Det er sejrherrerne, der skriver historien, og en af de yndede fortællinger om folketingsvalget i 2001 handler om den menige danske befolkning, der omsider fik nok. Om et folkeligt og politisk opbrud, hvor den hidtil herskende politiske korrekthed blev sat fra magten og smagsdommerne fra bestillingen. Systemskiftet. Et oprør fra neden.

I dag, 10 år efter, kan man ane konturerne af en modsat­rettet bevægelse af frustrerede danskere, der har fået nok af den ukonstruktive debatkultur, der ifølge dem forfladiger politikken, fokuserer for lidt på at engagere vælgerne og alt for meget på personsager. Et oprør fra oven.

Det viser en rundspørge blandt de mere end 4.000 “medlemmer” af Mandag Morgens fripartiforsøg, Fremtidens Danmark. 1.039 personer har svaret, og dommen er klar: Den aktuelle politiske debat i Danmark er ukonstruktiv og usaglig, og den fokuserer generelt alt for lidt på visionerne for Danmarks fremtid. Se figur 1. Et overvældende flertal på 91 pct. mener, at “politikernes visioner fylder alt for lidt”, og kun 7 pct. er enige i, at “debatten har en konstruktiv karakter”. Der er tale om et massivt oprør mod såvel indholdet som formen i den politiske debat.

Svarpersonerne er ikke repræsentative for den danske befolkning som helhed. Langt størstedelen af panelets deltagere har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, flertallet er beskæftiget som højere funktionærer eller selvstændige, og 96 pct. siger, at de i nogen eller høj grad følger med i den politiske debat. Se også tekstboks.

“Der er tale om samfundets elite i bred forstand,” siger Robert Klemmensen, der er lektor i statskundskab og forsker i politisk psykologi på Syddansk Universitet.

Kun 8 pct. af svarpersonerne mener, at debatten fokuserer tilstrækkeligt på vigtige politiske emner. 76 pct. mener ikke, at den bidrager positivt til udviklingen af samfundet. Og 91 pct. oplever, at debatten centrerer sig alt for meget om konflikter mellem de to blokke.

“Den her gruppe er bedre oplyst og langt mere løsningsorienteret end den øvrige befolkning. Mange af dem er vant til at træffe afgørende beslutninger på deres arbejdspladser og ser derfor med irritation på det politiske spil, som de synes er håbløst ineffektivt og fokuserer alt for meget på mudderkastning,” siger han.

Man kan ikke konkludere, at alle veluddannede og politisk interesserede danskere mener det samme, som svarpersonerne. Men man kan konstatere, at kritikerne af den eksisterende debatkultur udgør nogle af de mest ressourcestærke og engagerede personer i det danske samfund.

Den pointe er ifølge Robert Klemmensen værd at hæfte sig ved. “Faktisk er der ikke særlig gode undersøgelser af, hvad eliten egentlig mener og vil i Danmark. Mandag Morgen er blandt de få, der interesserer sig for dem,” siger han.

Frustrerede ambitioner

“Oprøret fra neden”, først og fremmest iscenesat af Dansk Folkeparti, var en central del af retorikken, omkring regeringsskiftet i 2001. Det var et meget konkret oprør mod EU, eksperterne og indvandrerne – “alt det, almindelige mennesker ikke kan forstå,” forklarer Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor og forsker i moderne partimedlemskaber på Københavns Universitet.

Efter 10 års værdikamp, hvor begreber som “intellektuel” og “politisk korrekthed” har udviklet sig til skældsord i det politiske vokabular, ulmer frustrationerne hos den del af den veluddannede og politisk engagerede elite, der er trætte af, at politikerne lefler for laveste fællesnævner og polariserer den politiske debat.

Den bevægelse, som Mandag Morgens undersøgelse afdækker, er dog langt mindre håndgribelig end det “folkelige opbrud”, der tegnede systemskiftet i 2001. Eliten er måske nok enig om, at der skal ske noget andet, og at den nuværende debat er forfladiget og polariserende. Men de er ikke nødvendigvis enige om, hvilken vej vi så skal gå.

“Man kan helt klart mobilisere i det segment af højtuddannede og samfundsengagerede folk, som er utilfredse med det eksisterende politiske system. Tidligere ville de måske gøre noget partipolitisk, men i dag har de ikke noget entydigt sted at gå hen, fordi deres politiske holdninger er så forskellige. En del af dem bliver samlet op hos Fremtidens Danmark,” siger Karina Kosiara-Pedersen.

[quote align="right" author="Robert Klemmensen, lektor i statskundskab på Syddansk Universitet"]Der er tale om samfundets elite i bred forstand.[/quote]

Ifølge hende er det typisk det segment, der stemte på Det Radikale Venstre i den “radicool” periode omkring 2005-valget, og nogle af de samme mennesker, der blev begejstrede af Ny Alliances budskaber om nok-er-nok før folketingsvalget i 2007. Men gruppen kan lige så vel tælle regeringsvælgere, der savner reformer, irriteres over den manglende debat om de afgørende emner og ikke mener, at politikerne er ambitiøse nok. Eller for den sags skyld oppositionens vælgere, der deler nøjagtig samme frustrationer. Der er tale om velinformerede og løsningsorienterede borgere, der drømmer sig tilbage til det samarbejdende folkestyre med tyngdepunktet i midten i af det politiske spektrum.

Utilfredsheden skyldes ifølge Karina Kosiara-Pedersen først og fremmest den blokpolitik, der har karakteriseret folketingets arbejde de seneste 10 år. Den dybe splittelse, der er vokset frem i politikken, har nemlig også smittet af på den politiske debat.

“Typisk kendetegnes den her gruppe ved at være endog mere politisk engageret end det gennemsnitlige partimedlem i de traditionelle partier,” siger Karina Kosiara-Pedersen. Hun henviser til en undersøgelse, der viser, at hvert fjerde medlem af partierne faktisk ikke har diskuteret politik med venner eller familie det seneste år.

Postulerende annoncer og negativ kampagne

Panelet har heller ikke mange rosende ord til overs for de mange partiannoncer, der fylder en stadig større del af mediebilledet, i takt med at valget nærmer sig.

[quote align="left" author="Christian Elmelund-Præstekær"]Den gruppe, som Fremtidens Danmark har fat i, ville sikkert kunne gå til valg uden en valgkamp.[/quote]

8 ud af 10 medlemmer i panelet ser partiernes annoncer som postulerende og forudsigelige. Mindre end hver tiende mener, at annoncerne er oplysende, visionære og involverende. Og kun et mindretal oplever, at annoncerne faktisk øger deres viden om partiernes mærkesager, gør dem mere interesserede i politik eller hjælper dem med at beslutte, hvilket parti de skal stemme på. Se figur 2. Der er med andre ord tale om en massiv utilfredshed med den måde, partierne kommunikerer på.

Allerede i dag er politikerne den faggruppe med lavest troværdighed i befolkningen. Den forestående valgkamp kan skabe endnu større tillidskløfter mellem de engagerede og de folkevalgte.

Den negative indstilling over for partiernes kommunikation er imidlertid ikke isoleret til samfundets fortrop, forklarer Christian Elmelund-Præstekær, der forsker i politiske kampagner og valgkampe på Syddansk Universitet. Vælgere generelt er stærkt kritiske over for de negative kampagner, hvor partierne bruger spalteplads på at angribe modpartens politik. De vil hellere høre om partiernes egne budskaber i en sober og seriøs tone. Men undersøgelser viser samtidig, at de negative kampagner, hvis de er målrettede og fokuserede, faktisk har en effekt på valgdagen. Kynisk betragtet kan postulerende og negativ kommunikation nogle gange betale sig.

“Derfor bliver den også brugt,” siger Christian Elmelund-Præstekær. Han har undersøgt partiernes kampagner i læsebreve, annoncer og afslutningsdebatter i valgkampene fra 1994 til 2007. Optællingen viser, at ca. en tredjedel af partiernes kommunikation består af negative kampagner – en andel, der har ligget nogenlunde stabilt over hele perioden.

Forskning viser imidlertid, at de mest politisk oplyste vælgere er sværest at rykke med kampagner. Det kan være en forklaring på, hvorfor de samfundsengagerede reagerer særlig negativt på politikernes annoncer.

“Den gruppe, som Fremtidens Danmark har fat i, ville sikkert kunne gå til valg uden en valgkamp,” siger han.

Et mindretal

Ifølge Robert Klemmensen kan elitens høje engagement og politiske viden paradoksalt nok være årsagen til, at den ikke er interessant for politikerne. Selv om der er tale om en søgende gruppe, der er frustreret over den nuværende debat, er det ikke her, størstedelen af “tvivlerne” skal findes. Det er derimod hos de lavere uddannede og især kvinderne.

Dertil kommer, at gruppen ikke er særlig stor. På valgdagen tæller den arbejdsløse og sosu-assistentens stemmer lige så meget som den højere funktionærs. Ser man kun på stemmemaksimering, er der begrænset nytte af at målrette den politiske kommunikation mod den ressourcestærke, men lille elite.

“Det er ikke mærkeligt, at den her gruppe føler sig talt ned til – for det er netop ikke dem, der bliver talt til i de politiske kampagner,” siger Robert Klemmensen.

“Det, som eliten mener, er konstruktivt at diskutere, handler om, hvor Danmark skal være i 2050, og hvordan vi kan fremtidssikre vores samfund i generationer. Sagen er bare, at det langtfra er de langsigtede visioner, der optager den øvrige befolkning mest – eller det, som politikerne tror optager dem. Derfor er det heller ikke det, som dominerer debatten,” siger Robert Klemmensen.

Flere forskningsresultater peger imidlertid på, at den brede befolkning faktisk har temmelig stor politisk kompetence. Problemet er snarere, at mange politikere sidder fast i den opfattelse, at vælgere ikke kan overskue overordnede perspektiver, og at de har svært ved at acceptere nedskæringer og forandringer. Det skaber en politisk kultur, hvor der er tendens til at reducere komplicerede problemstillinger til slagord og politisk uenighed til personspørgsmål.

Når samfundets veluddannede og engagerede elite reagerer på en forfladiget debatkultur og postulerende partiannoncer, er årsagen altså ikke nødvendigvis, at kommunikationen er målrettet den brede og mindre engagerede befolkning. Sagen kan lige så vel være, at kommunikationen simpelthen skyder under målet – elite eller ej.

“Selv om gruppen er lille, er personerne vigtige i deres funktion som opinionsdannere. Derfor er det heller ikke helt ligegyldigt, hvordan de samfundsengagerede reagerer på den politiske debat,” siger Robert Klemmensen.