Annonce

En undskyldning til 120 milliarder kr.

20. juni 2010 kl. 10.56

Kennedy gjorde det under Cuba-krisen. Nixon gjorde det, da han trådte af efter Watergate. Reagan gjorde det efter rumfærgen Challengers forlis. Clinton benyttede sig af det adskillige gange. Og George Bush gjorde det efter 11. september. Holdt en tv-tale til nationen fra Det ovale værelse i Det Hvide Hus for at forsikre befolkningen om, at de havde styr på situationen.

Nu har USAs præsident Barack Obama også gjort det. I sidste uge holdt han tale til nationen om det katastrofale olieudslip i Den Mexicanske Golf. Her fortalte han, at han havde lyst til at “kick some ass”.

Hvem han lige præcis havde i tankerne, må man gætte sig til. Et bud kunne være BPs bestyrelsesformand, Carl-Henric Svanberg.

Han mødte i hvert fald op hos præsidenten i Washington dagen efter talen med en check på 120 milliarder kr. som en slags undskyldning for, at olieselskabet har forårsaget den værste olieulykke i USAs historie.

De mange penge skal placeres i en speciel fond, der skal udbetale erstatning for de skader, som olieudslippet har påført borgerne i de berørte kystområder.

Og når nu BP alligevel havde åbnet for pengekassen, fandt selskabet også 600 millioner kr. til en anden fond, der skal agere plaster på såret for de arbejdsløse oliearbejdere, der er berørt af lukningen af de undersøiske boringer.

Men dermed var ydmygelsen ikke forbi for BPs topledelse. Torsdag var turen kommet til selskabets topchef Tony Hayward, der måtte gennem en storm af kritiske spørgsmål og kommentarer fra et meget ophidset kongresudvalg.

De anklagede bl.a. topchefen for ikke at have fortalt den fulde sandhed om olieudslippets omfang, og for at have sjusket med sikkerheden for at spare penge.

Mens BPs undskyldinger og astronomiske kompensationer ikke har resulteret i meget opbakning fra politikere og den almindelige amerikaner, kan selskabet glæde sig over, at det tilsyneladende forholder sig anderledes med investorerne. I London steg aktien med 7 pct.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026