En advarselslampe for Dansk Folkeparti

Der er ikke noget, som tyder på, at det umiddelbart får nogen betydning for regeringens overlevelsesmuligheder, at Dansk Folkepartis mangeårige dyrevelfærdsordfører, Christian H. Hansen, i sidste uge forlod sit parti for at blive løsgænger i Folketinget.

For det første har Christian H. Hansen klart meddelt, at han fortsat agter at støtte Lars Løkke Rasmussens regering. For det andet har regeringen under alle omstændigheder de nødvendige 90 mandater i kraft af de fær øske folketingsmedlem Edmund Joensen. Han er valgt for Venstres søsterparti, Sambandspartiet, og er i dag associeret medlem af Venstres folketingsgruppe.

Til gengæld bliver det spændende at se, om Christian H. Hansen repræsenterer en ny trend i dansk politik og Dansk Folkeparti. Eller om han ganske enkelt er en mand, der af helt personlige årsager og som følge af en lang og smertelig sygdomsperiode har revideret sin opfattelse af virkeligheden.

I de seneste mange år har den såkaldte værdipolitik – især eksemplificeret ved udlændingepolitikken – på mange måder spillet en større rolle for vælgerne end den traditionelle fordelingspolitik. Det har sat sit tydelige præg på både partiernes valg af mærkesager og mediernes dækning af politik. Derfor kan det ikke undgå at vække opmærksomhed, at et tidligere fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti fortæller, at han har brudt med partiet, fordi det beskæftiger sig for meget med burkaer og for lidt med klimatruslen og den økonomiske krise.

Christian H. Hansens melding er ikke mindst interessant, fordi den kom i samme uge som statsminister Lars Løkke Rasmussen for første gang meldte sig på banen som “værdikriger” ved at bruge hovedparten af sit ugentlige pressemøde på at tale om regeringens holdning til burkaer og et privat auktionshus’ afvisning at sælge et maleri af den terrortruede Kurt Westergaard. Et emnevalg, som ikke resulterede i fremgang i Venstres vælgeropbakning.

I den teoretiske diskussion om vælgernes prioritering af værdiog fordelingspolitikken er det den almindelige opfattelse, at økonomisk fremgang får værdipolitikken til at blomstre, mens en økonomisk krise sætter spot på fordelingspolitikken. Hvis det er det korrekt, kan Christian H. Hansen ses som en advarselslampe til Dansk Folkeparti – og alle andre, der har adopteret partiets dagsorden.

Den nye løsgænger har selv sat ord på den udvikling der er sket siden han kom i Folketinget i 1998: Dengang var der brug for en stramning af udlændingepolitikken, men vi skal ikke blive ved med at stramme skruen. Indvandrerdebatten trænger til “en timeout”.