Det har skabt stor international opmærksomhed, at udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) for nylig lancerede ideen om at udnævne en dansk digitaliseringsambassadør. Washington Post, CNN, Forbes og flere andre medier i hele verden har nysgerrigt berettet om Danmarks diplomatiske påfund, der udspringer af et længerevarende og højt prioriteret innovationsarbejde i Udenrigsministeriet.

Arbejdet er et forsøg på at være på forkant med den accelererende og disruptive digitalisering af samfundet og dermed også af den måde, diplomatiet arbejder på. Den digitale ambassadør, der menes at være den første i verden af sin slags, har på den baggrund både høstet stor ros for at være en innovativ opfindelse – og hård kritik for at ligne et symbolsk quickfix på en yderst kompleks udfordring.

”Han eller hun får den her titel og kan rejse rundt, men det er jo bare en enkelt person, så man skal ikke forvente sig det store,” sagde professor Martin Marcussen fra Institut for Statskundskab på KU eksempelvis til Politiken.

Meget indhold er der da heller ikke fulgt med lanceringen af den nye ambassadørpost endnu. Ud over at navnet ikke synes at ligge helt fast, idet der veksles mellem etiketterne digital ambassadør, tech-ambassadør og digitaliseringsambassadør, er der hverken fundet en person til at bestride posten eller blevet besluttet, hvor mange ressourcer funktionen skal råde over, ligesom det fortsat er uklart, hvad digitaliseringsambassadøren konkret skal beskæftige sig med.

Hverken Google eller Microsoft, der ellers begge er blevet nævnt af Samuelsen som eksempler på store tech-virksomheder, som den nye ambassadør skal samarbejde med, har villet kommentere det nye initiativ over for Mandag Morgen, fordi det endnu er for uklart, hvad det konkret går ud på. Det mener også Alexei Tsinovoi, der er ph.d. på Københavns Universitet og bl.a. forsker i digitalt diplomati:

“Det ligner mere en symbolsk gestus end et initiativ med et klart specificeret formål. Der er ikke noget nyt i, at diplomater også beskæftiger sig med store virksomheder, og dertil er betegnelsen digitaliseringsambassadør lettere forvirrende. Men om ikke andet er det en anerkendelse af den teknologiske virkelighed, vi lever i,” siger han.

Forpligtende symbol

Selv om den digitale ambassadørpost således allerede er blevet beskyldt for at være både symbolsk og ukonkret, kan den godt være vigtig alligevel. Udenrigsministeriet og regeringen har med initiativet stukket næsen frem og vist, at man tager digitaliseringen alvorligt. Derfor kommer initiativet også til at forpligte, fordi udlandet vil vurdere Danmark på, hvordan initiativet bliver omsat til resultater, siger flere eksperter i digitalt diplomati.

”Det er endnu ikke klart, hvad den her nye ambassadør skal gøre. Men det skal I ikke bekymre jer om lige nu. Jeg synes, det er et fremragende initiativ. Det kræver mod at kaste sig offensivt ind i den her dagsorden, og det har Danmark gjort nu ved at vise, at man tager digitaliseringen alvorligt. Så skal I nok hen ad vejen finde ud af, hvordan initiativet skal fungere i praksis,” siger Jan Melissen, der er seniorforsker ved tænketanken Clingendael Institute i Haag og professor i diplomati ved Antwerpen Universitet.

Melissen er forfatter til en lang række publikationer om digitalt diplomati og var i øvrigt selv til stede på konferencen på Asiatisk Plads i København, da ideen blev lanceret den 27. januar. I rapporten ’Diplomacy in the Digital Age’ fra 2015 advarer Melissen ellers direkte imod fristelsen for at falde for ”quickfixes, der adresserer multifacetterede processer af forandring i diplomatiet ved indgangen til den digitale tidsalder”.

Men det er ikke hans indtryk, at det danske diplomati tror, at alle digitaliseringens udfordringer bliver løst ved at udnævne en enkelt diplomat og kalde ham eller hende for digital ambassadør.

”Hvis det er et quickfix, er det selvfølgelig en stor fejl. Men jeg opfatter det ikke sådan. Det virker til, at danskerne er meget ydmyge over for, at det her kun er første skridt i et langt arbejde for at omstille diplomatiet til digitaliseringens forandringer. Det er en kæmpe opgave, og selvfølgelig kan en enkelt person ikke gøre det alene. Men det her sender et signal til hele organisationen, der kan give processen mere kraft. Timingen er god, og udfordringerne er enorme. Men det modsatte – slet ikke at reagere på digitaliseringens forandringer – ville være en katastrofe,” siger Jan Melissen.

Det samme mener hans danske kollega Rebecca Adler-Nissen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet og leder et internationalt forskningshold bag projektet ’DIPLOFACE’, der med 11,5 millioner kr. fra Det Europæiske Forskningsråd i ryggen er i gang med at undersøge, hvordan politikere og diplomaters brug af sociale medier påvirker det traditionelle diplomatiske arbejde.

”Jeg vil ikke kalde det ren symbolpolitik. For det er en dagsorden, der er fantastisk afgørende. Hvis ikke Udenrigsministeriet er med på, at den digitale revolution har konsekvenser for dets virke, så har ministeriet et stort problem. Derudover brander den nye ambassadørpost jo Danmark som en firstmover, og det forpligter. For når man lancerer sådan noget, så skal hele Udenrigsministeriet og regeringen følge op på det. Der er formentlig mange andre lande, der vil kopiere ideen, og derfor vil der blive holdt særligt øje med Danmark på den her dagsorden. Og det skaber jo et pres,” siger Rebecca Adler-Nissen.

Det lader udenrigsminister Anders Samuelsen da også til at være klar over. Han afviser i hvert fald, at ambassadørposten skulle være en symbolsk gestus og bedyrer, at der nok skal følge ressourcer med til satsningen.

”Det er ikke symbolpolitik – men en reel diplomatisk satsning. Tech-ambassadøren vil ikke stå alene med denne dagsorden. Der afsættes ressourcer i både ude- og hjemmetjenesten, som skal arbejde dedikeret med at gøre digitalisering og teknologisk udvikling til en strategisk prioritet i dansk udenrigspolitik. Det er en prioritet på tværs af udenrigstjenesten, hvor ambassaderne rundt om i verden får en central rolle at spille,” skriver han i en e-mail til Mandag Morgen.

Han afviser også forestillingen om, at den nye ambassadør alene er en form for brancheambassadør for it-virksomhederne.

”Det er ikke en brancheambassadør, men en ambassadør med ansvar for tech-dagsordenen. Det er vigtigt at opbygge relationer til tech-virksomheder, men det gælder også i forhold til universiteter, forskningsmiljøer, byer, lokale myndigheder. Man kan forestille sig mange aktører, som er relevante og har erfaringer, vi kan lære noget af på tech-området. Og som måske også har noget at lære af os,” skriver Samuelsen.

Danmark i top-5

Danmarks diplomater er ikke de første, der har fået øjnene op for, at digitaliseringen også betyder noget for deres arbejde, bemærker Jan Melissen, der har forsket i fænomenet i en årrække. Alligevel placerer han Danmark i top-5 på en interimistisk liste over de lande, der er længst fremme med at forberede diplomatiet på digitaliseringens forandringer. Se figur.

USA er som altid, når det gælder teknologi og digitalisering, et af de lande, der har arbejdet med dagsordenen i længst tid. Begrebet digitalt diplomati blev nævnt i en amerikansk bog allerede i 2001, og i flere år har et netværk af diplomater i Washington D.C., The Digital Diplomacy Coalition, diskuteret de diplomatiske muligheder i sociale medier. Derudover er både Israel og Storbritannien nok også længere fremme end Danmark, siger Melissen, uden dog at ville prioritere landene på en top-10-liste, fordi det er meget forskellige fokusområder, landene har. Israel er eksempelvis et af de dygtigste lande til at inddrage israelske borgere på de sociale medier til at udbrede Israels side af en given aktuel historie, hvor landet har interesser på spil. Det kunne f.eks. ses ved Obamas aftale med Iran i 2015 under hashtagget #IranDeal, hvor almindelige israeleres kritik af aftalen florerede bredt i hele verden.

Derudover er der Estland, som er et af de lande, der er længst fremme i skoene, hvad angår at gøre hele samfundet digitaliseringsparat. I den forstand arbejder estiske diplomater allerede med digitaliseringen, fordi det har været den gennemgående topprioritet for regeringen i 20 år. Læs også: "I Estland er alle ambassadører digitale”

“Estland har fundamentalt indset, at det digitale ikke er kosmetisk og ikke kun handler om kommunikation, men at det rækker helt ind i selve kernen i samfundet. Og så har de stor fokus på, at cybersikkerhed også er vigtigt, når man forsøger at udnytte digitaliseringens muligheder – noget som var bemærkelsesværdigt fraværende ved den danske lancering af den digitale ambassadør,” siger Jan Melissen.