En stakket frist for 5880 milliarder kr.

Europa befandt sig på i sidste uge på randen af en ny global finanskrise, hvor euroens eksistens var truet, likviditetslinjerne på finansmarkederne var ved at tørre ud, og Europas 47 største forretningsbanker tiggede Den Europæiske Centralbank om at gribe ind med støtteopkøb. Mange iagttagere og økonomer havde lige frem svært ved at tro deres egne øjne, da de finansielle dominobrikker væltede fra Athen til Lissabon og Madrid i en farlig og ukontrollabel kædereaktion, hvor markedets aktører gik mere og mere i panik. Torsdag i sidste uge faldt aktiekurserne på New Yorks børs med næsten ni procent i løbet af kort tid, og de seneste analyser af sagen tyder på, at det ikke bare var en fummelfingret trader, der satte gang i det voldsomme frasalg. Likviditeten og efterspørgslen var også tørret ud, og der var meget større kræfter på spil end teknisk-humane fejl. Renten på de kriseramte landes statsobligationer tordnede i vejret som en farlig askesky i sidste uge, og frygten bredte sig videre til de store europæiske forretningsbanker, der har lånt for flere hundrede milliarder euro ud til de sydeuropæiske lande. Det kunne være endt i en ny Lehman Brothers lignende nedsmeltning i markedet som i de hektiske dage i efteråret 2008.

Mandagens handel kunne være endt i dramatisk store kursfald, hvis ikke Europas politiske ledere i løbet af weekenden – fra fredagens topmøde til søndagens finansministermøde – var nået til enighed om at lave en historisk stor hjælpe- og lånepakke på 500 milliarder euro. Oveni stiller Den Internationale Valutafond et beløb på 250 milliarder euro til rådighed for at hjælpe de europæiske lande, der er kommet ud i uføre.