En farlig ulighedscocktail

Den sociale mobilitet er frosset til. Den økonomiske ulighed er stigende. Og antallet af økonomisk fattige er fordoblet på få år. Danmark risikerer at blive delt op i et samfund af vindere og tabere. Det kræver politisk handling, og man kan begynde med at se på uddannelse.

MM Special: Den sociale arv bliver tungere

Mandag Morgen sætter i dette tema fokus på ulighed, fattigdom og social mobilitet. Vi spørger, hvorfor den sociale mobilitet er ved at gå i stå på trods af mia. investeringer i uddannelse og mia. bevillinger til socialt udsatte. Vi undersøger, om uligheden i uddannelse er større end den økonomiske ulighed. Og vi kommer med overraskende forslag til løsninger.

Den sociale arv bliver tungere

MM MENER: En farlig ulighedscocktail

20 reformer på 20 år har øget uligheden

10 bud på hvordan vi undgår velfærdens dødsspiral

Den urokkelige ulighed i uddannelse

Vi danskere er stolte af vores velfærdssamfund.

Vi retter ryggen lidt ekstra, når internationale ledere fremhæver vores samfund som et mønstereksempel til inspiration for andre. Vi bliver stolte, når det danske velfærdssamfund pludselig bliver omdrejningspunkt i en amerikansk valgkamp. Vi nærmest praler af vores sociale mobilitet og vores ’gratis’ uddannelsessystem, som gør børn af ufaglærte til overlæger og professorer.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at danskerne som led i daværende kulturminister Bertel Haarders værdikanon sidste år stemte velfærdssamfundet ind på en førsteplads som den vigtigste værdi at have med ind i fremtiden.

Der er bare et problem. De bærende søjler under vores velfærdssamfund – lighed, tillid og fællesskab – slår dybe revner i disse år. Det ellers så solide fundament er ikke længere så stærkt, som vi går og bilder os selv ind. 

Som Mandag Morgen skriver i dag, bliver det stadig sværere at bevæge sig op ad den sociale rangstige i Danmark, selv om vi har investeret milliarder af kroner i uddannelse og også bruger 45 milliarder kr. årligt på socialt udsatte. Det er langtfra lykkedes at knække den sociale arv. Nærmest tværtimod.

Det nye er ikke, at vi oplever denne udvikling. Det nye er, at udviklingen nu går både hurtigere, slår hårdere igennem og rammer flere grupper.

Underklassens børn følger i stigende grad i deres forældres fodspor. Selv de dummeste børn i middelklassen ender groft sagt med at få en videregående uddannelse, mens en stor gruppe af børn i underklassen fortsat har svært ved at få en ungdomsuddannelse. Og den sociale mobilitet for alle indkomstgrupper i samfundet er blevet mindre gennem de seneste 30 år.

Danmark står derfor med en særdeles giftig cocktail. Den sociale mobilitet er frosset til. Den økonomiske ulighed er stigende. Og antallet af økonomisk fattige er fordoblet på få år. Denne cocktail bør få topprioritet på den politiske dagsorden for det kommende folketingsår, som blev skudt i gang i sidste uge.

For få år siden blev borgerlige-liberale ministre sat i skammekrogen, hvis de kom til at lovprise lyksalighederne ved øget ulighed til fordel for større dynamik i Danmark. De risikerede at miste deres politiske karriere. Sådan er det ikke længere. Med det nye skatteudspil taler regeringen nu om, hvordan den med åbne øjne øger uligheden for at styrke incitamenterne til at arbejde frem for at være arbejdsløs.

Det er befriende ærlig snak. For skiftende regeringer – både røde og blå – har gennem de sidste 20 år øget uligheden talrige gange via skattereformer og udhulinger af velfærdsydelser. De har bare ikke talt så højt om det.

Men nu blinker alle politiske alarmklokker. Danmark risikerer at blive delt op i et samfund af vindere og tabere. Det er svært at få øje på realiseringen af det, statsministeren gang på gang siger om, at vi skal have alle med.

De dårligst stillede oplever at blive skåret i ydelserne, blive kastet rundt mellem sociale projekter uden den store effekt og løber panden mod en mur pga. den ringe sociale mobilitet. For dem er de flotte begreber som lighed, tillid og fællesskab en by i Rusland.

Omvendt oplever en stor del af samfundets bedst stillede, hvordan børnehaver, skoler og sygehuse må skære ned. De begynder i stigende grad at spørge om den pris, de betaler via skattebilletten, nu også står mål med den velfærdsservice, de modtager. Derfor overvejer de private løsninger.

Hvis denne velfærdens dødsspiral skal standses, kræver det politiske initiativer. Og her kan politikerne passende starte med at kigge på uddannelsesområdet. Vi ved, hvor vigtigt det er, at unge får en uddannelse, så de kan få en god start på deres voksne liv. Derfor er det også stærkt bekymrende, at færre udsatte unge enten er i gang eller har gennemført en ungdomsuddannelse.

Formanden for Socialpolitisk Forening, Knud Aarup, giver i et interview med Mandag Morgen 10 bud på løsninger. Han er bl.a. fortaler for at oprette en helt ny type af institutioner i belastede boligområder. Tanken er at rykke en bred gruppe af socialarbejdere ud i forreste led og være tæt på ’kunderne’ i velfærdsbutikken. De skal sikre en forebyggende og opsøgende indsats rettet mod udsatte familier.

Det kan være en god ide med masser af perspektiv. For familiens rolle betyder væsentligt mere for den sociale mobilitet, end forskerne hidtil har været opmærksomme på.

”Vi har undervurderet betydningen af familien og troet på, at velfærdsstaten kunne træde til, når familierne måtte give op. Vores analyser tyder på, at det ikke er lykkedes ret godt,” som professor i social mobilitet Martin D. Munk udtrykker det.

I forlængelse af Knud Aarup taler han om behovet for at udvikle en egentlig familiepolitik, der ikke reduceres til et spørgsmål om antallet af lukkedage i børneinstitutionerne. I vores nabolande Sverige og Tyskland er familiepolitikken en del af den politiske diskussion. Men fælles for begge lande er, at de prioriterer familien som en enhed i samfundet. Det mangler vi i Danmark.

Det nye fokus på familien kan ikke erstatte en tidlig indsats over for børn og heller ikke støtten til de unge, der lige nu ikke kommer videre efter folkeskolen. Der er brug for at sætte ind på alle tre fronter for at undgå, at underklassens børn ender i et liv uden udsigt til andet end kontanthjælp og førtidspension.

Forrige artikel Fire scenarier for Danmark i 2040 Fire scenarier for Danmark i 2040 Næste artikel Vestager: Dansk mediepolitik skal tænkes globalt Vestager: Dansk mediepolitik skal tænkes globalt