Eksperter: Statens satsning på grøn omstilling er alt for lille

For 10 mio. kr. signalværdi. Sådan lyder dommen over et pilotprojekt, som Fornyelsesfonden søsætter i denne måned for at vække de mindre og mellemstore virksomheders interesse for grønne forretningsmodeller. En ny rapport konkluderer, at der er både vækst og arbejdspladser i at få de mindre virksomheder til at ændre forretningsfokus. Men de har endnu ikke erkendt behovet for at gå fra at sælge produkter til at sælge grønne løsninger. Det kræver i stedet en massiv oplysningskampagne, mener eksperter.

Der er for langt mellem de små og mellemstore virksomheder herhjemme, der har skiftet deres traditionelle kerneforretning ud med en grønnere model.

Det vil Fornyelsesfonden nu rette op på med et stramt pick-the-winner-program til 10 mio. kr. Først vil ti lovende virksomheder blive udvalgt til at være med. Senere indsnævres feltet til kun fem små og mellemstore virksomheder, hvis lovende, grønne forretningsideer vil blive støttet med hver 1,5 mio. kr. over et toårigt forløb. Se boks.

Programmet er inspireret af de Accelerace-programmer, der bruges til at løfte iværksættere til at blive vækstiværksættere. Men selv om netop Accelerace-programmet, som eksempelvis forskerparken Symbion kører, kun koster 270.000 kr. per virksomhed, rækker Fornyelsesfondens penge kun til signalværdi uden effekt.

Login