Højt placerede embedsmænd i Finansministeriet eller Forskningsministeriet kan næppe undgå at komme under mistanke for at have videregivet fortrolige insideroplysninger i forbindelse med salget af Tele Danmark. Oplysningerne er angivelig misbrugt til aktieopkøb på Københavns Fondsbørs. Efter mere end et års efterforskning i sagen har Finanstilsynet i sidste måned indgivet en anmeldelse til Bagmandspolitiet. Det er endnu uvist, om Finanstilsynet har kunnet identificere, hvem der har lækket oplysningerne, og hvem der har misbrugt dem til insiderhandel. Ud over eksterne rådgivere deltog højtstående embedsmænd fra de to ministerier samt en række chefer fra Tele Danmark og fra Ameritech. Begge ministerier afviser at have kendskab til interne lækager.