En ny mediepulje bliver en elendig løsning

Flere politiske partier drømmer om at skære en luns ud af DR og lægge pengene i en ny mediepulje, hvor de private medier og private producenter kan søge om støtte til produktion af dansk kvalitetsindhold. Men hvor skal indholdet gøres tilgængeligt, hvad skal være støtteværdigt, og hvem skal trække projekterne op af ønskebrønden?

Lisbeth Knudsen

Hegnspælene til et kommende medieforlig er så småt ved at blive banket ned i jorden, selv om der endnu er et par måneder til, at forhandlingerne starter for alvor, og kulturministerens udspil ligger på bordet.

Mens kulturminister Mette Bock har været på rundtur hos borgerne med lytteprojektet ”Antennerne ude” for at høre om danskernes medieforbrug, så har de politiske partier for længst indledt opvarmningen til det, der kan blive en politisk gyser i det nye år.

Rent faktisk kan det kommende medieforlig ende med at blive virkelig skelsættende og ikke bare som sædvanlig endnu en lappeløsning på et system, som ikke længere fungerer efter hensigten. Resultatet kan blive en helt afgørende ændring af DR’s såvel som af TV 2s og de private mediers fremtid og et helt nyt dansk medielandskab fra 2019.

Hvis modet ikke svigter politikerne undervejs, så er det også, hvad der er behov for. De internationale giganter på mediemarkedet har nemlig forandret forretningsvilkårene, vundet kampen om distributionsplatformene og ændret medieforbruget i Danmark markant bare de seneste fem år. Og vi har kun set begyndelsen.

Det siger regeringsgrundlaget

”DR varetager opgaver, som er en kulturbærende del af det danske samfund. Men der er behov for i højere grad at målrette DR’s produktion til mere grundlæggende public service for at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere samt for at reducere antallet af kanaler”.

”Den nugældende mediepolitiske aftale udløber ved udgangen af 2018. Regeringen vil fremlægge et konkret forslag til fokusering af DR og en nedsættelse af licensen”.

”Regeringen ønsker at privatisere TV 2. Forberedelse af en privatisering af TV 2 vil blive påbegyndt i 2017, så privatiseringen kan ske, efter den nuværende mediepolitiske aftale for 2015-2018 udløber. Regeringen vil sikre, at der fortsat er et bredt udbud af public service-indhold efter en privatisering af TV 2”.

Danskerne elsker dansk indhold, danske nyheder, danske børneprogrammer og dansk dramatik. Men de elsker også Netflix, HBO, YouTube, Facebook, Snapchat og andre internationale aktører på det danske marked, som leverer underholdning, debat, relationer og nyheder på alle mulige måder.

Vi har en unik nordisk mediemodel, hvor den offentlige mediestøtte til både private og statsejede medier skal understøtte demokrati, folkeoplysning, kvalitetsjournalistik og alles adgang til indhold med dansk identitet fra børneudsendelser til dokumentarudsendelser, kunst og dramatik. Fra nationale og internationale nyheder til lokale nyheder, interviews og feature-journalistik.

Skal den model fortsætte, kræver det virkelig nytænkning. For det bliver meget svært politisk at argumentere for mediestøtten, hvis ikke det indhold, der kommer ud af den, bliver gjort tilgængeligt og rent faktisk åbnet og brugt af en kritisk masse derude i markedet.

Hvis det producerede, statsstøttede indhold bliver for en betalingsdygtig, uddannelsesmæssig eller kulturel elite, når nu hele hensigten med mediepolitikken netop handler om mangfoldighed, bredde, demokratisk oplysning, national identitetsskabelse og fællesskab.

Tre slags kriser

Det danske medielandskab har både en indholdskrise, en distributionskrise og en finansiel krise. En indholdskrise, fordi publicistiske ambitioner og væsentlighedskriterier dag for dag bliver trængt af performancekriterier og kravet til trafik og indtjening. Fordi jagten på opmærksomhed på et overfyldt og mere populistisk drevet digitalt marked overdøver alt.

Læg dertil at de uafhængige, private medier ikke har den journalistiske kraft og slagstyrke, man havde tidligere med råd til fagjournalister på mange stofområder og lokalredaktioner af en vis størrelse. Til indholdskrisen hører en generationsmæssig udfordring for de professionelle medier, som mangler de unge brugere, og en social udfordring i forhold til at repræsentere alle dele af befolkningen.

En distributionskrise, fordi de internationale aktører er blevet de nye ”gatekeepere” på distributionsnettet og styrer via algoritmer og segmentering, hvordan indholdet spredes og til hvem. Og en finansiel krise, fordi de uafhængige private medier har mistet en betydelig del af deres finansieringsgrundlag til de internationale aktører og kæmper med betalingsvilligheden for kvalitetsjournalistikken på nettet.

DR og public service står ved en særlig skillevej, hvis man skal opretholde grundideen om at nå ud til alle danskere. Hvis det mål skal nås, er det så ok, at public service-støttet indhold ligger på kommercielle platforme hos de internationale aktører i fragmenteret tilstand, hvor der både er annoncer og høstes personlige data til videresalg og målretning af både kommercielle budskaber og segmenterede politiske budskaber?

Eller skal den public service-virksomhed, som DR leverer, holde sig inden for sin egen platform og netop være et alternativ til de kommercielle platforme? Det forekommer mest rigtigt, men er det en overlevelsesstrategi på længere sigt, som vil lykkes, hvis public service-målet stadig er at nå ud til over 90 procent af danskerne hver uge?

De spørgsmål er alt for alvorlige til at straffe DR for nogle ledelsesmæssige møgsager, en danmarkshistorie med politiske skævheder og en generel politisk tonedøvhed. Men DR ser ud til ved det kommende medieforlig at skulle på skrump.

Det er den politiske stemning blandt de borgerlige partier, som har forskellige grader af trang til at beskære DR som et vigtigt greb for at hjælpe den private mediesektor. Fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i den ene ende til De konservative i den anden og mildere ende. Og det ser ud til, at Socialdemokratiet er i bevægelse i forhold til de ellers kendte forsvarspositioner for DR.

Et DR på skrump

Det summer af synspunkter om DR’s fremtid, DR’s størrelse og DR’s opgaver. Bliver det 5, 15 eller 25 procent, DR skal beskæres? Og hvis DR beskæres, skal pengene så gå i statskassen, skal borgerne have en lavere licens eller skal pengene anvendes til på anden måde at få lavet public service-indhold?

Det sidste synes der at være bred enighed om. Og det bringer os frem til den ulyksalige idé om en mediepulje. Venstre har luftet ideen om at placere helt op til 500 mio. kr. i sådan en mediepulje. Også kulturministeren har luftet noget, der lyder i den retning, og det samme har Dansk Folkeparti uden at sætte tal på.

Kan DR beskæres, uden at institutionen dør af det? Ja. Men man skal huske, at en beskæring af DR i størrelsesordenen 15-25 procent, og en indsnævring af DR’s kanaler og produktion af indhold, vil få en kolossal indvirkning på de private producenter, som i dag lever af at være leverandører af indhold og serviceydelser til DR.

Eftersom beskæringen næppe kan omfatte den nationale nyhedsdækning, som udgør en stor post på DR’s budget, så vil andre områder blive hårdt ramt, og producenterne mister et vigtigt marked.

Man kunne vælge at give kravene til DR’s udlægning af produktion til private endnu en omdrejning på håndtaget for at skrue ned for DR’s størrelse og skabe mere dynamik til det private produktionsmiljø, der nyder godt af samspillet med en professionel indholdsindkøber som DR.

Man kan vælge en sammenlægning af DR’s radiodistrikter og TV 2-regionerne under DR, og pålægge DR at rationalisere den lokale/regionale produktion under ét og drive regionerne uden de 512,2 mio. kr. af licensprovenuet, som de regionale TV 2-virksomheder modtager årligt.

Det ville svare til den beskæring af DR, som nogle partier ønsker at foretage, og samtidig frigøre penge til drømmen om en mediepulje, som også de private, kommercielle medier vil kunne søge.

En tvivlsom mediepulje

Tilbage står imidlertid, at mediepuljen er en virkelig problematisk idé. Den store ønskebrønd for public service-produktioner kræver, at nogen har den gyldne opskrift på, hvad public service-indhold og public service-kvalitet er. Den opskrift er endnu ikke skrevet.

Og vi kan se, hvor meget DR, TV 2 og Radio24syv kæmper med at udfylde public service-begrebet på hver deres måde under skarp kritisk overvågning af politikerne, særligt for DR’s vedkommende.

  • Hvis man politisk lægger 500 mio. kr. i en pulje til at få produceret public service-indhold til danskerne, hvad skal så være kriterierne for at søge midler i en sådan pulje?
  • Skal en producent på forhånd have sikret sig en distributionskanal, når hun eller han søger om penge, så giverne kan være sikre på, hvor og hvordan indholdet gøres tilgængeligt og for hvor mange?
  • Skal der være en minimumsgrænse for, hvor få produktet skal nå ud til, og skal der være sat et mål for et minimum antal borgere, der bliver eksponeret for det?
  • Hvordan sikrer man, at de offentlige støttemidler rent faktisk går til kvalitetsindhold, og hvordan måles det?
  • Vil det give et sundt marked, hvis de private medievirksomheder og producenter bliver mere afhængige af statsstøtte, end de allerede er i dag?
  • Skal der kunne søges midler til både tv, radio, digitale og print-udgivelser?
  • Hvilke projekter vil være relevante inden for forskellige genrer og stofområder?
  • Hvem kan søge?
  • Hvem skal agere smagsdommere og fordele de mange penge fra puljen?
  • Hvordan evalueres de støttede produktioner?

Det er modellen for den nuværende public service-pulje, som politikerne ser som forbillede for en langt bredere mediepulje. Men den sammenligning duer ikke. Public service-puljen bestyres af Det Danske Filminstitut. Den støtter programmer, der i et væsentligt omfang lever op til meget brede målsætninger for ordningen: Originalitet, betydning og kvalitet.

Puljen har en bevillingsramme på 42,5 millioner kroner om året, heraf 2,5 millioner kroner om året til regionale produktioner. Derudover er der bevilliget et engangsbeløb på 17 millioner kroner om året til regionale produktioner fordelt på 4,25 millioner kroner om året i fire år. Samlet set betyder det, at Public Service-Puljen er på 46,75 millioner kroner om året.

Uddelinger af mediepulje

Figur 1 | Forstør   Luk

Kilde: Det Danske Filminstituts hjemmeside.

Puljen yder støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar samt programmer til børn og unge inden for alle genrer. Der sidder en styregruppe på kun tre medlemmer, som bevilger støtten. Det er Birgitte Fredsby, direktør for Made By Us, Torben Smidt Hansen, forstander på Vallekilde Højskole, og Claus Ladegaard, områdedirektør på DFI. Se figur 1.

Det TV 2, som altid understreger, at man ikke modtager statsstøtte, har fra 2008 til 2017 – det vil sige i public service-puljens levetid – indirekte modtaget 325.647.687,00 kr. fra public service-puljen til programmer leveret af forskellige produktionsselskaber. SBS har modtaget 58.696.692,00 kr. Viasat har modtaget 32.143.397,00 kr.

Det er de tre største modtagere af støtte fra puljen og lige efter kommer DK4 med 16.347.891,00 kr. En evaluering i form af en interviewundersøgelse med modtagerne viser, at de er glade og tilfredse med, hvordan den virker. Men det er en temmelig snæver kreds af velkendte ansigter og kanaler, der modtager støtten. Se figur 2.

TV2 vinderen af Public Service-Puljen

Figur 2 | Forstør   Luk

TV 2 har fra 2008 til 2017 fået finansieret produktioner for 325.647.687 kr. fra public service-puljen. SBS har modtaget 58.696.692 kr. Viasat har modtaget 32.143.397 kr. Lige efter kommer DK4 med 16.347.891 kr.

Kilde: Oversigter over Public Service-Pulje fordelingen 2008-2017 på Det Danske Filminstituts hjemmeside.

En bredere public service-pulje eller mediepulje med 500 mio. kr. med mange flere genrer vil stille nogle helt andre krav til fordelingen af pengene. Til at sikre at det producerede rent faktisk bliver gjort tilgængeligt. Til at sikre bredden, mangfoldigheden og dybden i produktionerne og efterprøve seriøsiteten og kvaliteten af det, pengene bliver givet ud til.

DR og TV 2 har trods alt den fordel, at man her har professionelle redaktører og indkøbere af indhold, som skal stå på mål for det, de sender ud på kanalerne og kan gribe ind, hvis en produktion ender et andet sted end der, hvor den burde være, i kvalitet.

Derfor: Overvej endnu en gang tanken om en ny kæmpestor mediepulje. Det er en lappeløsning på et beskåret DR og sikkert velment forsøg på at lade de private medier løfte noget af public service-opgaven.

Men det vil betyde indførelse af et nyt bureaukratisk apparat til fordeling af mediestøttemidler og nogle stærke smagsdommere, der skal uddele pengene fra ønskebrønden. Lav hellere flere statslige udbud til private af radio- og tv-kanaler og streamingtjenester, der som Radio24syv kan blive en gedigen og innovativ succeshistorie.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu