Dansk politik befinder sig i en dyb idekrise, hvor der ikke tænkes ret mange store tanker. Partierne bruger de fleste kræfter på at udkæmpe små, symbolske kampe med hinanden i stedet for at forholde sig seriøst til de store og presserende udfordringer, som det danske samfund står over for.

Den forløbne politiske uge var ingen undtagelse. Ugen blev skudt i gang med en kronik, som en socialdemokratisk firebande – Mette Frederiksen, Bjarne Corydon og Carsten Hansen anført af fraktionsleder Henrik Sass Larsen – offentliggjorde i Politiken. Den led dog hurtigt en krank skæbne, og det var meget symptomatisk for, hvad der er virkeligheden i dansk politik. I Danmark ser vi nemlig ud til at have mistet evnen til at føre store, idepolitiske visionsdebatter.

Man kan sige meget om den socialdemokratiske kronik og de fires forsøg på at rejse en idepolitisk debat, men de bør i det mindste roses for, at de gjorde forsøget. Dansk politik trænger til, at de politiske ledere i højere grad løfter sig ud over de kortsigtede og dagsaktuelle sager, der ofte dominerer de stadig hurtigere nyhedsmedier, og som konstant måles og vejes af et allestedsnærværende kommentatorkorps. Danmark har brug for større visioner og langsigtede sigtelinjer, for ellers mister vi retningssansen i de mange, små slagsmål i hverdagens hastige medieunivers.

Forslagene i kronikken imponerer desværre ikke. At forlange en stærk stat i et land med verdens højeste skattetryk kan ikke kaldes for nytænkning. For sådan er Danmark allerede. Vi har allerede en stærk stat, verdens mest regulerede samfund og verdens bedst registrerede borgere. Firebanden harcelerer over det forsømte årti – fordi VK-regeringen på en række områder veg uden om de nødvendige reformer – men det også en meget uretfærdig kritik. Drømmen om er en stor socialdemokratisk velfærdsstat er aldrig vokset så meget som netop under VK-regeringerne. Det var Foghs og Løkkes store bestikkelsesprojekt for at sikre sig vælgernes gunst.

Den idepolitiske vision, socialdemokraterne præsenterer læserne for i kronikken, ligner et sminket lig. Visionerne er små justeringer i det eksisterende og velkendte. I øvrigt fattes riget penge, og virkeligheden er, at mens S-firebanden taler  om en stærk stat, så gennemfører S-R-SF-regeringen i praksis nedskæringer og reduktioner i den stærke velfærdsstat – herunder af dagpengene. Og hvor er nytænkningen?

Den store forsømmelse

Danmark har ikke brug for et regeringsparti og en regering, der bare kræver mere velfærdsstat. Danmark trænger til en regering, der kan innovere velfærdsmodellen og sikre danskerne mere og bedre velfærd for færre penge. Sådanne visioner er ganske fraværende i den socialdemokratiske kronik. Det understreger samtidig den socialdemokratiske krise. Det er ikke bare en vælgerkrise. Det er også udtryk for en dyb idekrise.

Man er dygtige til at sige, hvad man ikke er – regering for endnu et forsømt årti – men er den eneste store, bærende ide at sige, hvad man ikke er, hvad er så ideen med at få magten?

Den egentlige hensigt med kronikken er formentlig at markere enhed og samling i det sårbare parti og at markere en ideologisk distance til det formstærke, liberale oppositionsparti, Venstre. Men kronikken ligner mere en terapeutisk skrivebordsøvelse til ære for meningsfæller end et oprigtigt forsøg på at nytænke det danske samfund og begejstre vælgerne.

Det er kronikkens store svaghed. Man viger uden om de svære spørgsmål om, hvordan velfærdsstaten skal nytænkes, og hvordan ret og pligt i praksis skal udfoldes på det 21. århundredes betingelser. Og i stedet for at præcisere, hvordan man skridt for skridt får gjort op med den udbredte krævementalitet, der dræner velfærdssamfundet for penge og solidaritet, hænger man fast i en gammel nedslidt drøm om en stærk stat. Det er udtryk for det manglende mod, som i stigende grad har præget Socialdemokraterne, siden meningsmålingerne har sendt partiet ned under 20 pct.

Man fornemmer tydeligt, at firebandens kronik er blevet til i tæt dialog med statsministeren og hendes rådgivere som led i den nye socialdemokratiske kampagne for at komme tilbage i offensiven. Firebanden kommer med et ideologisk udfald mod nullernes VK-regeringer, mens statsministeren personligt lancerer det konkrete ungeudspil. Måske håber man, at statsministeren dermed kan iscenesætte sig som en samlende figur, der er inderligt optaget af danskernes hverdag? Og at partiet samtidig, med chefindpisker Sass Larsen i front, kan få skabt lidt mere kant til oppositionen. Men det er kun taktiske manøvrer. Ungeudspillet blev overdøvet af dagpengedebatten og “Voldsmose”-sagen, mens kronikkens budskaber fortonede sig i horisonten. En uge kan være meget lang tid i dansk politik. Men det er alligevel værd at dvæle lidt mere ved kronikken og dens indhold. Eller mangel på samme.

Magtesløse politikere

Kronikken er i grunden en hudløs udlevering af den socialdemokratiske idekrise.

Det er fint at formulere en ambition om at sikre den dygtigste generation nogensinde. Flere iagttagere har fremhævet netop den formulering som noget, der peger fremad. Det gør den også. Men det har den gjort længe. Også Foghs regeringer talte om jagten på verdensklasse i uddannelserne. Resultatet var ikke imponerende. Vi er stadig langt fra verdensklassen, og skolerne udklækker stadig alt for mange kandidater til den analfabetiske underklasse, der bliver skilt fra i uddannelsessystemet og marginaliseres på arbejdsmarkedet. Det er godt, at socialdemokraterne vil gøre op med det, men sandheden er, at de selv har et stort medansvar for tingenes tilstand. Når man selv var med i uddannelsesforligene, så ligner det historieforfalskning at placere ansvaret for miseren hos nullernes VK-regeringer.

Det eneste virkelig nye i kronikken er det markante opgør med finanssektoren og den finansielle liberalisme – og kravet om massive reguleringer af den. Det er en markør for, hvad Socialdemokraterne kan blive til. Flere socialdemokratiske partier forsøger i denne tid at nyiscenesætte sig som populistiske kritikere af finanssektorens grådighed, men spørgsmålet er, om man også tør komme med velgennemtænkte forslag til en mere fundamental omstrukturering af finanssektoren. Næppe. Kronikørerne har valgt at deponere deres skæbne hos EU og globale aftaler om regulering af finanssektoren, og der er ikke et eneste opsigtsvækkende forslag til, hvordan man kan vise lederskab i Danmark. Derfor ender de i virkeligheden som magtesløse retorikere i det store spil, hvor verdens førende stormagter sætter dagsordenen.

Det socialdemokratiske projekt kan derfor nemt ende – hvis man skal tage kronikken og dens forslag for pålydende – som en meget lille korrektion til VK-regeringernes ret socialdemokratiske velfærdspolitik i nullerne. Socialdemokraterne kan i partnerskab med De Radikale og SF feje lidt op i krogene, men virkelig at reformere det danske samfund formår man måske ikke?

Og dermed er vi inde ved kernen af den danske model. Det store idepolitiske vingesus og de store idekampe er afløst af konsensusøvelser og små reformer med minimale konsekvenser for borgerne. Skattereformen er et eksempel på, at få hundrede kroners ændring om måneden kan tales op til de store, historiske overskrifter, når spindoktorer sætter manipulationsmaskinen i gang. Og det er samtidig også dansk politiks krise. Det, der virkelig kommer til at betyde noget og kan gøre den store forskel, undgår vi helst at tale om. Og vi bruger kræfterne på de små markører og de små uenigheder, der i virkeligheden ikke gør den store forskel.

Megakriserne slår ned

Det er tankevækkende, at de fire fremtrædende socialdemokratiske politikere slet ikke gør sig seriøse overvejelser om, hvordan vi laver de dramatiske omstillinger af den danske model, som de fremvoksende globale megakriser vil presse os til at gennemføre. Det er ærefuldt at tale om behovet for at erstatte mange års mig-politik med en stærkere vi-politik, så der bygges nye partnerskaber og danskerne tager et større medansvar for at løse de fælles kriser. Men hvis ikke det politiske lederskab fremlægger langsigtede og bæredygtige svar på de enorme udfordringer fra klimaforandringerne – herunder den langt hastigere nedsmeltning af indlandsisen, som sommeren afslørede – så er det en lederskabskrise af rang.

I Rio, på et lanceringsmøde for Mandag Morgens Sustainia-initiativ, holdt statsminister Helle Thorning-Schmidt en brandtale om behovet for at gøre noget ved klimaforandringerne, men hvornår fortæller statsministeren danskerne – og partiets fire kronikører – hvad det i virkeligheden kræver af det danske samfund og af danskerne at gøre noget ved klimaproblemerne?

Ingen af de ansvarlige, politiske ledere fortæller danskerne tydeligt nok, at business as usual i det gamle velfærds- og velstandsdemokrati er ved at være slut, og at det var en gylden, historisk periode, der løb fra Anden Verdenskrig indtil finanskrisen i 2007/8. Den nye virkelighed er en ganske anden, og der gives ingen gratis badebilletter til dyre velfærdsordninger eller ny vækst for den sags skyld. I de globale megakrisers tidsalder er vi pisket til at lave dramatiske omstillinger af vores livsstil, af vores velfærdssamfund og af vore virksomheder. Klimaforandringerne accellererer, og det politiske reformtempo bør mangedobles. I stedet for at spilde tiden på at placere regningen for det forsømte årti i nullerne, burde de politiske ledere samle kræfterne om at løse de store, presserende udfordringer, som det danske samfund står overfor.

Det sker bare ikke, for den idepolitiske og visionære debat er stort set fraværende, de langsigtede, politiske reformprojekter overskygges af de kortsigtede tilpasningsøvelser, og det politiske mod er stærkt begrænset. Eller også ender kampene ude i ghettoernes frontlinje. Det skete også i den forløbne uge. Da over 60 voldsmænd trængte ind på Odense Sygehus og chokerede Danmark med deres ghettoagtige bandementalitet, erobrede “Voldsmose” igen alle overskrifterne.

Slaget om udlændingepolitikken og værdipolitikken blev vakt til live igen med Søren Pind og Pia Kjærsgaard som ideologiske indpiskere, og Socialdemokraterne fik travlt med at dæmme op for en ny, truende vælgerkrise. En ordfører blev sendt i byen med krav om, at voldsmændene kan rejse hjem til deres egen kultur, hvis de vil bruge køller, og statsminister Helle Thorning-Schmidt skyndte sig at komme hende til undsætning, da radikale politikere begyndte at kritisere den kulturalistiske kortslutning mellem vold, muslimer, indvandrere, kulturelt tilhørsforhold og bandementalitet, der lå til grund for de bombastiske udtalelser.

Intellektuelt set er det en rigtig indvending, men øjeblikkets politik er tydeligvis ikke indrettet til at håndtere de mange indsigtsfulde mellemregninger og nuancerne bag nyhedernes sendeflade.

Behov for et nyt sprog

Et retssamfund som det danske bør straffe og forfølge voldsforbrydere, der truer andre borgere og overtræder de demokratisk fastsatte spilleregler. Intolerance over for de intolerante kan være et fint, liberalt princip. Men der er behov for en langt mere sammenhængende og langsigtet indsats for at finde holdbare løsninger på integrationsproblemerne, så det danske samfund kulturelt, socialt og økonomisk bliver i stand til at håndtere de udfordringer og konflikter, som globaliseringen fører med sig.

Samtidig bør de ansvarlige politikere have blik for, at de i behandlingen af enkeltsager som Vollsmose-sagen risikerer at skade nationens langsigtede interesse i at skabe en ny og mere åben udlændingepolitik, der også i fremtiden gør det muligt at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Det er en vanskelig balanceakt, men de politiske ledere bør ikke tabe hovedet med forhastede udtalelser, der blot pisker stemningen yderligere op. Når man italesætter den danske kultur som noget radikalt andet end indvandrernes hjemlandskulturer, sniger man samtidig det kollektive “vi” ind ad bagdøren, som de socialdemokratiske kronikører også længes efter. Drømmen om at erstatte nullernes mig-kultur med en ny vi-kultur kan antage mange former, hvoraf nogle slet ikke er ønskværdige og bestemt ikke er i pagt med de liberale demokratitraditioner, som det danske samfund bygger på. Og her bør de ansvarlige politikere være meget omhyggelige i deres ordvalg.

Det gælder for så vidt begge lejre. Flere af de liberale og borgerlige politikere og meningsdannere, der få dage forinden havde kritiseret socialdemokraternes drøm om en stærk stat, trådte i kølvandet på Vollsmose-sagen straks frem på scenen og krævede også mere stærk stat. Hårde straffe og en ny stramning af udlændingeloven er efter deres mening det bedste modsvar til voldsmændenes grove forbrydelse. Forslaget var forudsigeligt, men hvorfor ender vi altid med at kræve en stærkere stat i Danmark, når der opstår problemer?

Noget tyder på, at nullernes stramninger ikke har mindsket antallet af ghettokonflikter eller integrationsproblemer i det danske samfund, så hvorfor skal vi så tilbage til den opskrift? Måske er det på høje tid at søge nye veje og innovere det danske velfærdssamfund, frem for refleksagtigt at kræve mere stat, hver gang der opstår konflikter og problemer i civilsamfundet. Den danske model befinder sig i dyb krise. Men den synes mindre end den idekrise, som de ledende politikere også har udstillet i den forløbne uge.