Af Carsten Terp Beck-Nilsson, Redaktør, Altinget: civilsamfund

Jagten på nye, bæredygtige forretningsmodeller kunne passende starte hos en gammel traver, mener forfatteren til den nye rapport om ’foreningsbaseret erhverv’, Gurli Jakobsen fra Center for Civilsamfundsstudier ved CBS.

En af Danmarks største demokratiske virksomheder, Coop, kører lige nu en kampagne, der netop skal gøre danske forbrugere opmærksomme på, at Brugsen og Fakta faktisk er ejet af dem selv – eller i hvert fald af 1,7 millioner danskere.

”Vi har i en del år ikke fortalt omverdenen, at vores medlemmer er med i en forening og ejer en forretning, og at de dermed er en del af noget større. I det hele taget har vi i Danmark nærmest glemt, hvad denne her virksomhedsform kan,” siger Mike Dranov, foreningsdirektør i Coop.

I Gurli Jakobsens nye forskningsstudie har hun sågar givet hukommelsestabet et navn: Hun kalder det for Det Danske Paradoks.

”Vi har taget for givet, at vi kan demokrati. Det er ikke noget, vi har diskuteret. I erhvervslivet har man ikke talt om det,” siger Gurli Jakobsen.

Fra bevægelse til socialøkonomi

Da socialøkonomi blev født i 1800-tallet, handlede det om social retfærdighed i økonomien. Og med dannelsen af andelsbevægelsen, brugsbevægelsen og den kooperative bevægelse trak Danmark i den socialøkonomiske førertrøje.

Vi fik demokratisk ejede elselskaber, vandværker, realkredit, forsikring, slagterier og mejerier og de kooperative dagligvarebutikker. Flere af dem – som Arla, Coop og Danish Crown – voksede sig store og blev markedsledende.

Og herefter skænkede vi ikke erhvervsdemokratiet mange tanker.

Regner man alle de mindre socialøkonomiske virksomheder som Gamle Mursten, Logik & Co, Glad Fonden, Specialisterne, Grennessminde med flere sammen med de store klassiske demokratiske virksomheder som Coop, Arla og Danish Crown, beskæftiger de ifølge Gurli Jakobsen tilsammen 160.000 mennesker. Det svarer til seks procent af arbejdsstyrken.

Alligevel gled socialøkonomi ud af den offentlige samtale. Ingen talte om det. Ingen forskede i det. Og ingen lovgav om det. Før årtusindskiftet.

Med initiativer fra EU fik begrebet nyt liv, men nu i en ny og snævrere betydning. Socialøkonomi var nu primært et socialpolitisk redskab, som skulle bruges til at hjælpe marginaliserede mennesker til at finde deres plads i fællesskabet – og ikke mindst på arbejdsmarkedet. 

EU-Kommissionen skovlede kul på, så sveden sprang fra brankede pander, og den erhvervsrettede socialpolitik buldrede afsted gennem Europa.

Danmark sprang på toget, og socialøkonomiske virksomheder, der beskæftigede migrantkvinder, utilpassede unge eller folk med psykiske diagnoser, begyndte at opstå. Regeringen etablerede et videnscenter for socialøkonomi, og vi fik en registreringsordning for socialøkonomiske virksomheder.

En næsten glemt ejerform

Men tilbage i remisen stod den vogn, der var ladet med demokrati.

Og det er et tab, mener Susanne Westhausen. Hun er direktør for brancheforeningen Kooperationen.

”I dag er vi jo kun 'to håndfulde', der ved, hvad vi snakker om, når vi taler om demokratiske virksomheder,” siger hun.

Når ingen er klar over, at det er muligt at danne en demokratisk virksomhed, er der heller ingen, der gør det, pointerer hun.

Og det er en skam, mener hun. For meget tyder på, at den type virksomheder er mere levedygtige end konventionelle.

”Når vi ser på iværksættervirksomheder, så tager det længere tid at starte en fællesskabsejet virksomhed end en almindelig. Men en større andel overlever de første fem år,” siger Susanne Westhausen. 

Coop: Demokratiet styrker vores forretning

Forskningen i erhvervsdemokrati er sparsom, og resultaterne er ikke entydige. Alligevel tyder meget på, at de demokratiske virksomheder klarer sig bedre end andre i krisetider, og at de er mere produktive.

I Coop er Mike Dranov ikke i tvivl om, at strukturen med et landsråd og lokale butiksbestyrelser giver kæden forretningsmæssige fordele.

”Vores afstand til kunderne er mindre. Den feedback, vi får, er hurtigere end normalt, fordi vi har et landsråd med kunder og medlemmer, som er hurtige til at opfange trends. Det betyder, at vores ledelse er i dialog med kunderne i stedet for at befinde sig i et vakuum. Det er en superstærk model – især i en branche som vores, hvor det går hurtigt,” siger Mike Dranov.

En ting er imidlertid det kommercielle aspekt. Noget andet er det større hele, som Mike Dranov også taler om. De demokratiske virksomheder er typisk formålsdrevne. For Coops vedkommende er hensynet til en bæredygtig samfundsudvikling skrevet ind i vedtægterne.

Generelt sender demokratiske virksomheder flere penge i omløb i deres lokalsamfund og er bedre rustet til at tage hensyn til det omgivende samfund.

Og så er der selve kernen i virksomhedsformen – nemlig demokratiet. Det er en værdi i sig selv.

Fælles ansvar

I sin research kiggede Gurli Jakobsen på de sygekasser, der før indførelsen af den offentlige sygesikring i 1973 hjalp mennesker, som blev ramt af sygdom.

Sygekasserne var lokale foreninger, hvis medlemmer gennem deres kontingent og med tilskud fra staten sikrede hinanden gensidigt mod de økonomiske følger af alvorlig sygdom.

Bestyrelserne bestod af revisoren, skorstensfejeren, slagteren, hønseavleren og arbejderen. På tværs af de herskende sociale og økonomiske skel – og trods åbenlyse politiske uoverensstemmelser – forenedes de her i at tage ansvar for at give alle i deres lokalsamfund adgang til læge, hospital og sygedagpenge.

Og heri ligger noget centralt, mener Gurli Jakobsen. Det handler om en social, økonomisk bæredygtighed. Om fællesskab. Om at bygge et samfund, hvor det at tage vare på hinanden er en integreret værdi. Om at gå sammen om at sikre det fælles bedste i lokalsamfundet.

”Jeg tror, at institutionelle strukturer som denne har været med til at skabe masser af sammenhæng i vores samfund. Og jo færre der er af den slags fora, jo mindre anledning er der til denne type borger-engagement – og dermed også mindre sammenhæng,” siger hun.

Principperne fra de lokale sygekasser i et vist omfang – og med forbehold – overføres på de demokratiske virksomheder. Også her går ganske almindelige mennesker sammen om at sikre, at virksomhedens behov for profit er forenet med det overordnede hensyn til det omgivende samfund.

Dong-sagen blev et wakeupcall

Alt det taget i betragtning kan det undre, at andelsbevægelsen, den kooperative bevægelse og brugsforeningerne i halvandet århundrede befandt sig i hvert sit hjørne af spillepladen – uden nævneværdigt overløb mellem siloerne. Men sidste år stiftede de i fællesskab tænketanken Demokratisk Erhverv.    

Salget af en fjerdedel af det statsejede energiselskab Dong i 2014 var muligvis den morgenvækning, der fik aktørerne ud af fjerene, funderer Susanne Westhausen fra Kooperationen.

Store dele af infrastrukturen ville ikke eksistere i den kvalitet og til den pris, vi kender, hvis ikke vi havde ejet den i fællesskab, mener hun og peger på det vidt forgrenede fibernet.   

”Hvis ikke energiselskaberne primært havde været forbrugerejede, tror jeg ikke, vi havde været så langt med fibernet. Men det er vi, fordi du og jeg kan se, at det ville være godt for os, hvis vores virksomhed investerer i det,” siger hun.

Det er beslutninger af den karakter, som erhvervsdemokratiet giver den menige dansker indflydelse på – hvis vi vel at mærke værner om det, pointerer Susanne Westhausen.

En ny-moderne forretningsmodel

Hos Demokratisk Erhverv er Magnus Skovrind Pedersen ikke i tvivl om, at tidsånden arbejder for de fællesskabsejede virksomheder.

”Der er en grundlæggende bevægelse i hele verden mod en økonomi, der er mere funderet i vores lokale befolkninger. En økonomi, som kommer det lokale til gode og ikke bare driver rovdrift på natur, ressourcer og klima,” siger han.

I tænketankens medlemskreds ser han talrige eksempler på demokratiske virksomheder, som er i færd med at revitalisere deres ejerform.

”De store selskaber er nu ved at markere sig kraftigt på, at de er medlemsejede,” siger han.

Det skyldes, at de efter årtiers demokratisk forvitring har fået blik for det forretningsmæssige potentiale, mener han.

”Tag for eksempel et forsikringsselskab. Det lever af loyale kunder. Hvis du hele tiden skal jagte nye kunder, koster det tid og penge. Det slipper du for, når dine medlemmer føler sig som en del af selskabet og er loyale, fordi de stoler på dit medlemsdemokrati. Og så kan du bruge dine ressourcer på at udvikle mere konkurrencedygtige produkter,” siger Magnus Skovrind Pedersen.

”Vi står med store kriser. Tag bare miljøet og klimaet og den ulige fordeling af de økonomiske goder,” siger han.

Beslutningstagerne er klar over, at det er nødvendigt at udvikle en mere inkluderende økonomi, der tager langsigtede hensyn. En oplagt løsning er at give befolkningen indflydelse på erhvervslivet, mener Magnus Skovrind Pedersen:

”Det er nok også en nemmere og klogere måde end strammere regulering af erhvervslivet.”

Det paradoksale, mener han, er, at Danmark netop har været eksponent for en inkluderende, balanceret økonomi.

”Vi har oplevet nogle store sejre i fortiden, men dem har vi ikke formået at bygge videre på. Nu kommer folk valfartende for at lære om andelsselskaber, men vi dyrker det ikke selv. Det er først, når udlandet kommer, at vi selv er i stand til at se værdien.”