Flere skal læse tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, mens færre skal betræde humanioras virkelighedsfjerne gange, for det er synd for de unge og dyrt for samfundet at uddanne til arbejdsløshed.

Man kunne foranlediges til at tro, at ordene stammer fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), men i virkeligheden var det daværende undervisningsminister, Bertel Haarder (V), der fældede dommen i starten af 1980’erne. Han skruede op for optaget på ingeniørstudierne, fordi erhvervslivet sagde, de havde brug for flere ingeniører. Men økonomien og vindene på arbejdsmarkedet skiftede i mellemtiden, og dimittenderne kunne pænt stimle sammen med de andre akademikere i arbejdsløshedskøen.

Fra 1986 til 1993 steg arbejdsløsheden blandt ingeniører fra 2 til 9 pct., og de ekstra studiepladser fik skylden. Og selvom faggruppen med undtagelse af et enkelt år havde en lavere ledighed end akademikerne set over ét, blev historien et skræmmeeksempel på, hvad der sker, når politikere blander sig i optaget på de videregående uddannelser.

Siden har ingen politikere turdet gå samme vej. Ingen vil lave ”en Haarder”. Før nu. Det skal være slut med at uddanne unge til arbejdsløshed på landets universiteter, slog Sofie Carsten Nielsen fast i september. Hun har siden fået både applaus og prygl for sin såkaldte dimensioneringsplan, der skal styre optaget på de uddannelser, der over en årrække har sendt for mange kandidater ud på et arbejdsmarked, hvor der ikke er job til dem.

På onsdag står et flertal af Folketinget for den næste omgang verbale tæsk til ministeren. Venstre, Konservative, SF, DF og Alternativet har indkaldt hende til hasteforespørgselsdebat, og med deres 90 mandater i ryggen vil de lægge pres på ministeren for at få hende til at ændre sine planer. Partierne vil have, at færre studiepladser ryger i svinget, og de kræver, at universiteterne selv kan få lov til at bestemme, hvilke fag der skal skæres ned.

Trods det forestående drama i folketingssalen er der bred opbakning til ministerens grundlæggende projekt. Produktivitetskommissionen, Kvalitetsudvalget, en stribe erhvervsorganisationer, et bredt flertal i Folketinget og sågar universiteterne er enige om, at man bør kigge uddannelsessystemet efter i sømmene. For det går ud over både samfundets og den enkeltes velstand, at for mange mangler job.

Sidste år undersøgte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvad dimittendledigheden koster. Fra 2008 til 2013 oplevede Danmark en firedobling af nye højtuddannede, der gik direkte fra specialeskrivning til dagpenge, og den samlede regning for samfundet løber op i 8,5 milliarder kroner over de næste ti år, viste analysen. Da arbejdsløsheden blandt de højtuddannede bliver ved med at vokse, vokser milliardregningen også. De seneste tal fra september viser, at hver tredje nyuddannede akademiker er arbejdsløs et år efter, at kandidatgraden er i hus.

For den enkelte kan arbejdsløsheden også mærkes. Selv når man mødes med studiekammeraterne for at fejre 10-års-jubilæum. De, der er arbejdsløse, et halvt år efter at uddannelsen er i hus, tjener 13-17 pct. mindre end dem, der fik job med det samme.

Problemet skal løses, men der er stor uenighed om hvordan.

Førende forskere og medlemmer af Mandag Morgens Velstandsgruppe kan dog blive enige om, at den ikke skal gribes an, som ministeren og Folketinget lægger op til. Hverken tilgangen eller grundlaget for den holder til et nærmere eftersyn, lyder det.

”Det er meget usikkert, om indsatsen kommer til at virke, og hvis den gør, bliver det først om en årrække, så vi kan ikke se det som en løsning på det ledighedsproblem, vi står med nu,” siger Per Kongshøj, der er arbejdsmarkedsforsker, professor ved Statskundskab på Aalborg Universitet og medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe.

Uddannelsesforsker og professor i sociologi ved Københavns Universitet Anders Holm er enig og peger også på, at de politiske initiativer ikke løser de problemer, de forsøger at adressere.

”Hvis dimensioneringen virker efter hensigten, taler vi stadig om langsigtede effekter. Der vil i hvert fald gå 10 år, før indgrebet slår igennem og viser sig på ledighedsstatistikkerne. Så det løser ikke noget problem nu og her,” siger han.

Holm og Kongshøj bakkes op af endnu en professor – Hanne Foss Hansen, der er professor i offentlig forvaltning og organisation ved Københavns Universitet.

”Dimensionering og detailstyring er ikke vejen, hvis man skal mindske arbejdsløsheden,” siger hun.

Til gengæld findes der talrige danske og internationale eksempler på, hvordan andre metoder kan komme ledighedsproblemerne til livs, understreger de.

Men hvad er der ifølge kritikerne egentlig galt med Sofie Carsten Nielsens planer om at tage den politiske styring med uddannelsesoptaget? Ifølge Mandag Morgens analyse falder kritikken i fire centrale anklagepunkter:

#1: Ministeren bruger miniskørtmodel

Ingen har sagt det bedre end fodboldtræneren Ebbe Skovdahl: ”Statistik er som et miniskørt. Det giver gode idéer, men skjuler det vigtigste.” Sådan ser det også ud med den statistik, Uddannelsesministeriet har lagt til grund for sit forslag til en styringsmodel.

Modellen bygger på ledighedstal for nyuddannede kandidater, som tallene ser ud to år efter, at de har fået kandidatgraden i hus. Hvis et studie i de 10 år fra 2002 til 2012 har oplevet højere ledighed for sine kandidater end gennemsnittet af akademikere har oplevet, skal den optage færre studerende i fremtiden.

[graph title="Tal taler ikke" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/3d208-van_fig01_tal-taler-ikke.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/a019e-van_fig01_tal-taler-ikke.png" text="Uddannelsesministeriet har valgt at basere sin model for styring af uddannelsesoptaget på ledighedstal fra 2002 til 2011, og i den periode har de humanistiske uddannelser den højeste dimittendledighed. Men fra 2011 og frem ser billedet mere broget ud. Faktisk overhaler djøf’erne humanisterne i sommeren 2011."]Kilde: Akademikernes Centralorganisation. [/graph]

Derfor kommer humanisterne til at holde for. Ifølge ministeriets tal er det nemlig dem, der findes flest af i køen hos a-kassen. Og det er fuldstændig rigtigt. For i perioden fra 2002 til 2012 var det kunsthistorikere, filosoffer, litterater og andre humanister, som ikke fandt arbejde.

Men hvis man kigger på tallene fra 2012 og frem, ser billedet mere broget ud. Både ingeniører og djøf’ere – økonomer, jurister og statskundskabere – øger deres ledighed, og samfundsvidenskaberne overhaler humanisterne omkring juli 2012. Se figur 1.

Set i den optik burde man også skære ned på djøf-uddannelserne, mener formanden for regeringens kvalitetsudvalg, Jørgen Søndergaard, der er forskningsleder ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

”Vi ved med stor sikkerhed, at den offentlige sektor ikke vil aftage nær så mange akademikere, som den har gjort tidligere. Fag, der retter sig mod den offentlige sektor, kommer med stor sandsynlighed til at opleve store beskæftigelsesproblemer i fremtiden. Så de samfundsfaglige uddannelser er bestemt i farezonen,” siger Jørgen Søndergaard.

Modellen bliver også kritiseret for at fokusere på dimittendledigheden i stedet for den samlede arbejdsløshed. Det fokus betyder, at beregningerne ikke viser, om humanisterne kommer i arbejde, men hvor hurtigt de kommer i arbejde. Ser man på den samlede arbejdsløshed, viser de seneste tal fra Akademikernes Centralorganisation, at humanister og djøf’ere ligger nogenlunde lige på omkring 6-7 pct. Der er dog tale om to forskellige udviklinger. For humanister er der tale om et fald, set over en længere periode fra omkring 25 pct. i 1980’erne, mens djøf’ernes ledighed har ligget nogenlunde stabilt, før den steg i 2008 som konsekvens af krisen.

#2: Små studier giver høje procenter

Modellen tager heller ikke hensyn til studiernes størrelse. Jo mindre et studie er, desto kraftigere slår det ud i ledighedsstatistikkerne, hvis ikke alle finder et arbejde. Kunsthistorie er et godt eksempel, som dekanen for det humanistiske fakultet på Københavns Universitet, Ulf Hedetoft, har fremhævet ved flere lejligheder.

Arbejdsløsheden blandt kunsthistorikerne er cirka 11 pct. mod et gennemsnit på 6,1 for hele humaniora. Derfor skal kunsthistorie optage færre studerende end i dag. Men kunsthistorie er et lille studium. I 2014 indleverede 25 studerende deres speciale og blev belønnet med en kandidatgrad. 11 pct. af dem kan se frem til at stå uden job. Det svarer til 2-3 stykker. Hvis Københavns Universitet skal udrydde arbejdsløsheden, skal studiet optage 22-23 i stedet for 25. Og hvis universitetet skal bringe arbejdsløsheden ned på gennemsnittet for alle humanister, skal det optage 1,5 studerende mindre end i dag. I stedet for 25 kandidater, skulle kunsthistorie altså uddanne 23-24.

Dekanen er ikke i tvivl. I et indlæg i Dagbladet Information skriver han: ”Diskursen om ”uddannelse til arbejdsløshed” funderer sig på denne slags latterligt små, næsten mikroskopiske forskelle.”

#3: Kigger ikke fremad

I april i år udkom første delrapport fra regeringens kvalitetsudvalg. Ophavsmændene konkluderer, at en række uddannelser systematisk uddanner for mange, der ikke kan få arbejde. Derfor anbefaler udvalget, at politikerne griber ind og regulerer antallet af studiepladser på landets universiteter. Men modellen skal ikke kun bygge på ledighedstal, siger rapporten, men også på ”solide scenarier for de forventede fremtidige erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder”, som det hedder. Sådan gør man i række andre lande. Holland, Tyskland og Sverige tager udgangspunkt i prognoser for arbejdsmarkedets behov, når de planlægger deres uddannelsesudbud. Men trods kvalitetsudvalgets anbefaling, valgte regeringen at holde sig til de historiske arbejdsløshedstal. Det ærgrer udvalgets formand, Jørgen Søndergaard:

”Modellen er for ensidigt tilbageskuende. Det kan være fornuftigt nok at kigge tilbage, men man skal også kigge fremad,” forklarer han.

Begrundelsen for, at uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen ikke har fulgt sit eget udvalgs anbefalinger, finder man i en efterhånden berømt og berygtet kronik, som blev bragt i Dagbladet Politiken i slutningen af september. Kronikken blev startskuddet på debatten, og i den skriver ministeren:

”Vi begiver os ikke ud i en spåkoneøvelse, hvor vi forsøger at gætte os frem til fremtidens behov. Det kan ingen gøre særlig kvalificeret, og det ville være useriøst.”

Per Kongshøj Madsen, der er medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe, er enig i, at man ikke skal lægge for meget i fremskrivninger af, hvordan arbejdsmarkedet udvikler sig. Men han peger samtidig på, at ministeren indirekte kommer til at gøre det alligevel.

”Ministeriet har ikke lavet prognoser, men når man skærer i uddannelser, der historisk har haft en høj ledighed, antager man også, at tallene vil blive ved med at se ud, nogenlunde som de gør i dag. Altså betragter man arbejdsmarkedet som forholdsvis statisk,” forklarer han.

Hanne Foss Hansen fra Københavns Universitet er enig:

”Dimensioneringen tager udgangspunkt i aktuelle ledighedstal frem for prognoser. Men det er en kunstig argumentation, da det for så vidt stadig er en prognose,” siger hun.

Forskellen er, at prognosen ikke bygger på, hvordan arbejdsmarkedet er ved at udvikle sig eller kommer til at udvikle sig, men derimod på, hvordan arbejdsmarkedet har set ud i en udvalgt 10-årig-periode.

#4: Der går politik i beslutningerne

Sofie Carsten Nielsen er ikke den første, der vil gribe til politisk regulering af studiepladserne på landets videregående uddannelser.

Det fortæller tidligere chefkonsulent i Undervisningsministeriet Kurt Johannesen. Han har været ansat under skiftende ministre og har oplevet store omvæltninger i uddannelsespolitikken – først under Ritt Bjerregaard (S) i slutningen af 1970’erne, hvor man for første gang indførte adgangsbegrænsning på de videregående uddannelser, og senere under Bertel Haarder (V) fra 1982 til 1993, der havde fokus på at få flere humanister og naturvidenskabelige ud i den private sektor og at øge optaget på ingeniøruddannelserne.

Fra 1977 og op igennem 1980’erne under Dorte Bennedsen (S) og Bertel Haarder byggede ministeriets beslutninger om optagelsestal blandt andet på den aktuelle beskæftigelse, ledighed og fremskrivninger, som ministeriet lavede ud fra den data, de havde til rådighed, og efter bedste evne, forklarer Kurt Johannesen.

I 1985 lød prognoserne, at der ville blive brug for flere læger i fremtiden, men Bertel Haarder, der var minister og amtsrådsforeningens formand, Per Kaalund, ville holde igen med at øge optaget. Lægeforeningen var samtidig ikke interesseret i, at der blev skabt et pres på lægernes løn, og Sundhedsstyrelsen var bekymret for, at der kom pres på uddannelsesstillingerne. Det medførte en akut mangel læger op gennem 1990’erne – helt som forudset af de prognoser, som politikerne havde valgt at overtrumfe.

Ifølge formanden fra kvalitetsudvalget skal politikerne holde fingrene fra at detailstyre universiteterne. Udvalget foreslår i sin første rapport, at et uvildigt råd skal vejlede ministeren om, hvor der skal skæres, inden der træffes en beslutning. Men det har ministeren ikke gjort.

”Her kom det hele på en gang: analysen og udspillet til dimensionering. Vores hovedsynspunkt er, at det havde været sundt, hvis analyserne blev varetaget af en uafhængig instans og var lagt frem, så alle aktører har mulighed for i god tid at kigge på dem,” siger Jørgen Søndergaard.

Han mener, det er universiteterne, der har bedst overblik over de cirka 1.500 forskellige udbud, der er på de videregående uddannelser. Ifølge Søndergaard kan politikerne og ministeren udstikke de overordnede rammer, men de kan ikke detailstyre.

”Det er meget, meget svært at have et fuldstændigt overblik over hver eneste detalje i det der kæmpe system. Det er helt rimeligt, at det er politikerne, der træffer den overordnede beslutning om, at vi skal reducere optaget inden for nogle hovedgrupper af uddannelser. Men den bedste løsning kommer, hvis man i højere grad kan lykkes med at få institutionerne til at være med til at implementere det på en hensigtsmæssig måde,” siger han.