EL: ”Det virkeliggjorte Sovjet var noget møg, ligesom det virkeliggjorte EU er noget møg”

Fem EU-ordførere svarer på, hvorfor EU-debatten skal være så fyldt med forbehold.
Svar på tiltale

Analysen ”Selvfølgelig er EU løsningen på problemet, men …” viser, at danske politikere har overordentlig svært ved at udtale sig om EU uden at pakke det ind i forbehold og skepsis. Vi har givet 5 EU-ordførere mulighed for at forklare, hvorfor det skal være sådan.

AL: ”Det er svært at få lov at være kritisk, samtidig med at man er positiv”

S: ”Det er nødvendigt at få politiseret EU-debatten”

EL: ”Det virkeliggjorte Sovjet var noget møg, ligesom det virkeliggjorte EU er noget møg”

V: ”Man har ikke den grundlæggende enighed om, at man skal være med”

DF: ”Hvis du søger asyl i Danmark, får du en enkeltbillet til Tanzania”

Søren Søndergaard, EU-ordfører i Enhedslisten, er venstrefløjens EU-skeptiske talerør. Han mener, at det bedste for Danmark vil være at melde sig helt ud af EU, fordi unionen først og fremmest er en politisk forening, ikke et europæisk samarbejde.

”EU har en grundlov, som kun kan ændres, hvis alle lande er enige om det, og som dikterer en økonomisk politik, hvor markedet har forrang frem for alt andet,” siger han.

Det betyder, at der er indskrevet en politisk holdning i EU’s grundlag, som ifølge Søren Søndergaard dog kun bør fungere som et sæt spilleregler, og hvor den efterfølgende demokratiske samtale skal afgøre, hvilken retning samarbejdet skal bevæge sig i.

”Jeg tror ikke på en demokratimodel, hvor folk bliver påtvunget en bestemt holdning oppefra. Folk føler sig umyndiggjorte. Hvis det, der bliver vedtaget, ikke er i overensstemmelse med den befolkning, politikerne er valgt af, skaber det eksplosioner,” siger han.

Han mener, at EU i dag er samarbejde på skabelonform. Samtidig er det ikke udtryk for demokrati, når lande kan blive påtvunget løsninger. Søren Søndergaard plæderer i stedet for frivillige internationale aftaler som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er et frivilligt samarbejde mellem de europæiske lande gennem Europarådet.

”I min verden er demokrati ikke en teknisk ting, hvor man tæller stemmer op. Demokrati er derimod alt det, der foregår imellem, vi stemmer.”

Årsagen til EU’s mange kriser er ifølge Søren Søndergaard, at der ikke er opbakning til de beslutninger, som bliver truffet i Bruxelles, og at der derfor ikke sker noget. Samtidig er det et problem, at det ikke er muligt at gå foran for medlemslandene, når det gælder EU’s love og regler, og f.eks. stille skrappere miljøkrav, hvis et land ønsker det. Samtidig er det blevet mere tydeligt, at de danske politikere ikke står på mål for de beslutninger, der er blevet truffet i EU. I praksis er de dog ikke blevet mere EU-skeptiske, siger Søren Søndergaard, der er af den overbevisning, at politikerne ikke forholder sig til det reelle EU, men omtaler EU som det, det kunne være.

”Ligesom visse venstreorienterede i Sovjetunionens tid altid kunne fortælle, hvor vidunderlig ideen var, og hvor godt det kunne være. Men det var det ikke. Det virkeliggjorte Sovjet var noget møg, ligesom det virkeliggjorte EU er noget møg,” siger han.

Han har ikke meget til overs for de andre politikeres løfter om, at EU’s magt skal begrænses.

”De kritiserer EU i ord og siger, at der også skal være grænser for, hvad EU skal bestemme. Men der sker ingenting, fordi det kræver ændringer af traktaterne,” siger Søren Søndergaard.

EU-debatten ender derfor tit i et spørgsmål om ja eller nej, og det er der ifølge Søndergaard en god forklaring på.

”Det bliver let en ja-nej-diskussion, når det f.eks. handler om gift i babysutter. Man bliver hurtigt enige om, at det skal der ikke være. Så bevæger det sig videre til, hvad man kan gøre ved det. Men her er problemet, at Kommissionen ikke vil stille forslag om det, og at Parlamentet ikke kan. Og derfor ender det i en debat om, hvorvidt EU er indrettet på den rigtige måde i stedet for om reel politik.”

Et forbud mod gift i babysutter vil nemlig kræve en ændring af Lissabontraktaten, hvilket ifølge Søren Søndergaard igen vil betyde, at man enten må glemme sagen og leve med gift i babysutter, eller også sige nej til EU.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu