Igennem årtier siden anden verdenskrig har de vestlige demokratier udviklet en udenrigspolitik baseret på et sæt af fælles værdier, fælles humanitære forståelser, fælles opfattelser om menneskerettigheder, samhandelsaftaler og samarbejdsstrukturer. Det helt store spørgsmål, som melder sig efter Donald Trumps valgsejr i USA, er, om forestillingen om det fælles værdisæt er brudt sammen, og en ny slags verdensorden er på vej. En verdensorden baseret udelukkende på nationale egeninteresser, isolationisme, fokus på de bedste forretningsmuligheder og renset for ideologier og værdier.

Donald Trumps udenrigspolitik ligner i hvert fald indtil videre en afmontering af den måde at føre politik på, som har skabt den hidtil stærke alliance mellem Europa og USA. Lægger man dertil Brexit-afstemningen i Storbritannien og de politiske tendenser i Frankrig, Polen og andre steder i Europa, så er der et opbrud på vej, som reelt kan skubbe til eksistensen af både det NATO og det EU, vi kender i dag.

Det paradoksale i situationen er, at det, der fremprovokerer opgøret med mange års møjsommeligt udviklede verdensorden, er et opgør med den globalisering, som er permanent, irreversibel og allestedsnærværende, og som hverken er noget, vi kan stoppe eller kontrollere.

Den teknologiske udvikling har nedbrudt fysiske grænser, skabt global nethandel uden om toldmure og konkurrencebegrænsende afgifter. Den lettere og hurtigere adgang til transport og rejsemuligheder har åbnet for både en global erhvervsudvikling og for en kulturudveksling, som heller ikke kan standses. Klimaudfordringen er for længst blevet global, og mens den nye amerikanske præsident måske prøver at genoplive kulminerne og spole klimaaftalerne baglæns, så har kineserne taget førertrøjen på i klimaarbejdet og har indset, at klimaindsatsen ikke bare er nødvendig for at sikre deres befolknings helbred og fremtid, men også er en god forretning.

Finansmarkederne opererer globalt og påvirkes af hinanden med sekunders og minutters intervaller, når politiske begivenheder eller andre begivenheder rammer nyhederne. Læg dertil, at kineserne finansierer en ikke ubetydelig del af den amerikanske gæld, og at en finanskrise udløst et eller andet sted i verden kan få banker til at skælve i selv økonomisk stærke økonomier et helt andet sted. Nationer, der for bare få årtier siden var blandt de fattigste som Singapore, Sydkorea og Taiwan, er nu blandt de rigeste.

Hvorfor ser vi så nu en bevægelse bag valget af Trump, som handler om at stoppe udviklingen, stoppe globaliseringen og iscenesætte en nationalisme og isolationisme, som kan få så voldsom en effekt på hele den eksisterende verdensorden. Rigtigt mange har fået velstandsfremgang og oplever fordelene ved en verden, der hænger mere sammen, og hvor landende er blevet mere afhængige af hinanden. Men det er en ringe trøst for den middelklasse i de såkaldt rige lande, hvis lønninger er stagneret, hvor jobbene enten er forsvundet til udlandet eller er blevet overtaget af automatisering og robotter.

Globalisering er ikke et demokratisk fænomen. Manglen på gennemsigtighed og kontrol med udviklingen betyder, at vi er endt med en form for globalisering, der fungerer for nogle, men ikke for alle. Og taberne har nu fået stemmer rundt omkring med de demokratiske oprør, vi ser i Europa og USA. Indtil den britiske EU-afstemning og det amerikanske valg den 8. november har det folkelige opgør med globaliseringen primært handlet om tabet af jobs, antiimmigration og antifrihandelsaktivisme. Nu handler det om meget mere. Retorikken i Brexit-afstemningen og i den amerikanske valgkamp har handlet om følelser. Om tab af kontrol. Om tab af identitet og tilhørsforhold. Om at tage nationens interesser tilbage og lade verden passe sig selv. Den udvikling har vi i tidligere generationer – i 30’erne – set en tydelig og særdeles farlig konsekvens af. Det er et signal, som ikke lader sig overhøre, og som politikerne i alle lande – også Danmark – må lytte til. Det er de nationale stater, som skal finde de løsninger, der skal til at få globaliseringen til en fordel og ikke det modsatte. For ingen kan standse det tog og hoppe af. Det er realiteten.

Opskriften må derfor være en anden. At finde en vej til at få globaliseringen til at virke for alle og mindske ulighederne. At få fundet ind til de klare kerneværdier, som stadig binder os sammen i de vestlige demokratier, og kæmpe for dem. At få reformeret vores fælles institutioner, aftaler og samarbejder, som blev skabt til det 20. århundredes udfordringer, så de i stedet passer til det 21. århundredes nye udfordringer. Det er faktisk gennem organisationer som FN, NATO, EU og andre samarbejdsorganer, at vi har en mulighed for at finde frem til en globalisering, som virker for alle. Ikke ved at nedlægge dem og overlade alt til ”den stærke mand-strategier” og alles kamp mod alle.

LÆS OGSÅ:

Den fjerde vej: Trumps sejr skaber ny samfundsorden

Falder Frankrig, falder EU