Eksport redder mellemstore danske virksomheder
“Vi har overlevet krisen på grund af eksportmarkederne. Uden dem ville vi være under afvikling.” Lars Jensen, der er adm. direktør i den Hedensted-baserede virksomhed Eltronic, er ikke i tvivl om, at de store danske industrikunder, der i sin tid tvang Eltronic uden for Danmark, fordi de selv rykkede ud, har været virksomhedens redning. “Var vi blevet i Danmark, ville det have set overordentligt skidt ud for os. Nu oplever vi tocifrede vækstrater på vores eksportmarkeder og en stadig voksende tilgang af lokale kunder derude,” siger Lars Jensen.
Virksomheden, der har 110 medarbejdere ansat til at producere udstyr til optimering af produktionsprocesser og styresystemer i bl.a. vindmølle-, fødevare-, olie- og gasindustrien, er en af mange mellemstore danske virksomheder, der ville være truet på eksistensen uden eksporten. Fælles for de mellemstore virksomheders eksportsuccesser er, at de var etableret i vækstøkonomier allerede før krisen, eller også har de trods krisen vovet at etablere sig ude undervejs. Mens verdensøkonomien strammede mest til, oplevede selskaberne, at vækstraterne fra eksporten til f.eks. BRIK-landene faldt til et niveau, virksomhederne kendte fra nærmarkederne. Men nu melder de igen om tocifrede vækstrater på eksporten, og den prognose forventer de at holde i 2010.
Vil du have adgang til Mandag Morgen?
Analytisk journalistik om samfundets omstillinger – og hvordan de former fremtiden.




