtage ansvaret for sygehusene midt i byggeprocessen, kan det få betonblanderen til at hakke.

Det er den slags, som får eksperterne til at advare mod at gamble med sundhedsvæsenet. Jakob Kjellberg, professor og programleder for sundhed hos Kora, har også svært ved at se fornuften i at lade staten overtage ansvaret for sygehusene.

”Der skal være en rimelig fornuftig grund til at lave det om. Det er ikke gratis. Det er nærmest grotesk dyrt at lave det om. Men hvad er det for nogle meritter, staten har som driftsherre, som er så indlysende bedre end regionerne på sundhedsområdet, når man nu ser på f.eks. DSB, militæret og politireformen? Det har jo vist sig, at regionerne fungerer. Og når vi nu også har sat gang i byggeprojekter til over 40 milliarder kr. struktureret ud fra de nuværende fem regioner, giver det ingen mening at lave det om,” siger Jakob Kjellberg.

Enkeltsagernes paradis

Når partierne i blå blok vil nedlægge regionerne og lade staten overtage ansvaret for sygehusene, er det bl.a. for at sikre en mere ensartet kvalitet af behandlingerne på tværs af landet og en mere effektiv drift af sygehusene.

[graph title="Ventetiderne rasler ned" caption="Figur 5  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/17200-tka_fig03_udviklingen-i-sygehusenes-produktivitet.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e4937-tka_fig03_udviklingen-i-sygehusenes-produktivitet.png" text="Ventetiderne er faldet markant de senere år."]Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet. [/graph]

Men hvorvidt det kan opnås ved at lade staten styre sygehusene, er usikkert, mener Kjeld Møller Pedersen.

”Der findes ikke dokumentation for, at staten kan drive sygehusene mere effektivt end regionerne. Hvorvidt staten kan sikre en mere ensartet kvalitet af behandlingerne på tværs af landet, afhænger meget af, hvor meget spillerum og selvstændighed man vil give. Forskellen mellem de to statslige modeller er, at der er plads til lokale nuancer i bestyrelsesmodellen, hvilket er langt sværere i en ren statsmodel, da hele grundtanken er, at farven skal være ens over hele landet,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Eksperterne peger også på, at med en statsmodel kan talrige enkeltsager fremover ende på ministerens bord og i folketingssalen. Når en ung patient føler sig fejlbehandlet, når en kræftpatient på 90 ikke kan få en ny dyr medicin, eller når et lille sygehus skal lukke, vil medierne kræve handling fra de ansvarlige politikere i Folketinget, og det kan i yderste konsekvens føre til lovændringer, som vil ramme hele landet.

”Der risikerer let at gå politisk overbud i det, som man har svært ved at håndtere nede i driften,” siger Jakob Kjellberg.

Han fremhæver bl.a. den aktuelle debat, som læger og regioner har rejst om de stigende udgifter til medicin. Nogle sygehuse er blevet tvunget til at fyre sygeplejersker for at få råd til behandlinger, som i visse tilfælde kan koste en halv million kroner om året til en enkelt patient.

”Fra nationalt hold har man sagt, at det vil man ikke røre ved. Christiansborg har ufattelig svært ved at tage upopulære beslutninger på sundhedsområdet. Derfor tyder meget på, at det fungerer bedre, når folk ude i regionerne tager de driftsmæssige beslutninger såsom at lukke nogle ting og flytte patienterne rundt,” siger Jakob Kjellberg.

Ingen af de skiftende ekspertgrupper, der blev nedsat under Nyrup-, Fogh- og Thorning-regeringerne til at se på strukturen, nåede frem til den konklusion, at en kommunemodel eller en statsmodel er den mest optimale. Se tekstboks.

Rollerne er byttet rundt

Hvis en blå regering er fast besluttet på at nedlægge regionerne, er der mest opbakning blandt eksperterne til en bestyrelsesmodel, hvor f.eks. tre administrative regioner med hver sin bestyrelse af indirekte valgte politikere og fagprofessionelle får ansvaret for at drive sygehusene.

Kaster man et blik ud over det europæiske sygehuskort, vil man da også kunne se, at sygehusvæsenet i langt de fleste lande er organiseret på en eller anden form for regionalt niveau. Der er dog store variationer i spændet mellem regionaldemokratisk selvstyre og regioner under statslig kontrol.

De tre danske eksperter har ikke den store fidus til en kommunemodel som i Finland. Det er da også en model, som Finland nu er ved at gå bort fra, da kommunerne har svært ved at styre udgifterne, og der er store forskelle på tværs af landet.

Venstres forslag om tre statslige sygehusfællesskaber minder langt hen ad vejen om den store reform, som Norge gennemførte tilbage i 2002, da staten overtog ansvaret for sygehusene fra de såkaldte fylkeskommuner. Erfaringerne herfra er dog meget blandede. Læs også artiklen "Norge har blandede erfaringer med statslige sygehuse".

Da VK-regeringen og Dansk Folkeparti besluttede at nedlægge regionerne i 2011, skete det efter en ekstremt forceret beslutningsproces og uden forudgående analyser. Det var et markant brud med årtiers traditioner, når det gælder store strukturelle reformer som kommunalreformen i 1970, bistandsloven fra 1976 og strukturreformen i 2004. Alle disse reformer var flere år undervejs og byggede på talrige analyser og et kæmpemæssigt udredningsarbejde.

Hvis en ny blå regering vil nedlægge regionerne, opfordrer Kjeld Møller Pedersen derfor til, at man lader en håndfuld eksperter analysere de forskellige modeller, inden man lægger sig fast på én bestemt:

”Det vil være at foretrække, hvis nogle kan analysere fordele og ulemper ved de forskellige modeller, så man ikke en sen nattetime skriver ind i et regeringsgrundlag, at det enten skal være en ren statsmodel eller en statsmodel med bestyrelser. Sundhedsvæsenet er for vigtigt et område til, at man ikke giver sig tid til at tænke bare en lille smule over udformningen.”

Under alle omstændigheder står Danmark nu i den paradoksale situation, at de partier i blå blok, som vedtog strukturreformen for 10 år siden, med Løkke som hovedarkitekt, nu kan give regionerne dødskysset. Mens de partier i rød blok, som oprindeligt var imod reformen, nu vil kæmpe for at bevare regionerne og lade dem styre sygehusene.