Privatisering
DONG skal fedes op før salg
Kritik af regeringens dobbeltrolle
Liberaliseringen af energimarkedet er kun halvt færdig, så længe regeringen både er reguleringsmyndighed og ejer en af sektoren største spillere: Dansk Olie og Naturgas. Det påpeger en række eksperter og brancheaktører. De konstaterer, at regeringen er ved at fede DONG op, så et salg kan indbringe det størst mulige provenu til statskassen. Med forrige uges energiforlig har DONG fået fri bane til at gå på opkøbstogt blandt de danske elselskaber. Og på gasområdet får selskabet lov til at beholde det såkaldte distributionsnet, der forbinder hovedvejene med den enkelte forbruger. DONGs konkurrenter melder derfor nu, at de vil holde sig helt væk fra privatkundemarkedet, der frigives 1. januar. Eksperter, konkurrenter og energikunder har ét klart budskab til regeringen: Sælg DONG nu.