Hvis Danmark, USA og de øvrige NATO-lande satser alt for entydig på militæroprustning for at imødegå det, Donald Trump og NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder ”en farligere verden” uden også at afsætte penge til nødhjælp, diplomati og udvikling, bliver verden næppe mindre farlig.

Det siger en række sikkerheds- og udviklingspolitiske eksperter, Ugebrevet Mandag Morgen har talt med. De advarer Lars Løkke mod blindt at følge i hælene på Trump og opfordrer folketingets partier til nøje at overveje, om det kommende løft af forsvarsbudgettet, som et politisk flertal allerede støtter, ikke også bør ledsages af øgede investeringer i diplomati, konfliktforebyggelse og udviklingsbistand.

”Jeg kan ikke se, at det skulle være den bedste udenrigspolitiske prioritering, at Danmark lægger sig op ad USA og opruster militæret bare for at tilfredsstille Trump. Vi har mere brug for at styrke diplomatiet, det internationale samarbejde og få udviklingsbistanden ud at virke i verden,” siger Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Det er ellers lige nøjagtigt den modsatte budgetprioritering, den amerikanske præsident, Donald Trump, har foreslået med sit kontroversielle udspil til 2018-budgettet, der lige nu er under granskning i Kongressen. Trump foreslår at give det i forvejen gigantiske amerikanske militær 10 pct. flere dollar til næste år – svarende til 54 milliarder dollar – og samtidig skære både diplomatiet og ulandsbistanden med omkring 30 pct. Se figur 1.

Det har skabt chokbølger helt op til toppen af FN, hvor generalsekretær António Guterres har sagt, at han godt nok anerkender behovet for militær magt til at bekæmpe terrorisme, men at der også er et behov for at bekæmpe de underliggende årsager til terrorismen gennem bl.a. konfliktforebyggelse, fredsskabende missioner, investeringer i en bæredygtig udvikling og hurtige internationale svar på humanitære kriser.

Det samme mener de danske udviklings- og sikkerhedspolitiske eksperter, som godt nok kalder Trumps budgetforslag et klart symbol på det bebudede politiske projekt om at styrke USA’s militære overlegenhed, hvilket i sig selv kan være sikkerhedspolitisk legitimt, men at den entydige prioritering af militærmagt på bekostning af diplomati og udvikling er skidt nyt for verdens sikkerhed, stabilitet og fremgang.

”Det er et kæmpe skridt i den forkerte retning for at skabe en stabil og fremgangsrig verden. Det er hævet over enhver tvivl,” siger Lars Engberg-Pedersen, der umiddelbart kun kan finde en enkelt fornuftig besparelse i Trumps budgetforslag: At holde lidt igen med USA’s donationer til Afghanistan, som man i årevis har oversvømmet med dollars, hvilket har ført til mere korruption og flere konflikter.

”Bortset fra det, vil jeg mene, at det er helt forkerte prioriteringer, hvis man vil have en fredeligere verden. Al bistanden fra USAID (USA’s officielle udviklingsorganisation, red.) er selvfølgelig ikke det mest saliggørende i verden, men det er da bedre end bomber,” siger Lars Engberg-Pedersen.

Selv om lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen har noget større tiltro til bombers potentielle sikkerhedsskabende effekter, betegner også han først og fremmest Trumps opprioritering af militæret på bekostning af konfliktforebyggelse, fredsskabende arbejde og udviklingsbistand som ”decideret tåbelig”.

”Sikkerhedsmæssigt er det en underlig prioritering. I hvert fald set med europæiske øjne, fordi en af de største trusler, vi står over for, er den destabilisering, der kommer til at ske i Afrika, hvis vi ikke får mere styr på, hvordan vi kan hjælpe de skrøbelige stater til at fungere bedre,” siger han.

Langt størstedelen af verdens krige bryder ud i såkaldte skrøbelige stater, forklarer han. Dem eksisterer der mellem 30 og 50 af i dag, og langt de fleste ligger i Afrika og kan derfor hurtigt sætte gang i nye flygtningebølger mod Europa.

”Derfor giver det mere mening at prøve at satse på, hvordan man med forskellige virkemidler kan hjælpe de her lande til at fungere bedre, så der ikke kommer så mange krige og konflikter, og så folk bliver hjemme i stedet for at flygte,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Paradigmeskifte i USA

Trumps budgetforslag, der har fået titlen ”America First: A Budget Blueprint to Make America Great Again”, er langt fra at blive til virkelighed – og bliver det formentlig aldrig i sin nuværende form. Det skal først godkendes i Kongressen, hvor også mange republikanere er skeptiske over for nogle af de voldsomme besparelser, Trump lægger op til.

Det indikerer også, at Trump er i fuld gang med at rykke fundamentalt ved årtiers politiske konsensus om, at de bløde magtmidler som diplomati, udviklingsstøtte og humanitær hjælp i en eller anden udstrækning går hånd i hånd med USA’s militærmagt som udenrigspolitiske instrumenter til at varetage landets interesser, som eksempelvis også præsident George W. Bush gik ind for. Trumps slagtning af udenrigsministeriet og udviklingsbistanden er et frontalangreb på den konsensus, siger ph.d.-stipendiat i internationale studier ved Aarhus Universitet Søren Friis.

”Trump deler ikke forestillingen om, at handel, udvikling og internationalt samarbejde i sidste ende også er godt for USA’s sikkerhed. Han lægger alle æggene i en kurv og siger, at jo flere penge der bliver brugt på hård militærmagt, jo større, stærkere og mere sikker bliver USA – også selv om han tager pengene fra diplomati og udvikling,” siger Søren Friis.

Den bebudede militæroprustning er med andre ord et forsøg på at gøre en ”kæmpestor hammer endnu større”, som Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet udtrykker det.

”Trump fokuserer på den hårde magt, og så regner han med, at han kan bruge den til at opnå det, han gerne vil. Han tror på, at hvis man står med en rigtig stor hammer, så skal man nok få folk til at makke ret,” siger han og understreger, at det argument også på sin vis er sikkerhedspolitisk logisk.

”En af grundene til, at stormagtskrig i dag er utænkeligt, er, fordi USA er verdens største militære magt og alle andre totalt overlegen. Så der er en god pointe i, at amerikanerne skal fastholde deres militære overlegenhed – det er sådan set også i Europas interesse,” påpeger han og tilføjer så hurtigt:

”Men ligefrem at øge militærbudgetterne så meget, som Trump foreslår, det har jeg svært ved at se, at der er sagligt belæg for,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Koldkrigslogik er tilbage

At kanoner kan være gode til at afskrække andre fra at gå i krig, betegnede Ronald Reagan under Den Kolde Krig som ”Peace through strength”. Ligesom Trump har hugget sit valgkampsslogan om at gøre USA great again fra Ronald Reagan, har han også taget hans storpolitiske koldkrigslogik til sig. Forskellen er bare, at Den Kolde Krig for længst er slut. Og paradoksalt nok mener Trump som en af de eneste vestlige statsledere ikke, at Rusland udgør en stigende trussel, der ellers er hovedargumentet fra NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, og de andre NATO-medlemmer, herunder Danmark, der forsøger at vinde folkelig opbakning til øgede forsvarsbudgetter.

Trumps oprustning er vel at mærke ikke bekymrende for Danmark i sig selv. Kun hvis de som foreslået finansieres ved at suge midler fra det multilaterale samarbejde, er det et problem for Danmark, fordi det dermed kan være med til at udvande den internationale sikkerhedsorden, som FN, NATO og EU er med til at fastholde. Derfor skal Danmark og de andre NATO-lande passe på med ukritisk at danse med til tonerne af Trumps koldkrigsfanfare, advarer Søren Friis.

”Den danske regering forsøger at pakke sine bebudede forsvarsinvesteringer ind i, at Putin og Rusland er blevet farligere for Danmark. Men reelt er det Trump, man forsøger at tækkes. Det er USA, man fortsat vil være venner med, og der ikke rigtig nogen i regeringen, der overvejer risikoen ved, at det også kan betyde en svækkelse af de internationale institutioner,” siger Søren Friis.

Mindre Danmark i verden

Men i stedet for kun at pege fingre ad Donald Trump for at svigte ulandsbistanden, diplomatiet og det multilaterale samarbejde må Danmark først og fremmest gribe i egen barm. Over de sidste 10 år har skiftende danske regeringer således selv sparret masser af skattekroner på både udviklingsbistand, diplomati og på Forsvaret. Og selv om Udenrigsministeriets slogan engang hed ”mere Danmark i verden”, er realiteterne nærmere det modsatte, når man ser på de udenrigspolitiske prioriteringer af de offentlige budgetter.

Den danske bistand til udviklingslande er på 10 år sænket fra 11,3 milliarder i 2006 til 9 milliarder sidste år, hvis man alene ser på den del, der er opgjort i §6.3 på Finansloven, hvilket dermed ikke medregner asyludgifter og udgifter fra andre ministerier, der ellers officielt tælles med som en del af ulandsbistanden i rapporteringen til OECD. Forsvarsministeriets budget er i samme periode skåret fra 21,2 milliarder kr. til 20,7 milliarder kr., samtidig med at resten af økonomien vel at mærke er vokset. Det svarer til, at Danmark i 2006 brugte 1,26 pct. af BNP på Forsvaret og sidste år kun 1,02 pct. Der er altså lang vej op til at give 2 pct. af BNP, som Trump kræver. Den danske bistand til udviklingslandene under Udenrigsministeriet er til sammenligning faldet fra 0,67 pct. til 0,44 pct. af BNP i samme periode. Og samlet set er alle de tre områder gået fra at udgøre 2,06 pct. af BNP i 2006 til 1,57 pct. af BNP sidste år, viser Mandag Morgens opgørelse. Se figur 2.

”Hvis man ser på Danmarks samlede bidrag til alle internationale aktiviteter, så er det faldet over hele linjen. I en verden, hvor der er ustabilitet og krig, underudvikling og store flygtningelejre, kunne man mene, at man nok både skulle øge ulandsbistanden og midlerne til diplomatiet i samme omgang, som man vil hæve forsvarsbudgetterne. Især hvis vi virkelig nærmer os en verden, hvor man måske ikke længere kan være helt sikker på de internationale institutioner længere, der ellers har været grundlaget for Danmarks sikkerhed,” siger Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

”Det hænger jo sammen. Uden militære kapaciteter virker diplomatiet ikke særligt godt. Og uden dygtige diplomater, virker militæret heller ikke optimalt,” siger han.

Peter Viggo Jakobsen er enig, men har endnu hårdere ord til regeringen:

”Vi har ikke bare skåret ned på vores udvekslingsbistand over en årrække, vi har også lige sparet 400 mio. kr. på, at der ikke kom så mange flygtninge, som vi frygtede. Men de penge er bare forsvundet ned i Finansministeriets sorte hul i stedet for at blive kanaliseret ned til de skrøbelige stater for at stabilisere, hvilket set med strategiske og sikkerhedspolitiske øjne jo er totalt hjernedødt,” siger han med henvisning til en afsløring tidligere på måneden, der har fået oppositionen til at kalde to af regeringens ministre i samråd.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) understreger i et skriftligt svar til Mandag Morgen, at Danmarks udenrigspolitiske strategi fortsat er en bred satsning på både diplomati, udvikling og forsvar.

”Der er lang dansk tradition for at se sikkerhed mere bredspektret. Derfor fokuserer vi meget bredere end blot på militære udgifter. Udviklingsbistand, humanitær bistand og diplomati er alle væsentlige for at bidrage til stabilitet og fremgang på verdensplan og er på den måde også til gavn for vores sikkerhed herhjemme. Men samtidig er det klart, at vi i lyset af det ændrede trusselsbillede nu er nødt til at øge forsvarsudgifterne,” siger udenrigsministeren.