Eksperternes dom: Færre studerende giver ikke job til flere akademikere

Flere skal læse tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, mens færre skal betræde humanioras virkelighedsfjerne gange, for det er synd for de unge og dyrt for samfundet at uddanne til arbejdsløshed.

1976: Ritt Bjerregaard (S) indfører de første adgangsbegrænsninger på de videregående uddannelser. Hidtil har optaget været frit, men et boom i optaget i 1960’erne og 1970’erne giver en overproduktion af kandidater til det offentlige. Optaget på lægeuddannelsen bliver sænket fra 1.300 til 700.
1977: Turen er kommet til de resterende uddannelser. De skæres hårdt, og det samlede optag på 28.000 bliver reduceret til blot 18.000. Fordelingen er centralt styret af ministeren. Uddannelsessystemets første dimensionering er en realitet. Samme år bliver den koordinerede tilmelding med karakterkrav på uddannelserne indført.
1982: Bertel Haarder (V) bliver undervisningsminister. Han havde tidligere været skeptisk over for den centrale styring af optaget, som han opfattede som planlægningsøkonomi, men fortsætter dog selv i samme spor, da man i 1983-84 ser en betydelig ungdomsarbejdsløshed. Haarder øger igen optaget.
1985: Haarder ønsker at styrke den private sektor, og gennem kampagner, reguleringer og forhandlinger med uddannelsessystemets parter prøver han at øge optaget på ingeniøruddannelserne på bekostning af optaget på humaniora og de samfundsfaglige uddannelser. Det lykkes. Ministeriet laver kampagner for at få flere kvinder ind på ingeniøruddannelserne. Der bliver i årene efter oprettet en række blødere ingeniøruddannelser, hvis kandidater for nogle af uddannelsernes vedkommende aldrig rigtig får plads og anerkendelse på arbejdsmarkedet. Samme år betyder et kompromis mellem ministeriet, amtsrådene og Sundhedsstyrelsen, at lægestudiet fastholder sit optag på mellem 500 og 600 pladser til trods for at prognoserne lyder, at der senere vil komme lægemangel.
1993: Som en konsekvens af det øgede optag på ingeniøruddannelserne, og fordi få ingeniører vælger at gå på pension, oplever de nyuddannede ingeniører en enorm arbejdsløshed. Den generelle arbejdsløshed for ingeniørerne overstiger for første gang nogen sinde den generelle ledighed blandt akademikere. Samme år afskaffer undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) beskæftigelsesafsnittene i de såkaldte vejledningsaviser, som ministeriet hidtil har brugt til at fremskrive afsætningen af universitetskandidater på arbejdsmarkedet og dermed også til at justere optaget efter. Vig Jensen tror ikke på prognoser. Op igennem 1990’erne bliver optaget mere frit, og man går væk fra
den centrale planlægning. Universiteter og andre uddannelsesinstitutioner kan i højere grad selv beslutte optagelsestallet.
2000: Efter 2000 vinder de kvantitative målsætninger indpas under skiftende regeringer, og de driver uddannelsespolitikken. Først er målsætningen, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal læse på en videregående uddannelse, senere bliver den 60 pct.
2008: Opsving i økonomien gør, at søgningen på de videregående uddannelser stagnerer, og muligheden for at få godt betalte ufaglærte job gør, at det øgede optag svigter det år.
2009: Krisen er kommet, og den officielle politik fra regeringens side er, at de unge skal bruge perioden frem til næste opsving til at uddanne sig og derved undgå en stor ungdomsarbejdsløshed.
2014: Målsætningen om, at 60 pct. af en ungdomsårgang er indskrevet på en videregående uddannelse, er nået. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) sætter nu ind for at minimere optaget. Det sker på baggrund af ledighedstal fra 2002 til 2011. De videregående uddannelser skal skære 3.535 pladser på bachelorniveau og 2.362 på
kandidatniveau. Hårdest går planen ud over humaniora, som i perioden har haft den største ledighed blandt de nyuddannede. Ringen er sluttet, og ligesom i 1976 sætter ministeren ind for at reducere det boom, der har været i optaget på de videregående uddannelser.