Vi skal have en bedre diskussion om velfærden

KOMMENTAR: Vi flytter os ikke fra status quo, hvis vi fortsætter debatten om velfærd med entydigt at fokusere på de penge, vi bruger på “velfærd”, fremfor hvad vi får ud af det.

Alice og Chesire-katten
Alice og Chesire-katten

Af Jesper E. Thomsen, investor og konsulent

I Lewis Carrolls klassiker 'Alice i Eventyrland' støder Alice på Chesire-katten, da hun kommer til en korsvej, og spørger den hvilken vej hun skal vælge.

"Det afhænger jo en hel del af, hvor du vil hen," sagde katten.

"Det er mig temmelig ligegyldigt ..." sagde Alice.

"Så kan det jo også være det samme, hvilken vej du går," sagde katten.

"- bare jeg kommer et eller andet sted hen," føjede hun til som en slags forklaring.

"Åh, det gør du sikkert," sagde katten, "når bare du går tilstrækkelig langt."

Når man følger med i debatten om velfærd i Danmark, er det lidt som at stå ved siden af Alice og katten. Retorikken er meget entydig: Ændringen i velfærd er lig med ændringen i den mængde af ressourcer vi bruger.

Problemet er at denne 1:1 relation sjældent holder stik i andre dele af vores liv. Min nuværende fladskærm er eksempelvis billigere og bedre, end det 32” billedrørs-TV jeg havde for 15 år siden, det har aldrig været nemmere og billigere at flyve rundt omkring i verden, men til gengæld er huspriserne steget over dobbelt så hurtigt som inflationen de sidste 20 år.

Så selv om jeg som skatteyder selvfølgelig er interesseret i, hvor mange penge der bruges, så er jeg som borger mindst lige så interesseret i hvad vi får ud det vi investerer i “velfærd”.

Definitionen på velfærd

For hvad er “velfærd” egentligt? I den politiske debat bliver ordet brugt til at dække over næsten hvad som helst. Det er jo et positivt ord, så det er godt at feje ting ind under ”velfærds-måtten”.

I ordets oprindelig betydning betyder det “at være lykkelig”, som lyder meget uskyldigt, men er meget komplekst. Lykke er selvfølgelig følelsesbaseret og individuelt.

Det er relativt i forhold til hvordan andre omkring én har det har det og i forhold til tid. Vi husker i går bedre end for et år siden, og det er på ingen måder en stationær størrelse.

Kompleksiteten illustreres f.eks. i sidste uges kommentar i Mandag Morgen “Verdens lykkeligste organisation. Har i tabt sutten?”, hvor Brian Daniel Jakobsen beskriver hvordan Valcon bruger et lykkeindeks til at skabe en struktur for beslutninger og diskussioner.

Det er helt nødvendigt, og fuldstændig parallelt til andre ”bløde” mål som kundetilfredshed, der bruges af mange virksomheder i supplement til de finansielle mål, da de har vist sig utilstrækkelige, når man skal se fremad. 

National lykke

Nationalt set bør vi være stolte over at være verdens lykkeligste land. Vi ligger altid højt i de målinger, der bliver lavet f.eks. Gross National Happiness. De bruges dog sjældent til andet en kort debat om hvorfor de fejlbehæftet og ikke kan anvendes.

Det kan sagtens være, at de ikke reflekterer vores opfattelse af velfærd, men hvis velfærd er vigtigst, er det så ikke relevant at have et mål der giver et andet perspektiv end blot “hvad har vi brugt”?

Uden det, er det svært at sige om bibliotekerne er vigtigere end kunstmuseer, om førtidspensionen er vigtigere end kontanthjælpen, eller om nogle af de ting i det hele taget gør os lykkeligere? Måske vil mange folk hellere have pengene selv og selv bestemme? Måske ikke.

I en verden hvor mange debatter føres igennem argumenter på 280 tegn på Twitter, er den debat for kompleks. Problemet er bare at det er en oversimplificering af et område vi ikke har dyb nok indsigt i, og så er alle argumenter lige gode.

Vi må ikke være bange for kompleksiteten

Det demokratiske system indeholder en grad af sikring, da vi stemmer på dem, der mener det samme som os selv. I hvert fald på kort sigt, for det er de færreste der stemmer ud fra en vision om hvad der er godt om ti år for dem.

Problemet er bare, at når det handler om sundhedsvæsen, uddannelse, ja, stort set alle områder af det der bliver defineret som velfærd af politikerne, så tager det mere end en valgperiode at ændre, og netop derfor skal der bruges andre mål og målinger der kan hjælpe os med at diskutere længere ud i fremtiden end næste budgetforlig. 

Kan vi det, kan vi se forbedringer på et helt andet niveau end vi har været vant til. De største besparelser kommer fra helt at fjerne processer/ydelser fordi de ikke har stor nok værdi, fremfor at forbedre dem, og dem kan man bedre finde, hvis man starter med målet fremfor at diskutere midlerne. 

De skal også diskuteres, for de den anden halvdel af ligningen. Vi kan ikke bruge mere, end der er, eller måske er vi ikke villige til at gå på kompromis med den nuværende arbejdsmarkedsreform etc.

Men så ved vi hvad vi har givet afkald på og hvorfor, og så vil den fordelingsretfærdigheds–diskussionen, som er den dominerende lige nu, blive helt anderledes.

Alle veje vil ikke længere være lige gode - og det kan vi få mere velfærd ud af. Potentielt uden at bruge ligeså mange penge på det.

Jesper E. Thomsen er selvstændig konsulent. Han sad i mange år i ledelsen hos Maersk, hvor han blandt andet har været vicepræsident for salg og kundeservice.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu