Skal friskolerne straffes økonomisk, hvis de tager færre børn fra ressourcesvage forældre end folkeskolerne? Skal man hæve egenbetalingen til de private skoletilbud for at tilskynde flere forældre med mellemindkomster til at vælge folkeskolen? De seneste års sivning fra folkeskolen til de private friskoler har fået skolefolk til at foreslå forskellige økonomiske midler, der kan vende udviklingen.

Københavns skoleborgmester, Anne Vang, foreslog i sidste måned at differentiere elevtilskuddet, så privatskolerne straffes økonomisk, hvis ikke de tager deres andel af socioøkonomisk tunge elever. Forslaget skal forhindre, at friskolerne “skummer fløden” og underviser middelklassens uddannelsesparate børn, mens de kommunale skoler sidder tilbage med de tunge og socialt udfordrede elever.

Men det offentlige skolevæsen kan ikke bremse elevstrømmen til de private skoletilbud med økonomiske instrumenter alene. Det viser Mandag Morgens analyse af fri- og folkeskolernes resultater og elevgrundlag på baggrund af statistiske beregninger og interview med eksperter og praktikere.

[quote align="right" author="Beatrice Rangvid, AKF."]Den eneste måde at løse udfordringen med elevflugten på, er at gøre folkeskolerne til mere attraktive tilbud[/quote]

I dag går knap 15 pct. af landets skoleelever i privat- og friskoler – en andel, der er steget støt, men sikkert de seneste 40 år. Se figur 1. De frie grundskoler har langt flere elever fra velstillede familier. Men deres tiltrækningskraft og gode faglige resultater skyldes først og fremmest forældrenes engagement og aktive tilvalg. Det smitter af på skolens omdømme og elevernes udbytte af undervisningen.

“De ressourcestærke forældres vilje til at finde den bedste skole til deres børn er uhyre stærk, og derfor giver det ikke meget effekt på den sociale spredning at begrænse forældrenes valgfrihed,” siger forskningsleder på AKF, Beatrice Rangvid, der har forsket i elevsammensætningen på folke- og privatskoler. “Den eneste måde at løse udfordringen med elevflugten på er at gøre folkeskolerne til mere attraktive tilbud,” siger hun.

Opreklamerede privatskoler

På Guldberg Skole på Nørrebro i København er det lykkedes at bryde koden og få de ressourcestærke familier i lokalområdet til at vælge folkeskolen til. For 10 år siden var elevspiralen nedadgående, skolens dårlige ry havde lænset klasserne for middelklassebørn og efterladt de svageste tosprogede i et utrygt og socialt belastet miljø. I dag er skolen så populær blandt distriktets etnisk danske forældre, at den har kapacitetsproblemer.

“Mange forældre tror, at privatskoler er bedre, fordi de koster penge. Men sådan er verden altså ikke skruet sammen,” siger skoleleder Uwe Herter, der for nylig kom til Guldberg Skole fra en lederstilling på en privatskole i en omegnskommune.

“Privatskoler er enormt gode til at tale kvaliteten op. Men spørgsmålet er, hvad det egentlig er, friskoler kan, som folkeskoler ikke kan? Og min erfaring er: langt mindre, end man skulle tro. Det handler helt utrolig meget om at sprede de positive historier,” siger han.

På Rådmandsgade Skole i samme kvarter er skoleleder Lise Egholm endnu mere skeptisk over for privatskolernes fortræffeligheder. Det undrer hende dybest set, at så mange vælger dem.

“For 10-20 år siden gik privatskolerne foran med nytænkende pædagogiske strømninger, og jeg tænkte tit: ‘Nøj, hvor spændende’. Men i dag oplever jeg, at mange privatskoler er bagud. Det er, som om de er visnet hen i deres egen selvtilstrækkelighed. De lever af det ‘kvalitetsstempel’, deres status som privatskole giver, men udvikler sig ikke. Til gengæld kan mange folkeskoler nok blive bedre til at fortælle om alle de spændende ting, de faktisk laver, for at tiltrække forældrene.”

Også på Rådmandsgade Skole er det gennem aktive rekrutteringskampagner i lokalsamfundet lykkedes at få de fleste af distriktets forældre til at vælge skolen, og eleverne på skolens mellemtrin læser i dag bedre end landsgennemsnittet.

Friskolenes top og bund

I den polariserede skoledebat bliver “privatskolerne” ofte omtalt under ét. Men i virkeligheden er landets 526 private skoler langt mere forskelligartede end de 1.388 folkeskoler.

“Friskolerne repræsenterer både toppen og bunden. Nogle af dem har meget ressourcestærke elever, men der er også en del i den anden ende af skalaen. Og det er ikke alle friskoler, folkeskolen kan lære af – blandt andet fordi de kan have et helt andet fokus og formål,” siger skoleforsker Simon Calmar Andersen, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet.

Mens de 132 skoler i Dansk Privatskoleforening for de flestes vedkommende er store og placeret i de større byer, organiserer Friskoleforeningen 256 fortrinsvis mindre skoler, hvoraf mange ligger i landområder. Privatskolerne har ofte stærk vægt på det boglige, mens friskolerne repræsenterer en bred vifte af pædagogiske, ideologiske og religiøse livsanskuelser – fra grundtvig-koldske til muslimske friskoler. Dertil kommer omtrent 55 såkaldt lilleskoler, der hviler på den reformpædagogiske tænkning og især tiltrækker børn af forældre fra den kreative klasse. Der er med andre ord lige så mange motiver for at sende børn på friskoler, som der er skoletilbud.

Overordnet betragtet er det dog ikke helt forkert, når kritikere anklager friskolerne for primært at levere et tilbud for børn med ressourcestærke forældre – i hvert fald ikke hvis man ser på den socioøkonomiske fordeling af eleverne i de to institutionstyper.

En særkørsel, som KREVI har foretaget for Mandag Morgen, inddeler alle grundskolens elever på et indeks efter deres socioøkonomiske baggrund. Opgørelsen viser, at den gennemsnitlige friskoleelev har en noget stærkere social ballast end den gennemsnitlige folkeskoleelev. Inddeler man alle landets skoler i 5 lige store socioøkonomiske grupper, er der en klar overrepræsentation af friskoler i de bedste grupper. Se figur 2.

Friskolernes ret til at afvise elever ved porten betyder, at de i vid udstrækning selv kan sammensætte deres materiale. “Skolerne har tendens til at blive polariserede, fordi elever med samme baggrund søger de samme steder hen. Det, vi kan se i tallene, er, at en række af især privatskolerne primært søges af veluddannede familier. Og det er altså et faktum,” siger Beatrice Rangvid  fra AKF.

Spørgsmålet er, om det så betyder, at friskolerne “svigter deres sociale ansvar”. Friskolerne selv mener ikke, at det sociale ansvar kan reduceres til socioøkonomiske baggrundsfaktorer. “Vi mener sådan set, at det er enormt stigmatiserende at tale om det på den måde,” siger Ebbe Lillendal fra Dansk Friskoleforening. Ifølge ham kan der være lige så mange problemer med direktørens eller advokatens søn som med kontantmodtagerens – både fagligt og socialt.

De bedste af de svageste

Faktisk tyder meget på, at friskolerne er bedre til at arbejde med det elevmateriale, de har til rådighed, end folkeskolerne. Tager man udgangspunkt i den såkaldte undervisningseffekt, der måler elevernes faglige præstationer korrigeret for forældrenes socioøkonomiske baggrund, præsterer børn på friskoler generelt bedre ved grundskolens afgangsprøver. Og karakterforskellen er allerstørst blandt elever med de lavest uddannede forældre. Se figur 3.

Set med de briller tager friskolerne altså et meget håndgribeligt socialt ansvar. Nok er der færre elever fra socialt og økonomisk belastede familier repræsenteret i klasselokalerne, men de får til gengæld en bedre skolegang, end de ville have fået på folkeskolen.

Den type beregninger giver Lise Egholm fra Rådmandsgade Skole dog ikke meget for. Hvert år tager hun imod 8-9 elever i udskolingen, der er blevet smidt ud af privatskolerne, fordi de ikke præsterer godt nok.

“Det er jo privatskolernes privilegium, at de kan luse elever ud, som vil genere deres karakterstatistikker i 9. klasse, fordi de ikke har lært nok igennem deres skolegang. Og det er da dødsygt for mig, at de i stedet skal trække ned i mine. Men det er jo folkeskolens opgave at tage imod alle, og det har jeg det fint med. Min egen erfaring er bare, at forestillingen om de meget fagligt stærke privatskoler langtfra altid holder vand.”

Man kan da heller ikke skråsikkert slutte, at de gode resultater er privatskolernes fortjeneste alene, påpeger Simon Calmar Andersen. For selv om statistikkerne nok tager hensyn til social baggrund, kan de ikke fange nuancerne i forældrenes engagement. Ifølge ham skyldes friskolernes bedre resultater måske snarere, at de frie grundskoler aktivt bliver valgt til af forældrene. Det er forældre, der på forhånd er engagerede. Det giver eleverne bedre forudsætninger for at klare sig godt og styrker skolemiljøet i bred forstand.

“Vi kan med andre ord ikke sige, om friskolerne er bedre til at bryde den sociale arv, eller om de selv inden for de lavtuddannede grupper tiltrækker de mest engagerede forældre,” siger han.

Det er heller ikke sådan, at konkurrencen fra friskoler er med til at løfte det overordnede faglige niveau i kommunen.

Simon Calmar Andersen har sammen med professor Søren Serritzlew undersøgt, hvordan konkurrencen fra de frie grundskoler påvirker landets folkeskoler. Forskningsprojektet omfatter blandt andet en sammenlignende kortlægning af skolebudgetter og afgangskarakterer i kommuner med og uden alternativer til folkeskolen. Og resultaterne viste, at konkurrencen ikke skabte synlige resultater på karaktererne, men til gengæld gjorde folkeskolen dyrere. I kommuner, hvor hver tredje elev går i privatskole, er de årlige udgifter pr. folkeskoleelev næsten 10.000 kr. højere. Den væsentligste årsag er formentlig, at det er sværere for kommunen at planlægge klassestørrelser, antallet af klasser og antallet af lærere i en kommune med en eller flere privatskoler.

“Der kan være mange gode grunde til at have friskoler, men hvis man tror, man har dem, for at markedskræfterne skal sikre, at man får bedre faglige og økonomiske resultater, så må man tro om,” siger Simon Calmar Andersen.

Københavnerproblemet

I det hele taget peger forskningen på, at forældrenes engagement er en af de væsentligste forklaringer på, om skoler lykkes eller ej. Friskolernes største aktiv er hverken deres øgede frihedsgrader eller bedre socioøkonomiske elevgrundlag, men det aktive tilvalg, forældrene har foretaget.

Derfor er det også tvivlsomt, hvor meget man kan dæmme op for elevflugten ved at skrue på de økonomiske incitamenter – f.eks. hæve egenbetalingen for private skoletilbud.

Faktisk er forældrenes adfærd en af de sværeste faktorer at regulere, siger Beatrice Rangvid fra AKF. Forskningen peger på, at ressourcestærke forældre vil gå utrolig langt for at vælge den bedste skole til deres børn. I USA, hvor privatskoler er så dyre, at mellemklassen ikke har råd til dem, flytter mange forældre fra bycentrene til de “hvide” forstæder for at finde den bedste offentlige skole til deres barn. Og en lignende tendens kan ses herhjemme.

I Københavns Kommune er det kun omtrent halvdelen af forældrene, der vælger den distriktskole, som de geografisk hører til. Lidt over en fjerdedel vælger at sætte deres barn i privatskole, mens den sidste fjerdedel vælger en folkeskole i et andet distrikt. På kommunens mindst populære skole – heldagsskolen Klostervænget på Nørrebro – er det kun 12 pct. af distriktets forældre, der vælger den lokale folkeskole til. Og flere i skoleverdenen kender til eksempler på forældre, der pro forma flytter adresse for at sikre sig plads på en anden kommunal skole.

I sidste uge meldte børne- og uddannelsesminister Christine Antorini forsigtigt ud, at den vigtigste målsætning med regeringens folkeskolereform skal være at styrke kernefagene dansk og matematik. Tidligere meldte ministeren ud, at hun ønsker at revidere loven om det frie skolevalg, for at forhindre polariseringen mellem vinder- og taberskoler inden for samme kommune.

Det er da også netop i Københavns Kommune, at forskellen på skolerne er størst. Ifølge KREVIs beregninger for Mandag Morgen er der markante forskelle på den socioøkonomiske profil for elever på kommunens privat- og folkeskoler. Mens landets øvrige skoler er nogenlunde normalfordelt med lige mange skoler i hver socioøkonomiske kategori, er der stort set ikke nogen “midterskoler” i København. 30 af de i alt 45 privatskoler i byen falder i enten den bedste eller svageste socioøkonomiske kategori.  Og langt flertallet af de socioøkonomisk stærkeste elever i hovedstaden går i dag på et af de private tilbud.

[quote align="left" author="Uwe Herter, Guldberg Skole"]Mange forældre tror, at privatskoler er bedre, fordi de koster penge. Men sådan er verden altså ikke skruet sammen,[/quote]

Der er dog også tendenser, der trækker i den modsatte retning. Forældreforeningen “Brug Folkeskolen”, der blev stiftet af forældre på Nørrebro i 2003, har de seneste år haft held til at engagere Københavns forældre til at vælge folkeskolen. På mange af kommunens tidligere “belastede skoler” er der derfor langt flere ressourcestærke elever i de nye børnehaveklasser end på mellemtrinnet og i udskolingen. Ikke desto mindre er andelen af københavnske børn på fri- og privatskoler steget støt de seneste år.

Skal ikke konkurrere med private

Stod det til Lise Egholm skulle privatskolernes presses økonomisk til at tage et større socialt ansvar, som bl.a. Københavns børne- og ungeborgmester, Anne Vang, har foreslået. “Men jeg er også blevet en af privatskolernes argeste modstandere, og jeg synes konkurrencen i dag er forvredet,” siger hun.

Uwe Herter fra Guldberg Skole har en mere pragmatisk holdning. “Jeg betragter ikke privatskoler som djævlens værk, og mener ikke, de skal straffes økonomisk. Men jeg mener i det hele taget heller ikke, at folkeskolen skal konkurrere med privatskolerne,” siger han.

Selvfølgelig skal folkeskolen kæmpe for at tiltrække og fastholde distriktets børn, siger han – men det skal være på dens egne præmisser og ikke privatskolernes. Derfor mener han også, man nøje skal overveje den nuværende tendens, hvor stadig flere folkeskoler forsøger at imitere privatskolerne ved at opbygge meget skarpe profiler.

“Hvis privatskolerne vil lave meget smalle tilbud til bestemte segmenter, skal de gøre det. Men folkeskolens opgave er og skal være at levere den bedste skole for de børn, der bor i distriktet. Og min erfaring er, at man sagtens kan sælge den fortælling til forældrene i kvarteret. De ved godt, at det er problematisk, hvis deres børn slet ikke er forankret i det lokalsamfund, de bor i,” siger han.

Til gengæld skal friskolerne ifølge ham passe på med at lukke sig for meget om sig selv, for det er sjældent i børnenes interesse i sidste ende. “I går hørte jeg om en dreng, der gik i privatskole i en anden bydel og derfor ikke turde gå rundt i kvarteret, fordi han ingen kendte,” siger Uwe Herter.

Men den enkelte folkeskole skal selvfølgelig stadig have et fokus, der skaber fællesskab. Og her kan folkeskolerne måske lære noget af de frie skoler. Ved at udstikke en klar retning kan man nemlig skabe større ejerskab hos både personale, forældre og elever. På Guldberg Skole arbejder de f.eks. systematisk med klasserumsledelse og med at skabe et fælles pædagogisk fundament for at øge kvaliteten i undervisningen. Men Uwe Herters erfaring er, at forældrene ofte hæfter sig ved nogle helt andre ting.

“En skoles historie bliver ofte skabt ved hjælp af enkle midler – de små kneb på de rigtige tidspunkter. Det kan være den gode fortælling om nye smartboards i klasserne, en masse unge engagerede lærere eller en vellykket fastelavnsfest. Den slags historier spreder sig hos forældrene i børnehaven,” siger han.