Annonce

Endnu en politisk gyser til K

21. august 2010 kl. 10.55

Man kan knække nakken på mange måder i dansk politik. Man kan f.eks. køre fuld ind i en betonklods, lure på nøgne damer i et solarium eller bo på dyrt hotel i Paris.

Men når man laver en reform, som ikke virker efter planen, og som senere viser sig at koste over 100.000 boligejere et beløb i milliardstørrelsen, behøver det ikke at få konsekvenser for ens politiske liv.

Nu er det sidste ord som bekendt ikke sagt og skrevet i sagen om den digitale tinglysningsskandale. Nogle af landets skarpeste juridiske hjerner forsøger fortsat at give svar på, om de mange boligejere kan få erstatning i kølvandet på rigsrevisionens meget kritiske rapport i sidste uge.

Men alt tyder på, at skandalen ikke får politiske konsekvenser for nogen af de tre konservative toppolitikere:  Lene Espersen, Brian Mikkelsen og  Lars Barfoed, som alle har siddet på justitsministerposten, mens problemerne har udviklet sig.

Kammeradvokaten vil i løbet af kort tid komme med sin vurdering af, om boligejerne har krav på erstatning. Det bliver en politisk gyser. Hvis Kammeradvokaten konkluderer, at staten skal til lommerne, kan det måske ligefrem danne præcedens på mange andre velfærdsområder.

Samtidig er det uvist, hvordan man opbygger et erstatningssystem, hvor kun nogle af boligejerne har krav på erstatning, mens andre ikke har. Juridisk kan det godt lade sig gøre. Men hvordan vil regeringen forsvare det over for de, som ikke får penge tilbage? Og hvordan vil den forsvare, at rod, sjusk og dårlig planlægning gør indhug i de skattemidler, som ellers skulle have været brugt på at tilfredsstille danskernes velfærdshunger?

Hvis Kammeradvokaten når frem til den modsatte konklusion, står regeringen også med et problem. For det er nogle af dens kernevælgere – boligejere og landmænd – som er kommet i klemme.

Ifølge Danske Boligadvokater og Dansk Byggeri har private tabt op mod en milliard kr. på skandalen.  Det bliver mildest talt lidt af en udfordring for regeringen at få vælgerne til at glemme det inden næste folketingsvalg, som måske kan komme allerede i dette efterår.

Men selvom tinglysningsskandalen er gjort af et sprængfarligt stof, vil pressen helt sikkert rette blikket mod Lene Espersens feriesag, hvis et valgnederlag til De Konservative bliver en realitet.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026